Skip to main content

Community study of acute respiratory infections in children less than one year of age, Soweto, South Africa

Læge Ines Ackerl Kristensen: Forf.s adresse: 37 Bedford Place, Sovereign St, 2007 Bedfordview, Johannesburg, RSA. E-mail: inesa@telkomsa.net eller ines@dadlnet.dk Forsvaret fandt sted den 18. juni. Bedømmere: Jesper Reinholdt, Beth Maina Ahlberg og Niels Henrik Valerius . Vejledere: Jørn Olsen, Jens Chr. Jensenius og Steffen Thiel .

3. nov. 2005
2 min.

Ph.d.-afhandlingen er baseret på to studier, et kohortestudie og et case-kontrol-studie, begge udført i Soweto i Sydafrika. Soweto er en sort township i udkanten af Johannesborg, bestående af 1,2 millioner indbyggere.

Formålet var at måle incidensen og sæsonvariationen af akutte luftvejssygdomme med speciel fokus på respiratorisk syncytial virus (RSV), at se på risikofaktorer for sværhedsgraden af sygdommen, at beskrive geno- og fænotypen for mannanbindende lektin (MBL) og analysere disses betydning for svær RSV-infection, samt at undersøge hvorvidt amning beskytter mod denne infektion.

I kohortestudiet fulgte vi 572 og fandt ved direkte observation en noget lavere incidens af akutte luftvejssygdomme end forventet på kun 1,54/børneår.

Vi fandt, at store hushold og socioøkonomiske forhold, såsom faderens uddannelse, var vigtige determinanter for akutte luftvejsinfektioner. Amning viste beskyttende effekt mod sværere tilfælde af akutte luftvejsinfektioner. Til gengæld fandt vi ikke association mellem disse og determinanter som køn, moderens uddannelse eller passiv rygning, hvilket blandt andet kunne skyldes manglende statistisk power grundet en relativ homogen studiepopulation.

Case-kontrol-studiet matchet for køn og alder blev udført i samme område. Cases var børn i alderen 1-12 måneder indlagt på Chris Hani Baragwanath Hospital med nedre luftvejsinfektion forårsaget af RSV. Kontrollerne blev rekrutteret af fire vaccinationsklinikker.

Vi fandt ingen association mellem mangel på MBL og hospitalisering for nedre luftvejs-infektion forårsaget af RSV.

Amning havde en signifikant beskyttende effekt mod sygdommen, hvilket bestod efter korrektion for potentielle konfoundere. Ikke at have søskende viste også signifikant beskyttende effekt.