Skip to main content

Beta-cell function and mass in type 2 diabetes

Dyrlæge Marianne Ølholm Larsen Grønning: Forf.s adresse: F6.1.30 Novo Nordisk Park, DK-2760 Måløv. E-mail: mmla@novonordisk.com Forsvaret finder sted den 18. maj 2009, kl. 13.00, Hannover Auditoriet, Panum Instituttet, København. Opponenter: Allan Flyvbjerg og Thue W. Schwartz.

21. apr. 2009
3 min.

Disputatsen udgår fra Diabetes Biology and Pharmacology, Novo Nordisk A/S.

Formålet var at undersøge betacellefunktion (BCF) og betacellemasse (BCM) og deres sammenhæng in vivo med anvendelse af minigrisen som model for aspekter af type 2-diabetes hos mennesker (T2DM).

En stabil model for moderat diabetes med fastende og postprandial hyperglykæmi, reduceret insulinsekretion og reduceret BCM induceret med en kombination af streptozotocin (STZ) og nikotinamid (NIA) blev udviklet.

Forstyrrelser af hurtig pulsatil insulinsekretion er beskrevet tidligt i udviklingen af T2DM, men betydningen af reduceret BCM og/eller fedme i udviklingen af disse forstyrrelser hos mennesker kendes ikke endnu. Minigrisen blev identificeret som en god model for studier af forstyrret pulsatilitet i relation til T2DM, og det blev påvist i modellen, at en primær reduktion af BCM giver en reduceret insulinpulsmasse, og at fedme giver reduceret pulsatil insulinsekretion, ophobning af lipider i pancreas og øget betacellevolumen. En kombination af fedme og reduceret BCM gav store forstyrrelser i insulinsekretionen og kraftige morfologiske ændringer i pancreas. På basis af disse resultater kan en primær reduktion af BCM eller op til to ugers mild hyperglykæmi ikke forklare alle de forstyrrelser af hurtig pulsatil insulinsekretion, som kan ses ved T2DM hos mennesker, hvorimod fedme kan inducere små defekter i hurtig pulsatil insulinsekretion, og en kombination af fedme og reduceret BCM kan yderligere forringe BCF.

Reduceret BCM er en anden defekt ved diabetes hos mennesker, men kan ikke kvantificeres in vivo. Muligheden for at følge denne parameter over tid ville kunne øge vores forståelse af sygdommen markant.

I dag kan BCM ikke måles in vivo hos mennesker. Et stort studie med slanke minigrise med et spektrum af BCM viste, at en kraftig stimulation af insulinsekretionen med glukose og arginin gav den bedste korrelation til BCM. Denne sammenhæng fandtes også hos en gruppe af slanke og fede dyr og understøtter dermed anvendelsen af tilsvarende metoder til at estimere BCM hos mennesker over et spektrum af kropsvægt. In vitro perfusion af pancreata fra NIA/STZ-minigrise viste, at typen af stimulus er vigtig for vurdering af den tilbageværende BCM.

Konklusionen på arbejdet er, at en dyremodel for reduceret BCM og mild diabetes er udviklet og karakteriseret. Baseret på data fra modellen kan alle aspekter af den forstyrrede hurtige pulsatile insulinsekretion, som ses ved T2DM hos mennesker, ikke direkte forklares med den reducerede BCM i forbindelse med diabetes, hvorimod fedme kan være relateret til den reducerede pulsatilitet. Med modellen er der påvist en korrelation imellem BCF in vivo og BCM hos både slanke og fede dyr. Muligheden for at estimere BCM i minigrisen in vivo muliggør studier af denne parameter over tid og kunne danne grundlag for tilsvarende metoder til brug hos mennesker. Sådanne metoder kunne være meget værdifulde for diagnosticering og behandling af diabetes hos mennesker i fremtiden.