Skip to main content

Effekt på hikke af ti minutters apnø - en metaanalyse

Læge Stefan K. Burgdorf & professor Jacob Rosenberg Herlev Hospital, Kirurgisk Afdeling D

12. dec. 2008
7 min.


Introduktion: Hikke er velkendt for de fleste mennesker. I hovedparten af tilfældene er hikken kortvarig, men hos nogle persisterer den i længere tid og er ofte behæftet med fysisk og socialt ubehag. Mange forskellige interventioner er foreslået, men den mest effektive er formentlig længerevarende apnø. Formålet med artiklen er at redegøre for effekten af ti minutters apnø på hikke.

Materiale og metoder: PubMed, Cochrane-databaserne og Web of Science blev detaljeret gennemsøgt for randomiserede kontrollerede studier over effekten af længerevarende apnø på hikke. Den primære effektparameter var total ophør af hikke i minimum to døgn efter intervention.

Resultater: Det var ikke muligt at finde randomiserede kontrollerede studier med længerevarende apnø som intervention mod hikke.

Konklusion: Der er massiv positiv empirisk erfaring, der viser ophør af hikke efter en længerevarende apnøperiode. Til trods for dette findes der ikke solid videnskabelig evidens for effekten. For at afgøre den kliniske effekt af længerevarende apnø på hikke er det nødvendigt med større dobbeltblindede, randomiserede, placebokontrollerede cross over -studier.

Postoperativ hikke er en kendt komplikation efter kirurgiske indgreb [1]. Spontant opståede tilfælde er også velkendte for mange patienter. Hikke er kendetegnet ved ufrivillig spasme af diafragma, der forårsager pludselig inspiration og spasmatisk lukning af epiglottis, som medfører en karakteristisk »hikkelyd« (se Figur 1 ). Årsagerne til persisterende hikke (herunder postoperativ) er ikke fuldt kendte [2]. Charles Osborne er kendt som den person, der har haft hikke i længst tid, nemlig i 68 år (1922-1990) [3]. Der er mangel på konsensus omkring terapeutisk intervention mod hikke - både postoperativ og i almindelighed. Til trods for at den spontane remissionsrate formentlig er ret høj, er flere terapeutiske muligheder blevet foreslået og afprøvet, herunder behandling med valproat, nasogastrisk sonde og akupunktur [2, 4, 5]. Nogle grupper anbefaler digital rektalmassage som primære behandling mod persisterende hikke [6, 7]. Alle de nævnte behandlinger har vist effekt i deskriptive serier, men vores hypotese er, at en længerevarende apnøperiode (minimum ti minutter) er de øvrige behandlinger overlegen.

Materiale og metoder

Før vi tog endelig stilling til metaanalysens design, besluttede vi os for at gennemprøve alle de rapporterede interventionsmuligheder på os selv. Det viste sig dog hurtigt, at ingen i forskergruppen ville underkaste sig digital rektalmassage, hvorfor vi besluttede os for et litteraturstudie uden klinisk intervention blandt forskerne.

En detaljeret søgning på ordene »apnoea AND hiccup « blev foretaget i PubMed, Cochrane-databaserne og Web of Science. Samtlige artikler blev individuelt og uafhængigt gennemgået af to personer i forskergruppen og data indtastet i separate databaser. Efterfølgende blev de to databaser matchet elektronisk og manuelt. Eventuelle uoverensstemmelser mellem databaserne blev detaljeret gennemgået på særskilte møder, og ved eventuel fortsat diskrepans blev studierne fremlagt for en uvildig international ekspert på området, og dennes beslutning blev gældende. Inklusionskriterierne for studierne var, at det skulle være kontrollerede randomiserede undersøgelser med mindst en patient i hver arm. Patienterne skulle ved inklusion have lægeverificeret hikke og herefter være randomiseret til ingen terapi eller ti minutters apnø. Studier med mere end ti minutters apnø blev også inkluderet i metaanalysen. Dobbeltblindede studier blev vægtet højest i analysen, men også ublindede (både patient- og/eller investigator-ublindede) studier blev inkluderet. Effektparameteren var totalt ophør af hikke i minimum to fulde døgn efter interventionen. Studier, hvor patienterne efter interventionen selv observerede og rapporterede hikke, og studier, hvor der ikke var natlig hikkemonitorering, blev også medtaget i metaanalysen.

Metaanalysen blev i øvrigt udført i henhold til gældende quality of reporting of meta-analyses (QUOROM)-guidelines [8]. Alle statistiske test blev udført i SPSS version 15.0 med 95% konfidensinterval.



Resultater

Vores grundige søgning fandt ingen kontrollerede randomiserede opgørelser over effekten af minimum ti minutters apnø på hikke.

Diskussion

Det er ikke muligt på baggrund af denne grundige metaanalyse at afgøre effekten af apnø på hikke. Empiriske erfaringer har dog været meget overbevisende. Efter vore mange år i klinikken har vi endnu aldrig hørt om patienter, der har været generet af hikke efter minimum ti minutters effektiv apnø. Forfatterne har adskillige gange oplevet > ti minutters apnø hos desperat syge patienter, og har aldrig herefter hos de samme patienter observeret hikke. Kritikere af hypotesen, der blev undersøgt i denne metaanalyse, vil måske fremhæve, at de har observeret mange patienter, der har oplevet komplet remission af hikke uden intervention. Til dette argument må vi gøre opmærksom på, at spontanforløbet af hikke endnu ikke er fuldt undersøgt. Desuden skal man være opmærksom på ikke at lade sig vildlede af en mulig tilfældig observation af en healthy cohort -effekt. Den grundige gennemgang af den tilgængelige litteratur har desuden givet os en stor begrundet mistanke om, at forklaringen på den manglende evidens på netop dette interessante område også skyldes publikationsbias.

