Denosumab - behandling af osteoporose og cancer

Biologisk medicin har åbnet mulighed for behandling af en række almindelige sygdomme. Denosumab er et monoklonalt fuldt humaniseret antistof, der fælder receptoraktivator af nuklear faktor kappa B (RANK)-ligand (RANKL). RANKL er et tumornekrosefaktorrelateret cytokin, der også er vigtigt for osteoklastdifferentiering. Parathyroideahormon (PTH) og PTH-relateret peptid stimulerer RANKL, ligesom visse tumorer herunder maligne myelomer, kan producere disse (Figur 1 ) [1]. Denosumab kan derfor anvendes ved en række lidelser.

Desosumab er påvist at være effektivt til behandling af osteoporose i en dosis på 60 mg givet subkutant hvert halve år [2]. Knoglemineraltætheden stiger, og risikoen for spinale frakturer, nonvertebrale frakturer og hoftefrakturer reduceres. Denosumab skal dog gives relativt præcist hvert halve år, ellers synes effekten at mindskes. Bivirkningerne er få og er især relateret til infektion [3], eksem, cellulitis og flatulens [2].

Ved behandling af patienter med knoglemetastaser så man oftere hypokalcæmi ved en denosumabdosis på 120 mg hver måned end ved 4 mg zoledronsyre givet intravenøst hver måned [4]. Denosumab afprøves i øjeblikket hos patienter med malign hyperkalcæmi, hvor zoledronsyre givet intravenøst ikke har haft effekt efter ti dage (NCT00896454). Her bruges større doser i form af 120 mg dag 1, 8, 15 og 30 og herefter 120 mg hver måned. Denosumab kan derfor få en plads i behandlingen af patienter med behandlingsrefraktær malign hyperkalcæmi.

Hos patienter med knoglemetastaser er denosumab 120 mg givet subkutant hver måned påvist at være 4 mg zoledronsyre pr. måned overlegen i form af færre patologiske frakturer, mindre behov for stråleterapi på knoglerne og færre tværsnitssyndromer (relativ risiko: 0,82, 95% konfidens-interval: 0,71-0,95) [4]. Dette kunne dog ikke bekræftes i alle studier [5].

Biologisk medicin i form af denosumab har en plads til behandling ikke kun af osteoporose, men også af skeletale manifestationer af cancer og kan bruges i behandlingen af hidtil behandlingsrefraktær hyperkalcæmi.

KORRESPONDANCE: Peter Vestergaard , Medicinsk Endokrinologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, Tage-Hansens Gade 2, 8000 Aarhus C. E-mail: p-vest@post4.tele.dk

INTERESSEKONFLIKTER: Forfatterens ICMJE-formular er tilgængelig sammen med artiklen på Ugeskriftet.dk