Skip to main content

Application of stem cell markers in search for neoplastic germ cells in dysgenetic gonads, extragonadal tumours, and in semen of infertile men

Læge Christina Engel Høi-Hansen: Forf.s adresse: Afdeling for Vækst og Reproduktion, GR5064, Rigshospitalet, Blegdamsvej 9, DK-2100 København Ø. E-mail: chh@dadlnet.dk Forsvaret finder sted den 29. februar 2008, kl. 14.00, Auditorium 1, Rigshospitalet, Blegdamsvej 9, København. Opponenter: Professor Aleksander Giwercman, Sverige, professor Hans von der Maase, professor Anders Nyboe Andersen, og professor Anders Juul .

8. feb. 2008
2 min.

Denne doktordisputats udgår fra Afdeling for Vækst og Reproduktion, Rigshospitalet.

Doktordisputatsen omhandler germinalcelletumorer, der er en kompleks enhed, hvor aktuelle forskningsområder indbefatter tidlig diagnostik og undgåelse af overbehandling. Nye fund vedrørende detektion af germinalcelletumorer med forskellige anatomiske lokalisationer beskrives i afhandlingen, med særlig fokus på testikulære germinalcelletumorer og deres fælles forstadiecelle: carcinoma in situ, CIS. Genkendelse af CIS muliggør tidlig intervention, før en egentlig tumor er udviklet, men på trods af dette diagnosticeres testikulære germinalcelletumorer kun sporadisk på det præ-invasive stadium, hvor minimal behandling er nødvendig.

Idet tilstedeværelse af CIS er asymptomatisk, er der behov for en enkel screeningsmetode, der vil kunne tilbydes mænd under udredning for infertilitet og andre, hvor testikelkræft mistænkes. For at udvikle metoder til tidlig diagnostik er der udført CIS-genekspressionsstudier, der har konfirmeret kendte markører (bl.a. PLAP, OCT-3/4 og KIT) og har identificeret nye markører (bl.a. AP-2γ og NANOG). Flere non-invasive detektionsmetoder har været testet, og en AP-2γ-baseret immuncytologisk sædprøveanalyse har vist klinisk potentiale med en specificitet på 93,6%, men en sensitivitet på 54,5%.

CIS-genekspressionsprofilen er meget lig føtale stamcellers, og dette har givet yderligere støtte til hypotesen om, at CIS-celler oprinder fra primordiale germinalceller eller gonocytter. Komparative studier af gonadale og non-gonadale germinalcelletumorer har vist mange ligheder, hvilket tyder på en analog, men ikke identisk, oprindelse. Infertilitet og testikelkræft er yderligere sammenkoblet i det Testikulære Dysgenese Syndrom, og 25% af kontralaterale testikler fra mænd med testikelkræft har dysgenetiske træk, for eksempel nedsat spermatogenese.

Sammenfattet har disse data givet potentielle diagnostiske værktøjer til detektion af CIS-celler i sædvæske, der er beskrevet microarray- baseret tumorklassifikation og nye stamcellemarkørers anvendelse i immunhistokemisk diagnostik af germinalcelletumorer lokaliseret i gonaderne og extragonadalt. Mere end 200 CIS-kandidatgener er endnu ikke undersøgt. Information fra disse markører vil kunne øge den bestående viden om CIS-cellers opståen og progression og kunne anvendes til optimering af en non-invasiv detektionsmetode.