Ph.d.-afhandlingen udgår fra Aarhus Universitet og består af en oversigt og fem originale artikler fremkommet under ansættelse på henholdsvis Afdeling for Eksperimentel Klinisk Onkologi og Patologisk Institut, Århus Sygehus, i perioden 2003-2008.
Formålene med ph.d.-projektet var dels at opdatere en undergruppe af patienter fra de nationale DBCG82 B&C-studier til nutidig standard dels med hormonreceptorerne: østrogenreceptor (ER) og progesteronreceptor (PgR) og dels med HER2-receptor-status og desuden at undersøge betydningen af forskellige eksperimentelle biologiske markører, der endnu ikke anvendes rutinemæssigt i klinikken.
TMA's (tissue microarrays ) blev fremstillet for i alt 1.000 ud af de 3.083 højrisikobrystkræft patienter, der i perioden 1982-1989 efter mastektomi blev randomiseret til enten strålebehandling og systemisk behandling eller systemisk behandling alene. Immunhistokemiske farvninger for ER, PgR, HER2, carbonic anhydrase IX (CA-IX), BCL2 og p53 blev foretaget.
Patienter med hormonreceptornegative, HER2-positive og/eller BCL2-negative tumorer havde en signifikant dårligere overlevelse. For disse biologiske undergrupper af patienter fandtes til trods for en signifikant reduktion i antallet af lokal-recidiver efter postmastektomistrålebehandling ingen signifikant overlevelsesgevinst. En signifikant overlevelsesgevinst efter postmastektomistrålebehandling fandtes udelukkende hos patienter med gode biologiske prognostika, såsom hormonreceptorpositive og/eller HER2-negative og/eller BCL2-positive tumorer. Ligeledes fandtes, at overlevelsesgevinsten efter strålebehandling forsvandt, når undergrupperne blev reduceret til patienter med to eller tre dårlige kliniko-patologiske prognostiske kriterier til trods for signifikante overlevelsesgevinster efter postmastektomistrålebehandling ved enkeltvis analyse af patienter med dårlige kliniko-patologiske faktorer, såsom mange positive lymfeknuder eller stor tumorstørrelse eller høj histologisk grad.
Ovennævnte resultater kunne forklares, hvis spektrumhypotesen, fremsat af Samuel Hellman , er den hypotese, som mest korrekt forklarer brystkræftens naturhistorie. Spektrum-hypotesen foreslår, at brystkræft er en heterogen sygdom, der optræder i alle mulige afskygninger, lige fra tumorer, der aldrig vil give anledning til metastasering, til tumorer, der ikke har metastaseret på diagnosetidspunktet men har potentialet til at metastasere, og helt i den anden ende af spektret til tumorer der på diagnosetidspunktet altid vil have udsendt mikrometastaser til andre organer - og vel at mærke så aggressive mikrometastaser, at de ikke responderer på den anvendte systemiske behandling. Patienter med denne sidstnævnte undergruppe af tumorer vil, til trods for en signifikant reduktion i antallet af lokalrecidiver efter lokalt appliceret strålebehandling, ikke opleve en overlevelsesgevinst på grund af sygdommens aggressive natur og udbredelse.
