Skip to main content

Den hyppigste årsag til manglende organdonation er manglende samtykke fra pårørende

Kasper H. Thybo 1 & Vagn Eskesen 2 1) Endokrinologisk-Gastroenterologisk Afdeling, Bispebjerg Hospital 2) Neurokirurgisk Afdeling, Rigshospitalet

27. mar. 2013
3 min.

Indledning

Såvel i Danmark som på verdensplan er der mangel på organer til transplantation. De fleste organdonorer er hjernedøde og kommer fra neurointensive enheder. De hyppigste årsager til hjernedød er hovedtraumer, cerebrale blødninger og tumorer. Denne undersøgelse sammenligner to perioder på en neurointensiv enhed med hensyn til realiserede donorer, potentielle donorer og årsager til manglende donation. De to perioder er fra henholdsvis begyndelsen og slutningen af perioden 2000-2010.

Materiale og metoder

Dette er en retrospektiv undersøgelse af døde på Neurointensiv Afdeling på Rigshospitalet i perioderne fra 1/1 2000 til 30/6 2003 og fra 1/1 2007 til 30/6 2010. Data blev fundet i journalerne samt i transplantationsteamets optegnelser af samme forfatter.

Resultater

I første periode døde 350 patienter, mens der i anden periode døde 270 patienter på den neurointensive afdeling. I begge perioder var ca. halvdelen potentielle organdonorer. Af de potentielle donorer blev 42 (27%) og 48 (37%) i første henholdsvis anden periode realiserede donorer. Den vigtigste grund til manglende donation blandt potentielle donorer var mangel på samtykke fra pårørende (44% og 40%). Der observeredes et fald fra 15 (10%) til tre (2%) afslag til donation af egen vilje, mens der sås en stigning i antallet af døde, der havde givet samtykke inden sygdom (fra 12% til 21%). Mediantiden fra hjernedød til donation var fem timer og 45 minutter i anden periode.


Diskussion

Antallet af organdonorer afhænger af en række forhold, der sammen eller hver for sig kan påvirkes. Potentielle donorer skal erkendes, informeret samtykke skal foreligge enten fra afdøde eller nærmeste pårørende, donorpleje skal være kvalificeret, og tiden fra hjernedød til organudtagning skal af flere grunde være så kort som muligt. De fleste potentielle donorer erkendes af gode grunde på de neurointensive afdelinger, hvor »cerebrale katastrofer« undertiden ender i hjernedød. Manglende erkendelse sås hos 8% i dette studie i de to undersøgelsesperioder. Manglende samtykke fra specielt pårørende har i mange år, og også i dette studie, været den hyppigste årsag til, at organdonation ikke har kunnet opnås hos en potentiel donor. Fra begyndelsen af perioden 2000-2010 til slutningen har tendensen i dette studie været færre afslag fra både afdøde og pårørende. Endvidere har der været flere donorer, som havde givet samtykke før hjernesygdom. Årsagen til det stigende antal af samtykker er ikke kendt, men der kan spekuleres i effekten af flere officielle kampagner i de seneste ti år med opfordringer til at tage stilling til »hjernedød og organdonation«, oprettelsen af Dansk Center for Organdonation og intensiveret uddannelse af nøglepersoner på intensivafdelinger. Når organdonation er besluttet, er det væsentligt, at organudtagning foretages så hurtigt som muligt. Det er vigtigt, fordi pårørende ikke skal vente »unødigt« for at kunne tage afsked med afdøde efter udtagning. I dette studie fandtes en mediantid på knap seks timer, hvilket sammenlignet med internationale forhold er »relativt hurtigt«.

Konklusion

Halvdelen af de, der døde på Neurointensiv Afdeling på Rigshospitalet, var potentielle organdonorer. Der sås en stigning i andelen af realiserede donorer, og den betydeligste årsag til manglende donation var manglende samtykke fra pårørende.



Korrespondance: Kasper H. Thybo, Æblestien 1, 1. tv., 2300 København S. E-mail: kasper.thybo@gmail.com

DANISH MEDICAL JOURNAL: Dette er et resume af en originalartikel publiceret på danmedj.dk som Dan Med J 2013;60(2):A4585.

Antaget: 19. december 2012

Interessekonflikter: Hent PDF