Skip to main content

Der er lave anderkendelsesprocenter i Patientforsikringen for klager fra psykiatriske patienter

Per Steinø1, Cecilie B Jørgensen2 & Jens Krogh Christoffersen2

19. aug. 2013
3 min.

INTRODUKTION

Siden 1992 har Patientforsikringen (PF) modtaget anmeldelser fra patienter, der har krævet erstatning for en skade, som de har pådraget sig under undersøgelse eller behandling i det danske sundhedsvæsen. Vi har nu over 80.000 sager i vores database, som vi stiller til rådighed for forskning, der kan fremme patientsikkerhed. Indtil nu har vi medvirket til publikation af 28 videnskabelige artikler. Vi ønsker her at gøre opmærksom på forhold, som særligt gælder de psykiatriske patienter.

MATERIALE OG METODER

I databasen for PF har vi igennem 15 år fra 1996 til 2010 fundet 1.278 patienter med en psykiatrisk diagnose. Af disse har 16% fået anerkendt deres sager. Heraf blev 742 behandlet inden for det psykiatriske speciale, mens 536 blev behandlet inden for forskellige somatiske specialer.

RESULTATER

Der var tydelig forskel på anerkendelsesprocenterne for de to grupper af psykiatriske patienter: inden for det psykiatriske speciale anerkendtes 13%, mens anerkendelsesprocenten uden for specialet var 21%. Begge disse tal er noget under den sædvanlige anerkendelsesprocent for PF, som er 36% (p < 0,001).

10,1% af de 1.278 anmeldelser blev afvist udelukkende med den begrundelse, at der ikke var nogen skade. Inden for kirurgi var forekomsten af disse ubegrundede krav til sammenligning kun 4,6%. Andre grunde til forskellen i anerkendelsesprocent kunne være brugen af psykofarmaka med bivirkninger. Hvis disse forekommer hos flere end 2% af patienterne, kan de efter loven ikke anerkendes som patientskade under »tålereglen« (§ 20, stk. 1, nr. 44).

I alt 26 patienter døde, fordi deres behandling ikke levede op til standarden for den erfarne specialist. Af disse blev 12 behandlet inden for det psykiatriske speciale. En patient blev kvalt i sengen i sit fikseringsbælte. I to tilfælde blev døden forårsaget af medicineringsfejl. Resten var selvmord. Yderligere to patienter døde af behandlingen, men disse blev ikke anerkendt af PF. I det ene tilfælde var erstatningen mindre end minimumskravet, som er 10.000 kr. I det andet tilfælde blev behandlingen kritiseret af Patientklagenævnet, men PF anerkendte ikke kravet. Uden for psykiatrien var der 14 dødsfald, som skyldtes behandlingen; de to var selvmord, mens resten var forskellige utilsigtede hændelser.

I perioden har der været et skift i praksis med en højesteretsdom, som fastslog, at overvågning af en patient under den psykiatriske indlæggelse, dvs. selve udførelsen af en sikkerhedsforanstaltning, også skal betragtes som en del af behandlingen. Dette indebærer bl.a., at vurderingen af, om en patients selvmord under en indlæggelse kunne være undgået, ikke længere foretages efter »culpa-reglen«, men i stedet efter de mere lempelige regler i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

KONKLUSION

Årsagen til den lave anerkendelsesprocent er dels forekomsten af ukvalificerede anmeldelser, men der er formentlig også andre årsager, eksempelvis den hyppige forekomst af bivirkninger til psykofarmaka. Vi mener, at de psykiatriske patienter, som behandles for somatiske sygdomme, kræver særlig opmærksomhed, hvis man skal undgå behandlingsskader.

KORRESPONDANCE: Jens Krogh Christoffersen, Patientforsikringen, Nytorv 5,
1450 København K. E-mail: jekc@patientforsikringen.dk

INTERESSEKONFLIKTER: ingen. .

DANISH MEDICAL JOURNAL: Dette er et resume af en originalartikel publiceret på danmedj.dk som Dan Med J 2013;60(8):A4621.