Skip to main content

Betydningen af regelmæssig kontrol ved Barretts øsofagus

Redigeret af Siri Vinther, sirivinther@dadlnet.dk

11. jun. 2015
2 min.

Personer med Barretts øsofagus (BO) tilbydes regelmæssig opfølgning med endoskopi. Baggrunden er, at der er tale om en præmalign tilstand, og at man ønsker at opdage en evt. progression til neoplasi så tidligt som muligt. Evidensen for, at regelmæssig kontrol reducerer mortaliteten, eller at det forhindrer fremskreden cancer, er imidlertid ikke overbevisende. Formålet med dette hollandske kohortestudie var at undersøge disse forhold nærmere, og således vurdere betydningen af endoskopisk opfølgning ved BO.

I alt 783 patienter (73% mænd, medianalder 61 år) med BO på min. 2 cm blev inkluderet i studiet og kontrolleret i henhold til guidelines. Med en medianopfølgningstid på syv år var der 53 patienter, som progredierede fra metaplasi til svær dysplasi eller adenokarcinom (OAC; incidensrate 1,2 pr. 100 personår). Af dem, som fik svær dysplasi/OAC, blev 92% opdaget i et tidligt stadie (stadie 0/1). Personer med BO, som fik neoplasi, havde en marginal, men nonsignifikant ringere overlevelse end dem, som ikke havde progression (hazard ratio (HR) 1,8; 95% konfidens-interval (KI): 0,9-3,3). Med forbehold for bias var overlevelsen for førstnævnte gruppe tillige sammenlignelig med den del af baggrundsbefolkningen, som fik påvist OAC i stadie 0 eller 1 (HR hhv. 0,8 (95% KI: 0,3-1,8) og 0,7 (95% KI: 0,4-1,2).

Overlæge Troels Havelund, Afdeling for Medicinske Mavetarmsygdomme, Odense Universitetshospital, kommenterer: »Dette er nye vigtige data om den kontroversielle overvågning af BO. Svær dysplasi/stadium 0 udgjorde 66%, så målet om opsporing af tidlige stadier blev opnået. De fleste patienter blev behandlet endoskopisk med færre komplikationer og mindre morbiditet i forhold til kirurgisk resektion, hvilket styrker argumenterne for overvågning. Overvågningen blev i det væsentlige gennemført efter de samme retningslinjer som i de danske guidelines. Studiet besvarer ikke spørgsmålet om, hvorvidt den systematiske overvågning er omkostningerne værd«.

Interessekonflikter: ingen

Kastelein F, van Olphen SH, Steyerberg EW et al. Impact of surveillance for Barrett’s esophagus on tumour stage and survival of patients with neoplastic progression. Gut 22. apr 2015. pii: gutjnl-2014-308802 (epub ahead of print).