Skip to main content

Biologisk krig og terror: forebyggelse og imødegåelse

Centerchef John-Erik Stig Hansen Statens Serum Institut, Center for Biosikring og -Beredskab

12. mar. 2010
8 min.


Biologiske våben er de hyppigst anvendte masseødelæggelsesvåben. Allerede i begyndelsen af 1900-tallet, kort efter at det var blevet muligt at isolere og dyrke bakterier, blev miltbrand (Bacillus anthracis) og snivebakterier (Burkholderia mallei) brugt som krigsvåben under første verdenskrig [1]. I løbet af få årtier blev biologiske våben en del af flere landes arsenaler og blev især anvendt af japanske styrker mod civilbefolkningen i Kina i perioden 1936-1944 med flere hundredtusinder døde til følge [2]. Da det i slutningen af 1960'erne stod klart for USA's regering, hvor relativt let biologiske masseødelæggelsesvåben kunne udvikles og anvendes, så gik man ind for et totalforbud, hvorved militær masseødelæggelsesevne kunne begrænses til nogle få resursestærke stater med kernevåben. Selv om biologiske våben blev forbudt ved en FN-konvention i 1972, fortsatte nogle stater dog med at udvikle og opstille biologiske våben i det skjulte [3]. I sidste halvdel af århundredet dukkede de første eksempler op på ikkestatslig udvikling og anvendelse af biologiske våben, og i dag anser bl.a. FN truslen om terrorgruppers anvendelse af biologiske våben for at være særdeles alvorlig, fordi der kan være tale om helt uoverskuelige skadevirkninger [4].



Våbenfremstilling og -effekt

I fremstillingen af biologiske våben indgår bakterier, virus eller biologiske giftstoffer, toksiner, som forarbejdes på en særlig måde (såkaldt våbengørelse af kampstoffet), og som derefter kombineres med et fremføringsmiddel, der kan bringe kampstoffet frem til målet [5]. Ofte vil en formulering af kampstoffet som små, 1-5 mikrometer store partikler evt. med en beskyttende coatning og udlægning i aerosolform give den bedste effekt. Afprøvninger viser, at man især ved linjeudlægning i lav højde af sådanne aerosoler, der driver med vinden mod målet, kan dække meget store landområder med sygdomsfremkaldende kampstoffer. Det er karakteristisk for biologiske våben, at såvel fremstillingen som udlægningen kan ske i det skjulte uden nødvendigvis at efterlade en entydig signatur på angriberens identitet. Fremstillingen af kampstof kan ske i helt civile installationer med anvendelse af udstyr, der i øvrigt har en fredelig anvendelse. Selve angrebet kan almindeligvis også skjules, da aerosolen efter få sekunders vinddrift er usynlig, og da sygdomssymptomer først optræder efter en inkubationstid på dage til uger. Selv om biologiske våben i stor skala, som det kendes fra det sovjetiske våbenprogram, kan være strategiske sidsteslagsvåben, så egner de sig altså også til skjulte angreb gennemført af specialstyrker eller terrorgrupper. De forskellige kampstoffers meget varierede egenskaber og effekter gør det endvidere muligt at vælge et kampstof ud fra taktiske/strategiske overvejelser og f.eks. vælge et inkapaciterende kampstof i en situation og et selvforstærkende, epidemisk kampstof i en anden.

Veludviklede biologiske våbenprogrammer krævede i begyndelsen store statslige resurser. Inden for de seneste årtier har den (bio)teknologiske udvikling imidlertid medført en ændring i tilgængeligheden af biologiske våben, så disse våben i dag må vurderes potentielt at kunne fremstilles i f.eks. et udviklingsland med et relativt rudimentært teknologisk udviklingsniveau eller endda af en ikkestatslig organisation med adgang til den nødvendige ekspertise og lidt fred og ro til udviklingsarbejdet. Udviklingen inden for bl.a. molekylærbiologi, syntetisk biologi, genetik, aerosolteknologi osv. betyder, at der i tilgift til de klassiske mikrobielle kampstoffer hele tiden opstår muligheder for udvikling af nye, evt. helt eller delvist syntetiske mikrobielle kampstoffer med nye effekter og nye anvendelsesmuligheder som f.eks. nedsættelse af fertiliteten i udvalgte etniske grupper, omgåelse af kendte medicinske modforanstaltninger eller helt nye kliniske sygdomspræsentationer [6].