Deskriptive studier står oftest svagere end randomiserede kontrollerede undersøgelser [9, 10]. Med randomiseringen eliminerer man risikoen for selektionsbias. Deskriptive studier bliver ofte kritiseret for at mistolke data pga. konfoundere og bias, men deskriptive og observationelle serier er nødvendige bl.a. i de faser, hvor der genereres hypoteser [10, 11]. Hypotesen om effekten af længerevarende apnø på hikke er således et eksempel på en hypotese, der er genereret fra observationer. Den videnskabelige evidens for effekten må herefter afprøves i randomiserede kontrollerede undersøgelser.

Deskriptive studier over effekten af længerevarende apnø på hikke er desværre ikke tilstrækkelige til at kunne udtale sig om den kliniske effekt. Årsagen er, at risikoen for bias (især selektionsbias) er for stor. Patienter, der undergår længerevaren de apnø, har en tendens til at have mange komorbide tilstande, herunder meget lav eller manglende puls, meget lavt eller intet blodtryk og nedsat kropstemperatur. Blandt patienter, der intenderet undergår længerevarende apnø pga. hikke, er der formentlig også en overvægt af præeksisterende psykiatrisk morbiditet og formentlig også forskelle i demografiske faktorer som indkomst, alkoholforbrug, rygning og i øvrigt usund levevis. Patienter med hikke, der ikke undergår længerevarende apnø, vil til sammenligning oftest være mere raske. Dette taler for, at effekten af længerevarende apnø ikke udelukkende kan forklares med en healthy cohort -effekt.

Til trods for gode empiriske erfaringer er der ikke videnskabelig evidens for effekten af ti minutters apnø på hikke. For at kunne dokumentere denne effekt videnskabeligt, er det nødvendigt med flere undersøgelser. Før der gives en generel anbefaling, er det nødvendigt, at der tages initiativ til at iværksætte en større dobbelt blindet, randomiseret og placebokontrolleret undersøgelse.


Stefan K. Burgdorf , Kirurgisk Gastroenterologisk Afdeling Z2/D, Gentofte Hospital, DK-2900 Hellerup. E-mail: stefan@stefanburgdorf.dk

Interessekonflikter: Stefan K. Burgdorf og Jacob Rosenberg har begge oplevet hikke, som forsvandt uden intervention.

Bidrag: Stefan K. Burgdorf fik efter kraftig opfordring fra Jacob Rosenberg den oprindelige ide, som Jacob Rosenberg alligevel prøvede at tale Stefan K. Burgdorf fra. Begge forfattere deltog ligeligt i litteratursøgningerne og dataanalysen. Jacob Rosenberg gav Stefan K. Burgdorf halvanden time (og en flaske J&B) til at skrive første udkast til artiklen, som herefter blev gjort færdig i fællesskab mellem Stefan K. Burgdorf, Jacob Rosenberg og J&B.



Summary

Summary Effect of 10-minute apnoea on hiccups. A meta analysis. Ugeskr Læger 2008;170(51):4217-4219 Introduction: Hiccups are well-known to most people. In most cases, hiccups are limited to a short period of time, but in some cases, they persist for days, weeks, months and even years. Many interventions have been proposed and tested, but the most effective is probably long periods of apnoea. The aim of this article was to determine the effect of 10-minute apnoea on hiccups. Material and Methods: PubMed, the Cochrane Library databases and Web of Science were searched for randomised controlled trials examining the effect of apnoea on hiccups. The main outcome measure was total absence of hiccups for at least two days after intervention. Results: We found no randomised controlled trials testing extensive apnoea as an intervention against hiccups. Conclusion: In spite of massive positive empirical experience with the effect of long apnoea periods on hiccups, there is no solid scientific evidence confirming this effect. To determine the clinical effect, it is necessary to perform large double-blinded, randomised, placebo-controlled crossover trials.

Referencer

  1. Rosenberg J, Hansen B. Possible role of autonomic afferents in treatment of postoperative hiccups. Lancet 1989;2:873.
  2. Hansen BJ, Rosenberg J. Persistent postoperative hiccups: a review. Acta Anaesthesiol Scand 1993;37:643-6.
  3. http://en.wikipedia.org/wiki/Charles_Osborne (11. september 2008).
  4. Lewis JH. Hiccups: causes and cures. J Clin Gastroenterol 1985;7:539-52.
  5. Schiff E, River Y, Oliven A et al. Acupuncture therapy for persistent hiccups. Am J Med Sci 2002;323:166-8.
  6. Odeh M, Bassan H, Oliven A. Termination of intractable hiccups with digital rectal massage. J Intern Med 1990;227:145-6.
  7. Fesmire FM. Termination of intractable hiccups with digital rectal massage. Ann Emerg Med 1988;17:872.
  8. Moher D, Cook DJ, Eastwood S et al. Improving the quality of reports of meta-analyses of randomised controlled trials: the QUOROM statement. Quality of Reporting of Meta-analyses. Lancet 1999;354:1896-900.
  9. Kaptchuk TJ. The double-blind, randomized, placebo-controlled trial: gold standard or golden calf? J Clin Epidemiol 2001;54:541-9.
  10. Stel VS, Jager KJ, Zoccali C et al. The randomized clinical trial: an unbeatable standard in clinical research? Kidney Int 2007;72:539-42.
  11. Vandenbroucke JP. When are observational studies as credible as randomised trials? Lancet 2004;363:1728-31.