Skip to main content

Diagnostik af Dravet syndrom

Overlæge Lars Kjærsgård Hansen, overlæge Niels Henrik Rasmussen & overlæge Lilian Bomme Ousager Odense Universitetshospital, H.C. Andersen Børnehospital, Gentofte Hospital, Pædiatrisk Klinik Gentofte, og Odense Universitetshospital, Klinisk Genetisk Afdeling

15. mar. 2010
4 min.


Dravets syndrom (DS) blev beskrevet af Charlotte Dravet første gang i 1978 [1, 2]. Syndromet har også tidligere været kaldt severe myoclonic epilepsy in infancy. International League Against Epilepsy (ILAE) anvender navnet »Dravets syndrom« [3]. Vi beskriver to børn med DS, som fik diagnosen etableret ved fund af mutationer i genet for neuronernes spændingsafhængige natriumkanal (SCN1A). DS bør indtil etårsalderen mistænkes ved tidligt optrædende, hyppige og langvarige feberkramper inklusive status epilepticus (SE), samt ved halvsidige anfald, myoklonier, fokale anfald samt ved provokation af feber og varmt bad. I andet leveår begynder barnets psykomotoriske udvikling at blive påvirket, og i de næste år kan i tillæg ses kloniske anfald, myoklonier, atypiske absencer, komplekse partielle anfald evt. som partiel status og fotosensitivitet. DS er relativ sjældent, men medfører et stort hospitaliseringsbehov. Tidlig diagnose af DS er vigtig af hensyn til behandling og prognose.

Sygehistorier

I. En 14-årig pige, som var rask indtil seksmåneders-alderen, hvor hun debuterede med behandlingsrefraktær febril SE af otte timers varighed. Der blev startet behandling med valproat. Fra 6-12-måneders-alderen havde hun fire behandlingsrefraktære febrile SE. Fra 1-2-års-alderen tilkom få myoklonier i højre ben og 16 generaliserede tonisk-kloniske krampetilfælde (GTK), heraf enkelte afebrile. Elektroencefalografier (EEG) og magnetiske resonans (MR)-skanninger af hjernen var normale. Fra to- til tiårsalderen forsøgtes hun behandlet med seks forskellige antiepileptika inklusive lamotrigin. To gange blev ketogen diæt søgt initieret. Anfaldene var absencer, komplekse partielle anfald og GTK af 2-15 minutters varighed (sidstnævnte ca. to månedligt) og 1-2 SE årligt. Der vurderedes at være nogen virkning af behandlingen i perioden 10-14 år med levetirazetam, clobazam og topiramat. Pigen går nu i specialskole. Hendes IQ er under 50. Dna-analyse har vist mutation i exon 19 i SCN1A-genet, c.3733C > T (p. R1245X); præmaturt stop af transskription (University Medical Center , Utrecht, Holland) (Figur 1 ).

II. En 3,5-årig dreng med anfald fra firemåneders-alderen, som i starten havde febrilt udløste langvarige GTK af typisk ca. ti minutters varighed. Senere tilkom myoklonier i arm eller ben, atoniske anfald med hovednik og fald, atypiske absencer, halvsidige anfald inklusive få tilfælde af Todds parese, og dertil en meget udtalt feberfølsomhed. Han var indlagt 29 gange, heraf 15 gange med SE. MR-skanninger af hjernen var normale. EEG var normalt to gange, men i andet leveår var der generaliserede udladninger af spikes og langsom aktivitet. Der sås fra treårsalderen en let udviklingshæmning. Han var medicinsk intraktabel trods behandlingsforsøg med seks antiepileptika i forskellige kombinationer, senest levetirazetam, etosuccimid, zonisamid og ketogen diæt samt periodisk fast antipyreticum med aktuelt kun få GTK pr. halvår. Dna-analyse viste frameshift -mutation i exon 26 i SCN1A genet, c.5147delG (p.C1716fs), som medfører, at et defekt eller intet protein dannes (Figur 1).

Diskussion

Begge børn er eksempler på den meget store anfaldsbelastning og det betydelige hospitaliseringsbehov, der er forbundet med DS. Børnene har begge anfaldsbetinget epileptisk encefalopati [4], de fik foretaget gendiagnostik i 13-års- henholdsvis treårsalderen. Det ældste barn havde i en længere periode været i uhensigtsmæssig behandling (lamotrigin). Mutationerne hos vore to patienter er meget sandsynligt de novo-mutationer, og de medfører manglende eller defekt proteinprodukt fra den muterede allel. Genotype-fænotype-studier har dog ikke vist sikker sammenhæng mellem mutation og sygdommens sværhedsgrad. Det anbefales at foretage en genetisk test baseret på den begrundede mistanke tidligt i forløbet frem for at vente en årrække [5]. Man vil ved bekræftet diagnose spare barnet for uhensigtsmæssig medicinering samt omfattende neuroradiologiske og metaboliske udredninger. Dertil vil man kunne yde en relevant genetisk rådgivning og endelig håbe, at prognosen tegner bedre ved velbegrundede behandlingstiltag. Der skal i øvrigt henvises til statusartikel om emnet.


Lars Kjærsgård Hansen , H.C. Andersen Børnehospital, Odense Universitetshospital, DK-5000 OdenseC.

E-mail: lars.kjaersgaard@dadlnet.dk

Antaget: 14. juli 2009

Interessekonflikter: Ingen



Summary

Summary Dravet syndrome diagnostics Ugeskr Læger 2010;172(8):626-627 Dravet syndrome is an epileptic syndrome of infancy. We describe the features of two cases with genetically verified SCNA1 mutations. The diagnosis was established rather late in one case. The epilepsies were medically intractable and the symptoms characteristic of Dravet syndrome. The children received inappropriate medication. Early diagnosis including genetic testing could possibly make the outcome more favourable and reduce the need for other specialized aetiologic investigations.

Referencer

  1. Dravet C. Les épilepsies graves de l ´enfant. Vie Med 1978;8:543-8.
  2. Dravet C, Bureau M, Oguni H et al. Severe myoclonic epilepsy in infancy (Dravet syndrome). I: Roger J, Bureau M, Dravet C et al (eds). Epileptic syndromes in infancy, childhood and adolescence. Montrouge: John Libbey 2005:89-113.
  3. www.ilae.org/visitors/centre/ctf/ctftable2.cfm (1. maj 2009).
  4. Harkin LA, McMahon JM, Iona X et al. The spectrum of SCN1A-related infantile epileptic encephalopathies. Brain 2007;130:843-52.
  5. Hattori J, Ouchida M, Ono J et al. A screening test for the prediction of Dravet syndrome before one year of age. Epilepsia 2007;49:626-33.