Skip to main content

Debutalder, symptomvarighed og operationstid har betydning for forløbet ved appendicitis hos børn

Sandra Julia Bech-Larsen, Marianna Lalla & Jørgen M. Thorup

9. sep. 2013
3 min.

INTRODUKTION

Et nyligt dansk studie viste, at næsten 20% af børn i 2006 til 2007 havde et utilfredsstillende forløb efter appendektomi. Formålet med dette studie var at evaluere, i hvilken udstrækning perioperative parametre indvirkede på udfaldet af patientbehandlingen.

MATERIALE OG METODER

I alt 108 børn i alderen 0-16 år med appendicitis i perioden 2007-2011 blev inkluderet. Patientdata blev udtrukket gennem procedurekoder for appendektomi: KJEA00, KJEA01 og KJEA10 i henhold til nordisk klassifikation af operative procedurer og diagnosekoder for appendicitis: DK35.0, DK35.1, DK35.9, DK 36.9 og DK 37.9 i henhold til ICD-10. Et utilfredsstillende forløb efter appendektomi blev defineret som en postoperativ indlæggelsesvarighed (postoperativ LOS) ≥ 5 dage og/eller genindlæggelse grundet komplikationer inden for den første postoperative måned.

RESULTATER

Signifikant flere patienter i gruppen med utilfredsstillende forløb havde haft en kompliceret appendicitis (73% (35/48)) end i gruppen med et tilfredsstillende forløb (25% (15/60)) (p < 0,0001).

Følgende parametre forlængede signifikant (p < 0,05) den postoperative LOS og/eller risikoen for et utilfredsstillende forløb: Børn i den yngste aldersgruppe havde en højere andel med utilfredsstillende forløb (78% (14/18)) end den ældre aldersgruppe (44% (21/48)). Hvad angår symptomvarigheden til den endelige indlæggelse, med operation og diagnose, var middelværdien 2,8 dage for børn med utilfredsstillende forløb og 2,7 dage for børn med kompliceret appendicitis, sammenlignet med 1,6 dage for børn med tilfredsstillende forløb og 1,5 dage for børn med ukompliceret appendicitis. Forskellen var mest udtalt i de yngre aldersgrupper. Knivtiden var signifikant kortere i gruppen af patienter med et tilfredsstillende forløb samt blandt dem med ukompliceret appendicitis end hos børn med et utilfredsstillende forløb og hos børn med kompliceret appendicitis.

Følgende parametre havde ingen signifikant indflydelse på den postoperative LOS og/eller risikoen for et utilfredsstillende forløb: Efter indlæggelse var der ingen forskel på forsinkelse til operation i gruppen med tilfredsstillende forløb (middelværdi: 6,5 timer) sammenlignet med den utilfredsstillende gruppe (middelværdi: syv timer). Der var ingen forskel på patienterne, som fik foretaget åben operation, og dem, som fik foretaget laparoskopisk operation, i forhold til om de havde et tilfredsstillende eller utilfredsstillende forløb.

KONKLUSION

Børn med kompliceret appendicitis og et utilfredsstillende forløb efter operation er associeret med en lang præoperativ symptomvarighed, ung alder og lang knivtid. For at forbedre behandlingsresultaterne hos børn med denne akutte kirurgiske sygdom synes det at være væsentligt at give information til befolkningen og primærsektoren om risikoen ved forsinkelse af appendicitisbehandling hos børn. Til trods for at der ikke er fastlagt nogen aldersgrænse, kan små børn muligvis drage fordel af en direkte henvisning og overflytning til et regionalt eller tertiært børnekirurgisk center.

KORRESPONDANCE: Sandra Julia Bech-Larsen, Pædiatrisk Afdeling, Rigshospitalet, Blegdamsvej 9, 2100 København Ø. E-mail: sandra_bech_larsen@hotmail.com

INTERESSEKONFLIKTER: Forfatternes ICMJE-formularer er tilgængelige sammen med artiklen på Ugeskriftet.dk.

DANISH MEDICAL JOURNAL: Dette er et resume af en originalartikel publiceret på danmedj.dk som Dan Med J 2013;60(8):A4678.

Summary

Summary title