Bandagering af håndled

De hyppigste indikationer for bandagering af håndledsregionen er distal radiusfraktur (f.eks. Colles-fraktur) og sca-phoideumfraktur. Hertil kommer en lang række andre frakturer i regionen, distorsion/ligamentruptur/luksationsfølger, følger efter operative indgreb og ved infektion i regionen.

Kontraindikationer

Der må ikke anlægges rigide cirkulære bandager på patienter, hos hvem der er risiko for øget ødem og/eller hæmatomdannelse de efterfølgende timer/dage. Dette vil medføre bandagetryk og risiko for kompartmentsyndrom. Forbuddet vil typisk gælde patienter med akutte skader, infektion, nyopererede, bevidsthedssvækkede og/eller patienter med blødnings/ko-agulationsforstyrrelser. Øvrige kontraindikationer er allergi over for de enkelte bandagedele og/eller svær hudsygdom.

Forberedelse af patienten

Tilstedeværelse af kontraindikation overvejes/udredes. Sørg for, at ærmet har en vidde, der tillader passage af den bandagerede arm, ellers må ærmerne fjernes. Fingerringe og armbånd tages af. Patienten skal sidde/ligge komfortabelt og have mulighed for at hvile albuen på et fast underlag (Figur 1). Dislokerede frakturer og/eller luksationer reponeres, og stabiliteten heraf undersøges. Sår behandles og dækkes med semipermeabel, ikkeklæbende bandage. Udvis særlig forsigtighed hos steroid/cytostatikumbehandlede patienter, hvis hud kan være meget vulnerabel.

Instruktion af patienten

Bandagen skal føles fast og uforskydelig, men må ikke trykke/ snære hverken under anlæggelsen eller i tiden derefter. For at mindske risikoen for hævelse skal hånden i de første 2-3 døgn holdes over hjertehøjde, og så snart bandagen er stabil, skal der flere gange dagligt udføres knyt-stræk-øvelser med hånden over skulderhøjde. Hånden må gerne bruges til små opgaver som spisning og af- og påklædning, men under ingen omstændigheder til tunge løft eller vrid. Bandagen må ikke blive våd (heller ikke plastbandager, idet man kan risikere, at der sker maceration af huden og sårdannelse under bandagen). Bandagetryk, paræstesier (sovende/prikkende fornemmelser i fingrene), tiltagende smerter/hævelse, manglende aktiv fingerbevægelsesmulighed, ændret sensibilitet og/eller misfarvning af huden kræver øjeblikkelig kontakt/henvendelse til læge.

Redskaber og utensilier

Der findes en lang række af bandagematerialer, som kan anvendes til håndledsregionen. En del af disse materialer fordrer speciel ventilation eller varmtvandskar mv. Det er ikke muligt her at redegøre for de mange variationer, hvorfor det fortsat mest anvendte materiale (gips) er valgt. De nødvendige materialer er vist på Figur 1. Gips skal ikke blot tørre, men hærde, og da det sker under varmeudvikling skal huden dækkes med noget isolerende - f.eks. tacrylvat. Et »lag« gips består af fire »baner« og leveres i mange bredder, hvor 10 cm vil være en passende bredde til en normalvægtig voksen person, der skal have anlagt en gipsskinne. Til fremstilling af en cirkulær gips vil der herudover typisk skulle bruges ruller a 6 cm's og 10 cm's bredde.

Procedure
Ved fremstilling af dorsal gipsskinne

1. Med underarmen i neutral rotation anbringes håndleddet i 0-20° ekstension (fleksion må kun benyttes umiddelbart efter syning af bøjesener). Deviationen skal være neutral - altså ingen radial eller ulnar deviation i håndleddet.

2. Huden fra knoer til albue dækkes af to lag »pårullet« tacrylvat (cave: stramning. Med »pårullet« menes uden træk/stramning - ligesom når man ruller et gulvtæppe ud). Nogle patienter finder vattet kløende og huden kan i så fald primært dækkes af et enkelt lag tubegaze.

3. Læg armen ned på bordet.

4. Mål afstanden fra knoer til albuebøjning. Gipsen skal ikke gå helt op til albuebøjningen. Når gipsen gøres våd, vil den krympe til passende længde.

5. Tag engangshandsker på.

6. I den målte længde laves en trelags (12 baner) gipsskinne. Hold enderne samlet med begge hænder, så de mange baner ikke skilles ad. Hold hænderne samlet, så der dannes en sammenfoldet masse af gips og nedsænk den få sekunder i vand. Konsistensen skal være som en våd karklud. Hvis gipsen bliver for tør, kan den ikke hærde. Hvis den bliver for våd, skylles den ud og ligger på bunden af vandkarret i stedet for at give skinnen styrke.

