The effects of glucose and insulin on endothelial function in the human forearm

Ph.d.-afhandlingen er en sammenfatning, som bygger på to publicerede artikler og udgår fra Kardiologisk Afdeling Y, H:S Bispebjerg Hospital.

Baggrund: Type 2-diabetes (T2DM) er en vigtig risikofaktor for udvikling af aterosklerose, men de bagvedliggende mekanismer er ufuldstændigt forklaret. T2DM er karakteriseret ved hyperinsulinæmi og hyperglykæmi. Formålet med afhandlingen er at afklare betydningen af disse to faktorer for endotelfunktion. Ændringer i endotelfunktionen (EDV) er de tid- ligst erkendelige i den aterosklerotiske proces, og måling af EDV har vist sig nyttig som indikator for udvikling af aterosklerose.

Metode: »Den isolerede underarmsmodel« blev anvendt til bestemmelse af EDV. En kanyle i a. brachialis blev anvendt til infusion af agonister til at udløse henholdsvis endotelafhængig (acetylkolin, serotonin) og -uafhængig (natrium, nitroprussid) vasodilatation. Underarmsgennemblødning blev målt ved hjælp af venøs okklusions-pletysmografi.

Resultater: 1) Betydningen af blodsukkerstigninger, efter en oral glukosebelastning (OGTT), blev undersøgt. Undersøgelsen viste at EDV hurtigt hæmmes efter en OGTT, og at mekanismen for nedsat EDV kan tilskrives nedsat tilgængelighed af en essentiel kofaktor til eNOS, tetrahydrobiopterin.

2) Insulin vil hos raske stimulere eNOS og være medvirkende til en konstant NO-sekretion fra endotelet. Hos personer med insulinresistens og T2DM mister endotelet sin »insulinfølsomhed«. Undersøgelsen af patienter med iskæmisk hjertesygdom og insulinresistens viste, at disse havde normal insulinfølsomhed af endotelet. Det konkluderes at forhøjet blodsukker snarere end ændret insulinfølsomhed af endotelet, er medvirkende årsag til aterogenese hos disse patienter.