Skip to main content

Død som følge af intrakraniel blødning hos dabigatran- vs. warfarinbehandlede patienter

Intrakraniel blødning hos to patienter i antikoagulansbehandling.
Intrakraniel blødning hos to patienter i antikoagulansbehandling.

Redigeret af Siri Vinther, sirivinther@dadlnet.dk

21. nov. 2014
2 min.

En række studier har vist, at patienter, som har atrieflimren (AF) og er i behandling med dabigatran (Pradaxa), har en lavere risiko for intrakraniel blødning (ICB) end patienter, som behandles med warfarin (Marevan). For de patienter, som får ICB, har det imidlertid været usikkert, om behandling med dabigatran medførte en relativt dårligere prognose, da der ikke findes nogen antidot. Forfatterne bag dette retrospektive kohortestudie ønskede derfor at bestemme mortaliteten under indlæggelse for dabigatran- vs. warfarinbehandlede patienter med ICB.

På baggrund af forsikringsoplysninger indhentede man data om 2.391 patienter, som havde AF og blev indlagt på hospitalet med ICB. Af disse var 2.290 i behandling med warfarin og 101 med dabigatran. I alt døde 531 (22%) under indlæggelsen; af disse var 20% i behandling med dabigatran og 22% med warfarin. Den justerede mortalitetsrisiko for dabigatran var 0,93 (0,62-1,37). Risikoen var uafhængig af alder, eventuel nyresygdom og blødningsrisiko i øvrigt, og der var ikke forskel i mortalitet i forhold til typen af ICB. At behandling med dabigatran ikke medførte en øget mortalitet under indlæggelse for patienter med ICB er et fund, som ifølge forfatterne kan medvirke til at kvalificere valget af antikoagualansbehandling.

Overlæge Jørn Dalsgaard Nielsen, Hjertemedicinsk Afdeling, Bispebjerg Hospital, kommenterer: »Det er en retrospektiv undersøgelse, hvor der ikke foreligger oplysninger om eventuelle forsøg på at revertere den antikoagulante behandling. Med protrombinkomplekskoncentrat kan man hurtigt neutralisere virkningen af K-vitaminantagonister, men har dette været brugt, eller er der blot givet K-vitamin? Vi savner en prospektiv undersøgelse, hvor der er redegjort for behandlingen af ICB«.

Alonso A, Bengtson LG, MacLehose RF et al. Intracranial hemorrhage mortality in atrial fibrillation patients treated with dabigatran or warfarin. Stroke 2014;45:2286-91.

INTERESSEKONFLIKTER: Har modtaget foredragshonorar fra Boehringer- Ingelheim, Bayer, Bristol-Myers Squibb, Pfizer, Takeda og Leo Pharma.