Chronic low grade inflammation and non-traditional cardiovascular risk markers in obese and diabetic subjects

Ph.d.-afhandlingen udgår fra Medicinsk forskningslaboratorium C, Medicinsk Endokrinologisk afdeling C, Århus Sygehus, Århus Universitetshospital.

Individer med abdominal fedme er karakteriseret ved en kronisk lavinflammatorisk tilstand i blod og væv, som formodes at bidrage til deres øgede risiko for at udvikle insulin-resistens, hypertension og kardiovaskulær sygdom.

Formålet med afhandlingen var at undersøge effekterne af: 1) et kort intensivt vægttab og længerevarende (tre års) vægttab hos personer med abdominal fedme, dyslipidæmi og/eller forhøjet fasteplasmaglukose og 2) en intensiveret antidiabetisk behandling hos personer med overvægt/fedme og dysreguleret type 2-diabetes på såvel kendte inflammatoriske som atypiske kardiovaskulære risikomarkører.

I studie 1 blev effekten af vægttab evalueret via to substudier fra the Scandinavian Multicenter study of Obese subjects with the Metabolic Syndrome. Her blev et vægttab induceret gennem otte ugers lavkalori diæt efterfulgt af tre års randomiseret dobbeltblindet behandling med placebo vs. en gastrisk lipasehæmmer (orlistat).

I studie 2 blev effekten af intensiveret antidiabetisk behandling evalueret via subanalyse af data fra et randomiseret ublindet studie med rosiglitazon, metformin og insulin vs. intensivering af insulindosis hos dysregulerede type 2-diabetikere med overvægt/fedme.

I studie 1 var vægttabsinterventionen efter tre år i denne risikopopulation forbundet med en reduktion i den samlede inflammation, med en stigning i adiponectin og et fald i leptin, interleukin-18 (IL-18), C-reaktivt protein (CRP), fibrinogen og Matrix Metallo Proteinase-9 (MMP-9). Af speciel interesse blev det fundet, at et vægttab større end 10% var nødvendigt for at opnå signifikante forbedringer i det adipocyt-deriverede og antiinflammatoriske protein adiponectin. Ændringerne i IL-18, CRP, leptin og adiponectin var relateret til ændringer i vægten, mens reduktion i MMP-9 og fibrinogen ikke syntes direkte relateret til vægttabet.

I studie 2 blev intensiveret antidiabetisk behandling med rosiglitazon, metformin og insulin fundet at være associeret med forbedringer i adiponectin, CRP og MMP-9 hos overvægtige type 2-diabetikere uafhængigt af ændringerne i HbA1c på trods af en samtidig mindre vægtøgning.

På baggrund af studierne kan det konkluderes, at individer med abdominal fedme alene eller kombineret med type 2-diabetes synes at kunne opnå forbedringer i såvel markører for kronisk inflammation (CRP, fibrinogen og adiponectin) som nyere atypiske kardiovaskulære risikomarkører (IL-18, MMP-9) gennem vægttab og/eller gennem intensiveret antidiabetisk behandling trods manglende vægttab.