Skip to main content

Dødeligheden blandt personer med type 2-diabetes er fortsat højere end forventet

Redigeret af Peter Lange, plange@dadlnet.dk

1. dec. 2015
2 min.

Omfanget af overdødelighed blandt personer med type 2-diabetes og relationen mellem overlevelse og den glykæmiske kontrol og nyrekomplikationer er ikke velbeskrevet. En helt ny undersøgelse baseret på det nationale svenske diabetesregister er netop blevet publiceret i New England Journal of Medicine og viser meget vekslende overlevelse, som var afhængig af alder, diabeteskontrol, mikroalbuminæmi og nyrefunktion. Undersøgelsen omfatter over 400.000 personer med type 2-diabetes og over to millioner alders- og kønsmatchede kontrolpersoner, som er blevet fulgt i ca. fem år med hensyn til overlevelse og kardiovaskulær dødelighed.

Mens yngre personer med type 2-diabetes (< 55 år) med god glykæmisk kontrol havde en ca. 2 gange højere dødelighed (1,92 (95% konfidens-interval (KI): 1,75-2,11)) end kontrolpersoner i samme aldersgruppe, var dødeligheden i aldersgruppen over 75 år faktisk en smule lavere end i kontrolgruppen (0,95 (95% KI: 0,94-0,96). Tilsvarende risici for død af kardiovaskulær sygdom var 1,6 (95% KI: 1,42-1,82) blandt dem som var < 55 år og 0,76 (95% KI: 0,75-0,78) blandt dem, som var > 75 år. Forfatterne tilskriver den nedsatte dødelighed i den ældre aldersgruppe et velkontrolleret blodtryk og en høj anvendelse af statiner. Til forskel fra de velkontrollerede patienter havde patienter med dårlig glykæmisk kontrol, patienter med mikroalbuminuri og patienter med nyrekomplikationer betydelig højere dødelighed end kontrolgruppen, op til 15 gange højere blandt dem med diabetisk nyresygdom.

Professor, overlæge Sten Madsbad, Endokrinologisk Afdeling, Hvidovre Hospital, kommenterer: »Studiet viser, at på trods af intensiv behandling med polyfarmaci er dødeligheden stadig høj hos personer med type 2-diabetes. Det glædelige er, at overdødeligheden har været faldende i perioden fra 1998 til 2012, som studiet omfatter. Studiet udsiger intet om dødeligheden hos personer med type 2-diabetes sammenlignet med en kontrolgruppe uden diabetes matchet for fedme, rygning, nyrefunktion og forekomst af hjerte-kar-sygdom.

Tancredi M, Rosengren A, Svensson AM et al. Excess mortality among persons with type 2 diabetes. N Engl J Med 2015;373:1720-32.

Interessekonflikter: Sten Madsbad har modtaget honorar i forbindelse med advisory boards for Novartis Pharma, Novo Nordisk, Merck Sharp & Dome, Sanofi-Aventis, AstraZeneca, Johnson & Johnson, Boehringer-Ingelheim, Lilly, Intarcia Therapeutics, Bristol-Meyer Squibb. Honorary for foredrag fra Novo Nordisk, Merck, Sharp & Dome, Astra-Zeneca, Sanofi-Aventis, Novartis Pharma, E Lilly, Bristol-Meyer Squibb samt forskningsstøtte fra Novo Nordisk.