Skip to main content

Antallet af dødsfald som følge af influenza er højere end tidligere antaget

I et nyt studie estimeres det, at 290.000-650.000 mennesker dør som følge af influenza hvert år.

Redigeret af Peter lange, plange@dadlnet.dk

9. maj 2018
2 min.

Estimater af antallet af dødsfald, som skyldes influenza, er tilgængelige fra WHO, men de er forældede. Derfor har en gruppe forskere på grundlag af data fra 33 lande, herunder Danmark, estimeret antallet af dødsfald blandt voksne under 65 år, personer i alderen 65-75 år og gruppen over 75 år. Som ventet var mortaliteten stærk stigende med stigende alder: Blandt personer under 65 år var mortaliteten 0,1-6,4 pr. 100.000, mens den tilsvarende mortalitet var 18-233 for personer over 75 år. Den højeste mortalitet var i afrikanske lande syd for Sahara. Forskerne konkluderede, at 290.000-650.000 mennesker mister livet hvert år på grund af influenza.

Kåre Mølbak, professor og faglig direktør ved Statens Serum Institut, kommenterer: »Undersøgelsen er vigtig, idet den bidrager med nye tal for influenzaassocieret dødelighed. Disse estimater er højere end de tidligere publicerede. De nye analyser tyder især på en stor og negligeret sygdomsbyrde i Afrika syd for Sahara og Sydøstasien. Undersøgelsen bekræfter også, at influenza er den vigtigste infektionssygdom i vores del af verden. Formentlig er antallet af dødsfald endnu større, da dødsfald, der er kodet som hjerte-kar-dødsfald, ikke indgår i modellen, som udelukkende er baseret på dødsfald, der er kodet som respiratoriske. Vi ved, at influenza er en vigtig medvirkende årsag til eksempelvis akut myokardieinfarkt og stroke, og alene af den årsag er de nye estimater konservative. De tilgængelige influenzavacciner er desværre kun moderat gode, men de er det bedste, vi har, og bør anvendes mere især til patienter med kronisk sygdom, gravide og personer over 65 år. Vaccinationsdækningen blandt ældre i Danmark er omkring 45% og dermed langt fra WHO’s erklærede mål om en dækning på 75% i risikogrupperne. Vi har i den forgangne influenzasæson indtil videre set 558 dødsfald blandt patienter med en positiv influenzatest. De fleste af disse patienter var ikke vaccinerede, og nogle af disse dødsfald kunne have været forebygget med en mere aktiv indsats«.

Iuliano AD, Roguski KM, Chang HH et al. Estimates of global seasonal influenza-associated respiratory mortality: a modelling study. Lancet 2018;391:1285-300.

Interessekonflikt: ingen