AMI-lignende billede forårsaget af trakealkompression grundet forstørret glandula thyroidea indeholdende metastase fra prostatacancer

Intratorakal struma kan forårsage trakeal kompression med dyspnø og stridor til følge (1). I det følgende beskrives et sådant tilfælde, der først blev tolket som AMI. Strumaen skyldtes en Hürthle celletumor og en samtidig metastase fra et prostataadenokarcinom.

Sygehistorie

En 78-årig mand blev indlagt akut med åndenød og cyanose på formodning om AMI. Han var 22 år tidligere blevet opereret for ikketoksisk nodøs intratorakal struma med resektion af benignt thyroideavæv med en Hürthle celletumor.

Patienten fik som 74-årig påvist en gendannelse af strumaen med let kompression og betydelig dislokation af trachea, men man fandt ikke indikation for fornyet operation. Det følgende år blev han indlagt på formodning om asthma cardiale med inspiratorisk stridor og tegn på trakeobronchitis. Patienten var velkompenseret og bedredes hurtigt på penicillinbehandling. Han havde gennem mange år haft let arteriel hypertension, som var velbehandlet med metoprolol.

Patienten blev indlagt med gennem et døgn tiltagende svær åndenød og cyanose. Et ekg tydede på anteroseptalt AMI. BT var 150/110, paO2 = 3,5 kPa, paCO2 = 6,7 kPa, sO2 = 63%. Patienten havde betydeligt lungeødem, der blev behandlet med diuretika, nitroglycerin, dobutamin og adrenalininhalation, alt sammen med ringe effekt, hvorfor man overvejede at afstå fra videre behandling. Imidlertid viste koronarenzymerne sig at være normale. Røntgen af thorax viste en stor intratorakal struma med betydelig kompression af trachea. Man valgte at trakeotomere patienten, der hurtigt herefter bedredes med normalisering af ekg-forandringerne og ophævelse af lungeødemet.

Det blev konkluderet, at det drejede sig om anoksisk udløst lungeødem og myokardial hypoksi pga. trakealstenose.

Efterfølgende blev der udført total thyroidektomi. En mikroskopi viste en Hürthle celletumor og et område med adenokarcinomceller, som viste sig at være en metastase fra prostatacancer.

Patienten havde fået foretaget transuretral resektion af prostata hhv. 11 år og 2 år før indlæggelsen, den sidste gang med et adenokarcinom i resektatet. Dengang var der ingen kliniske tegn på spredning, men der blev påvist forhøjet prostataspecifikt antigen (PSA) på 34 μ g/l.

Ved indlæggelsen var PSA 78 μ g/l. En røntgenundersøgelse viste knoglemetastaser i columna vertebralis, og pga. smerter fik patienten foretaget en subkapsulær orkiektomi, der efterfølgende medførte fald i PSA til 0,6 μ g/l og klinisk bedring. I det følgende år blev patienten fulgt i urologisk regi grundet phimosis, blæredivertikler og blæresten. Der var ingen urostase eller nyreinsufficiens og ingen nye kardiopulmonale klager.

Diskussion

Af maligne tumorer i glandula thyroidea beskrives metastaser at udgøre under 1% (2). I et materiale fra Aalborg bestående af 232 patienter med malign tumor i glandula thyroidea fandt man fem metastaser, dvs. 2,2%.

Metastaser til glandula thyroidea beskrives i autopsistudier at forekomme med meget vekslende frekvens fra 0,2% i et uselekteret materiale til 24% hos patienter med udbredt malign sygdom (2). Shimaoka et al fandt i ti autopsistudier en gennemsnitlig frekvens på 5,3%. Flere forfattere hævder, at dette tal nok er for lavt, da man ofte ikke leder tilstrækkeligt godt efter metastaserne, der tilsvarende oftest ikke er klinisk betydende. Metastaser fra prostataadenokarcinomer ses sjældent i glandula thyroidea. I autopsistudier udgør de som regel under 2% af alle metastaser til glandlen.

I det her beskrevne tilfælde må metastasen betragtes som et bifund og ikke som den væsentligste årsag til forstørrelsen af glandula thyroidea, som skyldtes en Hürthle celletumor. Denne var primært ikke blevet radikalt opereret 22 år tidligere.

Hos patienter med stridor og tidligere strumaanamnese skal man have gendannelse af strumaen in mente ved symptomer, der er forenelige med trakealkompression.

Mikkel Lønborg Friis, Krogsvej 9, DK-9520 Skørping.

Antaget den 1. juli 2002.

Hjørring Sygehus, anæstesi- og intensivafdelingen, og

Aalborg Sygehus, øre-, næse- og halsafdelingen.

Ovenstående artikel hviler på en større litteraturgennemgang end litteraturlistens to numre. Oplysninger om denne bagrundslitteratur kan fås fra forfatterne.