Skip to main content

Effekten af glitazoner hos patienter med type 2 diabetes og hos yngre 1.-grads slægtninge til patienter med type 2 diabetes

Klaus Levin: Forf.s adresse: Endokrinologisk Afdeling. M, Odense Universitetshospital, Kløvervænget 4-6. DK-5000 Odense C. E-mail: Klaus.Levin@OUH.Fyns-amt.dk Forsvaret finder sted den 10 juni 2003, kl. 15.00, Store Auditorium, Winsløwparken 15, Odense C. Bedømmere: Bjørn Richelsen, Sten Madsbad og Søren Wamberg. Vejleder: Henning Beck-Nielsen.

1. nov. 2005
2 min.

Ph.d.-afhandlingen er baseret på studier udført på Endokrinologisk Afdeling, Odense Universitetshospital.

Formålet var at undersøge effekten af glitazoner på insulinfølsomheden hos patienter med type 2-diabetes (DM2) og hos yngre glukosetolerante 1.-grads slægtninge til patienter med DM2 og relatere dette til ændringer i glukose/fedt-metabolismen samt til ændringer i signaltransduktionen for insulin i skeletmuskulatur.

Tre placebokontrollerede studier blev udført, to på patienter med DM2 (n=32 og n=22) og et på 1.-grads slægtninge (n=24).

Hos patienterne sås ved dag/døgn-profiler fald i glukose, frie fede syrer og insulinværdier efter glitazon samt et højere HDL-kolesterol. Desuden fandtes en let reduktion i det diastoliske blodtryk jævnfør døgnblodtryksmåling. Forbedringen i den glykæmiske kontrol var positivt relateret til BMI og faste-C-peptid. Hos slægtningene reducerede glitazon insulinniveauet under den orale glukosetolerancetest med ca. 25% trods et uændret glukoseniveau. Clampundersøgelser viste for begge grupper, at den forbedrede insulinfølsomhed efter glitazon primært skyldtes øget glukosedeponering, som indtraf uden en samtidig øget insulinstimuleret glykogensyntaseaktivitet. Derimod fandtes en øget fosforylering af proteinkinase-B, hvilket bl.a. kan have betydning for glukoseoptagelsen.

Resultaterne viser, at glitazoner ud over at forbedre den glykæmiske kontrol har en gunstig indvirkning på flere faktorer i det metaboliske syndrom. Hos 1.-grads slægtninge kan den forbedrede insulinfølsomhed muligvis virke »beskyttende« mht. udviklingen af DM2 i denne højrisikogruppe. Længerevarende studier til belysning heraf er nødvendige. Flere studier af de cellulære mekanismer førende til øget insulinfølsomhed af skeletmuskulatur efter glitazonbehandling er ligeledes påkrævet, herunder i hvor høj grad effekten er medieret via fedtvævet.