Skip to main content

Characterisation of osteoblastic mitogens by proteome analysis

Cand.scient. Helle Andersen: Forf.s adresse: Marstrandsgade 11, 3. tv, 8000 Århus C. E-mail: lysand@mail1.stofanet.dk Forsvaret finder sted den 10. september 2002, kl. 10.00, Auditorium I, Indgang 4A, Århus Amtssygehus. Bedømmere: Henrik Vorum, Martin Lind, docent, ph.d. Östen Ljunggren, Sverige. Vejleder: Erik Fink Eriksen.

2. nov. 2005
2 min.

Denne ph.d.-afhandling, som udgår fra Aarhus Universitet, fokuserer på en ubalance i knogleremodelleringen, hvor osteoblaster deponerer ny knogle uden forudgående osteoklastisk knogleresorption. I det udvoksede skelet remodelleres knogle kontinuert ved sekvenser af osteoklastisk resorption og osteoblastisk formation. Osteoporose forårsaget af aldring og mangel på kønshormon kan skyldes en ubalance i denne proces. På det cellulære niveau kunne en hypotese være, at antallet af osteoblaster aftager i forhold til antallet af osteoklaster.

Ved hjælp af proteomanalyse i form af todimensional gelelektroforese og massespektrometri samt forskellige celleassays var formålet: 1) at identificere og karakterisere nye mulige osteoblastiske mitogener fra PC3 (human prostatacancercellelinje)-cellesupernatanter samt 2) at undersøge effekten af fluoridstimulerede human knoglemarv stromale (hKMS) celler.

Ph.d.-afhandlingen er baseret på to studier. I det ene studium identificerede vi galectin-1og cyclophilin A i PC3-cellesupernatanter og påviste, at galectin-1 formodentlig er involveret i regulering af matrixmineralisering ved metastaserende prostatacancer. Vi kunne ikke påvise nogen relation mellem cyclophilin A og et osteosklerotisk respons. I det andet studium kunne vi ikke påvise, at fluorid øger den mitogene effekt af hKMS-celler. Desuden kunne vi ikke påvise nogen ændring i protein-tyrosinphosphorylering ved stimulation af hKMS-celler med fluorid. Ændringer i proteinprofiler ved fluoridstimulation var ikke konsistente. Vi konkluderede, at fluorids mitogene effekt på hKMS-celler muligvis afhænger af ukendte faktorer, eller at hKMS-celler er for heterogene til studier af cellulære mekanismer i forbindelse med fluorid stimulation.