Forebyggende biosikring

Imødegåelse af biologisk våbenanvendelse (Figur 1 ) starter med en risiko- og trusselsvurdering. Da der aldrig vil kunne findes resurser nok til at imødegå enhver tænkelig trussel, må man prioritere ud fra truslens størrelse, der er et produkt af sandsynlighed og konsekvens. En sådan trusselsvurdering, der kræver specialkompetence inden for meget forskellige discipliner såsom mikrobiologi, våbenkonstruktion og efterretningsanalyse, er grundlaget for alle efterfølgende prioriteringer inden for forebyggelse og beredskab. Internationalt har FN ud over den biologiske våbenkonvention fra 1972, der retter sig mod stater, i 2004 vedtaget Sikkerhedsrådsresolution 1540, som primært retter sig mod terrorister [7]. I denne resolution pålægges alle stater at indføre og håndhæve regler, der sikrer mod, at kritiske komponenter, der kan bruges til fremstilling af masseødelæggelsesvåben, falder i forkerte hænder. I Danmark har det bl.a. betydet, at Folketinget i 2008 vedtog en lov om biosikring, hvorefter det er forbudt at arbejde med visse biologiske stoffer, fremføringsmidler og relateret materiale uden en tilladelse fra Center for Biosikring og -Beredskab (CBB), der er den statslige myndighed på området. I praksis betyder det i hovedsagen, at en række private virksomheder, hospitalslaboratorier og forskningsinstitutioner skal have visse fysiske sikringsforanstaltninger og følge bestemte procedurer for at sikre f.eks. farlige bakteriestammer mod tyveri [8]. Herved bliver disse virksomheder beskyttet mod ufrivilligt at blive kilde til f.eks. en terrorgruppes erhvervelse af visse kritiske komponenter til et biologisk våben.

Operativt beredskab

Forebyggende tiltag som biosikring, eksportkontrol og politimæssig overvågning og intervention kan ikke fuldstændigt garantere mod ethvert biologisk angreb. Derfor er der også i Danmark en løbende overvågning af bl.a. hyppigheden af ambulancekørsler for så tidligt som muligt at kunne opfange et sygdomsudbrud, der er forårsaget af et skjult biologisk angreb [9]. Hvis der opstår mistanke om et biologisk angreb eller en trussel, har CBB et operativt beredskab, der kan undersøge, hvad der er foregået, hvem der evt. er eksponeret, og så opstille prognoser for, hvordan situationen vil udvikle sig, samt afgive handlingsrettede instruktioner og anbefalinger til modforanstaltninger [10]. I de seneste otte år, hvor CBB har været operativt, har politiet henvendt sig med mistanke om biologisk terror i ca. 150 tilfælde, men i alle tilfælde har det - efter udredning i vekslende omfang - vist sig at være ufarligt (Figur 2 ). Skulle et angreb imidlertid ske i Danmark, udføres de relevante modforanstaltninger - f.eks. isolation, karantæne, behandling, vaccination, dekontaminering - af redningsberedskabet og sundhedsberedskabet i de berørte regioner under koordinerende ledelse af politiet, mens overordnede beslutninger og international koordination håndteres i regeringens krisestyringsorganisation.

Genopretning af en normaltilstand efter et biologisk angreb vil dels afhænge af kampstoffet dels afhænge af, hvor effektive modforanstaltningerne har været til at afbøde og afhjælpe skadevirkningerne. De kampstoffer, der er lettest tilgængelige i dag, og som indtil nu har været forsøgt anvendt af terrorgrupper i Europa, har et relativt begrænset skadepotentiale, men terrorgrupper har også interesseret sig for farligere stoffer, som det derfor er vigtigt at sikre maksimalt. Selv med effektiv forebyggelse og et godt beredskab er der dog alligevel en vis mulighed for, at et eller flere større masseødelæggelsesangreb med biologiske våben finder sted et eller andet sted i verden inden for en overskuelig fremtid, hvilket ligefrem er forventningen blandt en række eksperter [11]. Derfor er det også vigtigt, i hvert fald på skrivebordsniveau, at have forberedt sig på, hvordan man vil håndtere den politiske og sikkerhedsmæssige situation efter et angreb, der i værste fald havde medført mange tusinde døde, og hvor der evt. var trusler om flere angreb. I en sådan situation ville der kunne opstå alvorlige og ukontrollerbare sikkerhedsmæssige udfordringer både mht. interne spændinger mellem befolkningsgrupper og mht. internationale sikkerhedspolitiske initiativer.

Internationalt perspektiv

Bestræbelserne på at begrænse spredningen af biologiske masseødelæggelsesvåben må nødvendigvis være globale, da såvel teknologi som udgangsmaterialer efterhånden kan findes i de fleste lande. Samtidig er det vigtigt ikke at opstille hindringer for en positiv udvikling af videnskab og teknologi især i udviklingslandene, hvor teknologiudvikling netop skal være med til at løse alvorlige sundhedsproblemer og løfte levestandarden. Derfor er det nødvendigt at intensivere det internationale samarbejde om teknologioverførsel fra de industrialiserede lande til udviklingslandene samtidig med, at der implementeres teknologiovervågning og biosikring som krævet i internationale konventioner og forpligtende resolutioner. Tekniske løsninger er imidlertid ikke nok. Det er også vigtigt at skærpe opmærksomheden blandt såvel offentlige forskere som private virksomheder, så misbrug af videnskab og teknologi i det hele taget men især til våbenudvikling også imødegås på det individuelle og personlige plan, der er fokusområder for aktuelle initiativer i såvel faglige organisationer som en del nye initiativer i EU og FN [6, 12]. I alle disse sammenhænge spiller det faktisk en rolle, hvad Danmark gør. Hvis der sker et biologisk angreb et eller andet sted i verden, så skal det meget nødigt ske med materialer skaffet fra Danmark. Imødegåelse af dette gennem effektiv biosikring bør kunne gennemføres uden negative konsekvenser for forskning og industri, og ved at vise dette i praksis kan Danmark understøtte andre mindre landes biosikringsbestræbelser og overholdelse af internationale forpligtelser, og derved medvirke til at øge den samlede sikkerhed for alle.


John-Erik Stig Hansen, Center for Biosikring og -Beredskab, Statens Serum Institut, DK-2300 København S. E-mail: jsh@ssi.dk

Antaget: 28. september 2009

Interessekonflikter: Ingen




Summary

Summary Biological warfare and terror: prevention and countermeasures Ugeskr Læger 2010;172(2):125-127 Biological weapons are the most commonly used weapons of mass destruction. Serious international concerns exist about their use by non-state actors, and such use is facilitated by developments in biotechnology. In Denmark, counter-proliferation is served by a new biosecurity act and the establishment of a new biosecurity authority. Aspects of biopreparedness have also been strengthened. International collaboration is necessary in order to enhance both the security measures aimed at avoiding the misuse of science but also to enhance societal resilience if potentially devastating biological attacks should occur.

Referencer

  1. Geissler E, Moon JEC. Biological and toxin weapons: research, development and use from the middle ages to 1945. Stockholm International Research Institute; Oxford University Press, Oxford, 1999.
  2. Barenblatt DA plague upon humanity. New York: Harper Collins, 2004.
  3. Mangold T, Goldberg J. Plague wars. London: Macmillan, 1999.
  4. Uniting against terrorism: recommendations for a global counter-terrorism strategy. United Nations, A/60/825, 17. april 2006. http://daccessdds.un.org/doc/UNDOC/GEN/N06/330/88/PDF/N0633088.pdf?OpenElement (23. juli 2009).
  5. Hansen JES. Concepts of offensive use of biological weapons. Militært Tidsskrift 2006;135:347-59.
  6. Biotechnology, weapons and humanity II. London: British Medical Association, 2004.
  7. United Nations Security Council Resolution 1540. Vedtaget 28. april 2004 http://daccessdds.un.org/doc/UNDOC/GEN/N04/328/43/PDF/N0432843.pdf?OpenElement (23. juli 2009).
  8. Bekendtgørelse om sikring af visse biologiske stoffer, fremføringsmidler og relateret materiale i medfør af lov nr. 474 af 17. juni 2008. København: Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, 2009. BEK nr. 981 af 15.10.2009.
  9. Bork KH, Klein BM, Mølbak K et al. Surveillance of ambulance dispatch data as a tool for early warning. Eurosurveillance 2006;11:229-33.
  10. Biological incident response and environmental sampling. Luxembourg: EU-Kommissionen, 2006. http://ec.europa.eu/health/ph_threats/com/preparedness/docs/biological.pdf (23. juli 2009).
  11. Graham B, Talent J, Allison G et al. World at risk. New York: Vintage Books, 2008. http://www.preventwmd.gov/report (23. juli 2009).
  12. Report of the CBRN task force. Bruxelles: EU-Kommissionen, 2009. www.ebsaweb.eu/EBSA_Activities-p-185/European_Biosecurity_and_Bio_preparedness.html (23. juli 2009).