Skip to main content

Beslutningen om at ophøre med behandling

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

Redigeret af Siri Vinther, sirivinther@dadlnet.dk

29. maj 2015
2 min.

At indstille behandlingen af en syg patient vil oftest være en særdeles vanskelig beslutning – for alle involverede parter. Generelt ved man meget lidt om, hvor ofte og på hvilket grundlag sådanne beslutninger træffes. Formålet med dette studie var at undersøge disse forhold nærmere, herunder bestemme om patientalder spillede en rolle for trufne afgørelser.

Datagrundlaget var indberetninger foretaget til det hollandske Dødsårsagsregister i 2010. Der blev udvalgt 6.600 cases, som i henhold til alder blev inddelt i tre grupper (17-64 år, 65-79 år og +80 år). De læger, som havde indberettet de pågældende dødsfald, blev kontaktet og bedt om at udfylde et spørgeskema vedr. de beslutninger, som relaterede sig til patientens sidste tid.

For 37% af de afdøde var der truffet en beslutning om at ophøre med behandling.

Andelene var signifikant forskellige for de tre aldersgrupper (hhv. 25%, 36% og 42%), også efter justering for en række patientkarakteristika. De behandlinger, som man oftest holdt inde med, var intravenøs væske/ernæring, medicin og specifikt antibiotika. »Manglende udsigt til bedring« blev oftest angivet som årsag til at ophøre med behandling; andre årsager var »tab af værdighed« og »ønske fra patienten«. Alder havde ikke betydning for, hvor ofte patienterne blev inddraget i den endelige beslutning. Dog konfererede den behandlende/indberettende læge sjældnere med en kollega, når beslutningen omhandlede en ældre patient.

Professor, overlæge Kirsten Møller, Neuroanæstesiologisk Afdeling, Rigshospitalet, kommenterer: »Dette studie fra et samfund, der ligner det danske meget, antyder ikke overraskende, at patientalder påvirker beslutningen om behandlingsophør. Graden af patientinddragelse var uafhængig af aldersgruppe. Dog var ”patientens ønske” hyppigere årsag til behandlingsophør hos ældre patienter, hvilket også kan forklare den mindre brug af second opinion hos disse patienter«.

Interessekonflikter: ingen

Martins Pereira S, Pasman HR, van der Heide A et al. Old age and forgoing treatment: A nationwide mortality follow-back study in the Netherlands. J Med Ethics 2015 pii: medethics-2014-102367 (epub ahead of print).