Skip to main content

Brug af muskelopbyggende produkter øger muligvis risikoen for testikelcancer

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Redigeret af Siri Vinther, sirivinther@dadlnet.dk

2. jun. 2015
2 min.

Testikelcancer af germinalcelletypen (TGCC) er den hyppigst forekommende cancerform blandt yngre mænd. Incidensen er stigende, men man ved ikke præcist hvorfor. Enkelte studier har indikeret, at et stigende forbrug af såkaldte muskelopbyggende produkter (MOPs), dvs. pulvere eller piller, som indeholder kreatin, protein og/eller androgener, muligvis spiller en rolle. Formålet med dette amerikanske case-kontrol-studie var at undersøge dette nærmere.

I alt 356 mænd i alderen 18-55 år, som var nydiagnosticeret med TGCC, blev udvalgt som cases og matchet med 513 raske kontrolpersoner. På baggrund af personlige interview fandt man, at brug af MOPs (min. en gang ugentligt i mere end fire uger) medførte en signifikant øget risiko for udvikling af TGCC (oddsratio (OR): 1,65; 95% konfidens-interval (KI): 1,11-2,46). Associationen var stærkere, hvis brugen af MOPs var startet før det fyldte 25. år (OR: 2,21; 95% KI: 1,34-3,63), hvis brugen havde varet i mere end tre år (OR: 2,56; 95% KI: 1,39-4,74), eller hvis den involverede to eller flere typer af MOPs (OR: 2,77; 95% KI: 1,30-5,91). Hvad øvrige risikofaktorer angik, var der relativt flere cases, som angav at have haft testisretention og/eller et testistraume. Brug af alkohol og tobak var sammenlignelig for de to grupper.

Overlæge Mads Agerbæk, Onkologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, kommenterer: »TGCC forårsages af en modningsforstyrrelse i enkelte germinalcelleforstadier og grundlægges i fosterlivet. Denne modningsforstyrrelse er også korreleret til andre udviklingsmæssige forhold og kan påvirke kognitiv og somatisk udvikling. Man skal derfor være varsom med at konkludere, at den fundne sammenhæng er kausal. Danmark har den højeste incidens af TCCG i verden; der er iagttaget en jævn stigning med en tredobling af forekomsten siden 1950’erne, men stagnerende over de seneste ti år. Man kan i Danmark ikke konstatere nogen stigning i forbindelse med det stigende brug af MOPs«.

Interessekonflikter: ingen

Li N, Hauser R, Holford T et al. Muscle-building supplement use and increased risk of testicular germ cell cancer in men from Connecticut and Massachusetts. Br J Cancer 2015;112 (suppl):1247-50.