Skip to main content

Diagnostic and clinical aspects of human parvovirus B19-infection

Erik Deichmann Heegaard: Forf.s adresse: Center for Biologisk Beredskab, Bygning 334 rum 118, Statens Serum Institut, Artillerivej 5, 2300 København S. E-mail: erh@ssi.dk Forsvaret finder sted den 30. maj 2003, kl. 14.00, Foredragssalen, Bygning 43, 1., Statens Serum Institut, Artillerivej 5, 2300 København S. Bedømmere: Niels Høiby, Kjeld Schmiegelow og Bent Faber Vestergaard .

1. nov. 2005
2 min.

Disputatsafhandlingen er baseret på 11 internationalt publicerede artikler og en sammenfattende oversigt udført under ansættelse på bl.a. Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, H:S Rigshospitalet.

Parvovirus B19 (B19) er globalt forekommende, og sygdomsmønstret er afhængigt af værtens immunologiske og hæmatologiske status. Blandt raske, immunkompetente personer forårsager B19 typisk lussingesyge hos børn samt akutte, symmetriske ledsmerter hos voksne. Grundet den udtalte virale tropisme over for erytroide forstadier kan infektion blandt personer med en underliggende hæmatologisk eller immunologisk sygdom bl.a. føre til aplastisk krise og kronisk anæmi. Diagnosticering af B19 baserer sig primært på detektion af specifikke antistoffer eller påvisning af viralt DNA.

De forskellige artikler forsøger at belyse visse af de mulige kliniske konsekvenser af infektion med B19 med særlig vægt på børn og hæmatologiske aspekter. Kasuistikker og en patientserie har således vist, at B19-infektion lejlighedsvis kan føre til kongenit anæmi. B19 kan også imitere eller komplicere en del forskellige blodsygdomme bl.a. hos børn og voksne med myelodysplastisk syndrom eller kronisk an-æmi. B19 er sandsynligvis tillige den udløsende årsag hos en del børn med trombocytopeni, mens Schönlein-Henochs purpura sjældent er tidsmæssigt korreleret til dette patogen.

Endvidere har rapporter vedr. mulige nye parvovirus-isolater (V9 og A6) afstedkommet opfølgende studier. Der blev udviklet en specifik PCR-metode til påvisning af V9 DNA, men i et større materiale kunne der ikke detekteres nye isolater forskellige fra B19. En ELISA-baseret på V9-kapsider fandt derimod, at der var 100% serologisk krydsreaktion mellem B19 og V9 trods en betydelig forskel på nukleinsyreniveau.

De afledte diagnostiske metoder blev anvendt til at undersøge forekomsten af parvovirus blandt normalbefolkningen. Det kan heraf konkluderes, at B19 DNA forekommer i knoglemarven hos en mindre del af normalbefolkningen (~2%), hvilket er relevant i forbindelse med knoglemarvs-transplantation og opgørelser af patientserier. Derimod er persisterende viræmi ikke et normalt forekommende fænomen.

Endelig er prævalensen af en undergruppe af B19-antistoffer (NS1) blevet undersøgt. Ved hjælp af konformationelle NS1-antigener produceret under non-denaturerende forhold blev en sensitiv ELISA-metode udviklet. NS1-antistoffer blev diagnosticeret blandt hovedparten af tidligere inficerede patienter og tilbageviste derved en række studier, som har fremhævet en sammenhæng mellem B19 NS1-antistoffer og kronisk infektion/artralgi. Dette assay kan være nyttigt som et supplement til kommercielle test i tilfælde af gråzone-resultater, samt til at undersøge effekten af fremtidige vacciner baseret på virale kapsider.