Skip to main content

Antireflukskirurgi forhindrer kun PPI-behandling hos halvdelen på den lange bane

Redigeret af Jacob Pontoppidan Thyssen, jacob.pontoppidan.thyssen@regionh.dk

1. maj 2014
2 min.

> GUT

Antireflukskirurgi anvendes til behandling af patienter med gastroøsofageal refluks. En potentiel fordel ved kirurgi er reduktion af protonpumpeinhibitor (PPI)-behandling efter operation. Tidligere undersøgelser, hvor man har studeret effekten af kirurgi, har dog vist, at 12-44% af de opererede patienter fortsat havde behov for PPI-behandling i en opfølgningsperiode på 1-12 år. Der er dog ingen tidligere studier, hvor man har undersøgt effekten af antireflukskirurgi i den virkelige verden, da alle tidligere studier har været baseret på randomiserede studier.

Danske forskere har derfor anvendt de nationale registre til at undersøge, hvor stor en andel af de patienter, der var opereret for gastroøsofageal refluks, som indløste en recept på PPI efter antireflukskirurgi. De inkluderede i alt 3.465 voksne danskere, der var opereret i perioden 1996-2010 (kun førstegangsopererede). Forfatterne fandt at 5-, 10- og 15-årsrisikoen for at indløse en recept på PPI var henholdsvis 57,5%, 72,4% og 82,6%. Endvidere var 5-, 10- og 15-årsrisikoen for at komme i langvarig PPI-behandling henholdsvis 29,4%, 41,1% og 56,6%. Blandt andet kvindeligt køn, høj alder, tidligere PPI-forbrug og indtag af nonsteroide antiinflammatoriske stoffer øgede risikoen for PPI-behandling efter operation.

Overlæge Mikael Støckel, Gastroenheden, Herlev Hospital, kommenterer: »Veludført studie som understreger en kendt problematik uden at give svar, idet det afgørende er, på hvilken indikation PPI-behandlingen er genoptaget, men studiet viser nødvendigheden af skarpe operationsindikationer for antireflukskirurgi. I et fremtidigt studie må man præcisere indikationen for postoperativ PPI-behandling, og yderligere bør en mistanke om sur refluks bekræftes ved en pH-undersøgelse«.

Referencer

Lødrup A, Pottegård A, Hallas J et al. Use of proton pump inhibitors after antireflux surgery: a nationwide register-based follow-up study.

Gut 2014: 10.1136/gutjnl-2013-306532.

www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/24474384