7. Træk i de to ender, så der igen dannes en skinne, og læg den på det plastdækkede bord. Den ene hånd fastholder skinnens ene ende, mens den anden hånd skiftevis stryger begge sider af gipsskinnen. Herved masseres gipsen i de 12 baner sammen, så skinnen kommer til at fungere som en integreret helhed og eventuelt overskydende vand presses ud.

8. Stillingen nævnt under pkt. 1 sikres, og gipsskinnen lægges fra knoer til albue. Fingrenes grundled skal ligesom albuen kunne bevæges frit. Er dette ikke muligt afkortes gipsen. Den stryges med hånden, så skinnen præcist følger patientens konturer. Der må hverken være folder eller trykmærker fra fingre e.l., da dette indebærer risiko for ubehag og sårdannelse.

9. Med albuen hvilende på underlaget løfter patienten armen, så elastikbindet kan rulles på (cave: hånden må ikke foldes sammen om sin længdeakse - tilse at håndbuen bevares). Elastikbindet rulles i halv bredde ud over begge ender, hvorefter det bukkes ind under tacrylvattet. Herved opnås en blød sammenhængende kant. Alternativt kan tubegazen og/eller tacrylvattet bøjes op over gips-kanten. Sæt nogle længdegående striber af englehud på, så elastikbindet ikke ruller under af og påklædning.

10. Lad gipsen tørre/hærde i minimum et kvarter, inden patienten sendes videre. Det færdige resultat se på Figur 2.

Ved fremstilling af en cirkulær gips

Her er valgt den konventionelle gips ved scaphoideumfraktur. Tommelen er bandageret med indtil interfalangealleddet (IP-leddet). Der findes en lang række muligheder for bandagering ved scaphoideumfraktur [1-3].

1. Punkterne 1-7 under gipsskinne er også gældende her, fraset at der i forarbejdet til en cirkulær gips kun anvendes en tolags gipsskinne. Gipsskinnen reducerer behovet for cirkulære lag ganske betydeligt og betyder endvidere en mindre reduktion af tidsforbruget. Der skal bruges to ruller gips a 6 cm's bredde og 2-3 rull er a 10 cm's bredde. De pakkes ud inden anlæggelse af gipsskinnen.

2. Tolagsgipsskinnen lægges som en dorsoradial kantgips fra tommelfingerens IP-led til albuen.

3. De smalle gipsruller dyppes (en ad gangen) i vandet og klemmes let, mens man hele tiden holder enden af rullen mellem tommel- og pegefinger, så man ikke skal bruge tid på at finde og løsgøre gipsrulleenden. Rul dem omkring patientens tommelfinger og hånd. Tommelfingerens IP-led og de fire ulnare fingres grundled skal kunne bevæges frit. Vær igen agtpågivende med ikke at folde hånden om dens længeakse.

4. De brede ruller bruges til håndled og underarm.

5. Brug håndfladen og eventuelt lidt ekstra vand til at stryge gipsen, så den bliver glat og homogen. Lad gipsen tørre/hærde i minimum et kvarter, inden patienten sendes videre. Det færdige resultat se på Figur 3.

Efterfølgende kontrol af patienten

Fastlagte tider for kontrol af bandagen er næppe nødvendig, men patienten skal have mulighed for kontakt/henvendelse såfremt de i »Instruktion af patienten« nævnte komplikationer opstår. De tilgrundliggende årsager (fraktur, infektion mv.) kræver derimod efterfølgende kontrol.

Risici ved proceduren

Der vil i efterforløbet hyppigt være en eller flere kontakter pga. bandagegener. Bandagen kan være anlagt for stramt og/ eller ødem/hæmatom er tiltaget. Ikke alle patienter er lige hurtige til at henvende sig, hvilket indebærer risiko for udvikling af de i afsnittet »Instruktion af patienten« nævnte komplikationer. I sjældne tilfælde udvikles der refleksdystrofi.

Kommentar

Man kan med fordel øve sig på kolleger e.l. inden man lægger den første bandage på en patient.

Korrespondance: Bo Munk, Håndkirurgisk Sektor, Ortopædkirurgisk Afdeling E, Århus Sygehus, Århus Universitetshospital, DK-8000 Århus C.

E-mail: bo.munk@as.aaa.dk

Antaget: 8. maj 2006
Interessekonflikter: Ingen angivet

Retningslinjerne er godkendt af Dansk Ortopædisk Selskab.