Det genetiske grundlag for epilepsi

Epilepsi er en gruppe af sygdomme med gentagen forekomst af uprovokerede epileptiske anfald. Forskellige arvelige og erhvervede faktorer kan forårsage udvikling af epilepsi. Et dansk arbejde tyder på, at op mod 80% af tilbøjeligheden til epilepsi kan skyldes genetiske faktorer. Den første afklarede monogene epilepsi var den autosomalt dominante natlige frontallapsepilepsi, som skyldes mutation i et gen, der koder for et acetylkolinreceptorprotein. Den blev beskrevet i 1995, og siden er i alt 19 gener af betydning for de monogene epilepsiformer blevet beskrevet (Tabel 1 ). Alle har autosomal dominant arvegang, og i de fleste tilfælde er genproduktet en ionkanal. De anførte epilepsiformer kan tilsammen kun findes hos 2% af den samlede population af epilepsipatienter. Monogent arvede sygdomme, der medfører epilepsi med autosomal recessiv arvegang, X-bunden arvegang og mitokondriel arvegang, er kendte. De kvantitativt dominerende epilepsier som juvenil myoklon epilepsi og børne-absenceepilepsi er antagelig i de fleste tilfælde polygent betingede, og trods associationsstudier er disse epilepsier endnu ikke genetisk karakteriserede. Herudover kan en række kromosomsygdomme og genetisk betingede metaboliske sygdomme medføre epilepsi.

Selvom de genetisk karakteriserede epilepsiformer er sjældne, har fundet af de involverede gener medført stor viden om de patofysiologiske mekanismer og vil måske blive af behandlingsmæssig betydning. Det genetiske grundlag for en række andre sygdomme med epilepsi som symptom er kendt, men kun ved yderligere forskning vil den resterende kvantitativt dominerende andel af epilepsipatienterne få belyst de genetiske forhold ved deres epilepsi.

Korrespondance: Christian Pilebæk Hansen , Epilepsihospitalet i Dianalund, DK-4293 Dianalund. E-mail: kfchhn@vestamt.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet