Skip to main content

Astmadødelighed stagnerer på verdensplan

Analyse af mortalitetsdata fra 46 lande viser, at efter et fald i perioden 1993-2006 er dødeligheden af astma ikke faldet yderligere i de seneste år.

Redigeret af Peter Lange, plange@dadlnet.dk

24. okt. 2017
2 min.

Langt de fleste astmadødsfald betragtes som potentielt forebyggelige. I perioden 1960-1980 rapporterede en række lande ophobede tilfælde af astmadødsfald. Man talte ligefrem om ”epidemier af astmadødsfald” og tilskrev årsagen et overforbrug af korttidsvirkende inhalerede beta-2-agonister uden samtidig brug af inhalationssteroid. Ny artikel opgør internationale tendenser i dødelighed af astma blandt 5-34-årige. Den konkluderer, at den faldende tendens i dødelighed, der blev observeret i perioden 1993-2006, ikke er fortsat i perioden 2006-2012. Foruden at pege på, at en bedre implementering af de kliniske retningslinjer for behandling og opfølgning utvivlsomt vil forhindre nogle af dødsfaldene, efterlyser forfatterne nye strategier, hvis vi skal forhindre flere af disse potentielt forebyggelige dødsfald.

Professor Charlotte Suppli Ulrik, Hvidovre Hospital, kommenterer: »Sammenlignet med andre lande er dødeligheden af astma lav i Danmark, men også her er det vigtigt med tiltag, der yderligere kan reducere dødeligheden af en sygdom, der som udgangspunkt ikke burde være forbundet med betydende overdødelighed. Trods adgang til relevant medicin, primært inhalationssteroid, og implementering af kliniske retningslinjer har mange, ikke mindst yngre, danske patienter med astma, ringe sygdomskontrol. Tidligere undersøgelser af astmadødsfald har vist, at der oftest er tale om patienter med mild til moderat sygdom, hvorfor dødsfaldene burde kunne være undgået. Der er derfor generelt behov for tættere og mere struktureret opfølgning af patienter med astma, og herunder ikke mindst fokus på adhærens med den forebyggende behandling og justering af behandlingen i forhold til sværhedsgrad af sygdommen, hvis vi i Danmark fremover skal undgå unødvendige dødsfald af astma«.

Ebmeier S, Thayabaran D, Braithwaite I et al. Trends in international asthma mortality: analysis of data from the WHO Mortality Database from 46 countries (1993-2012). Lancet 2017;390:935-45.

Interessekonflikter: ingen.