Effekten af oral glukosebelastning på insulin- og glukosefluktuationer med særlig fokus på den rolle postprandial hyperglykæmi spiller for karfunktionen hos individer med insulinresistens

Ph.d.-afhandlingen udgår fra Kardiologisk Y-forskning, Bispebjerg Hospital, og Kardiologisk PA-forskning, Gentofte Hospital, og består af to artikler og en sammenfattende redegørelse.

Individer med nedsat følsomhed over for insulin (insulinresistens) som ved forstadiet til diabetes type 2 og overvægt har allerede inden udvikling af diabetes øget risiko for at få hjerte-kar-sygdom. Samtidig har man fundet ud af, at nedsat karfunktion er en af de første forandringer, der advarer om åreforkalkning hos disse individer.

Formålet med afhandlingen var: 1) at undersøge raske, insulinfølsomme mennesker med henblik på at klarlægge den normale karfunktionsrespons, 2) at undersøge insulin-, blodsukker- og karfunktionsrespons efter sukkerbelastning hos overvægtige/fede mennesker med insulinresistens og 3) at korrigere insulinrespons og nedsætte det forhøjede blodsukker efter sukkerbelastning/måltider hos mennesker med nedsat insulinresistens.

Vi brugte karfunktionen som indikator for åreforkalkning ved brug af metoden flow mediated dilation (FMD). Vi undersøgte insulin, blodsukker og FMD hos ti slanke, raske, insulinfølsomme individer før og en, to, tre og fire timer efter sukkerbelastning (75 g glukose) og placebo (200 ml postevand). Seksoghalvtreds overvægtige individer med nedsat insulinfølsomhed og forhøjet blodsukker efter sukkerbelastning blev randomiseret til en interventionsgruppe og en tidskontrolgruppe.

Interventionsgruppen blev behandlet med nateglinid (en antidiabetisk tablet, der hurtigt øger insulinproduktionen lige efter et måltid) gennem tre måneder. Vi udførte de samme insulin-, blodsukker- og FMD-undersøgelser hos disse to grupper som hos de raske, dog skulle interventionsgruppen møde op en ekstra dag før interventionsperioden, hvor nateglinid blev givet før sukkerbelastningen, og en ekstra dag i slutningen af behandlingsperioden, hvor nateglinid igen blev givet før sukkerbelastningen.

Karfunktionen i den raske gruppe blev ikke forværret efter hverken sukkerbelastning eller placebo, men den blev forværret i både interventionsgruppen og i tidskontrolgruppen. Efter den første nategliniddosis i interventionsgruppen blev karfunktionen ikke længere forværret. Efter tre måneders behandling blev karfunktionen atter forværret på trods af, at blodsukkeret i interventionsgruppen faldt efter måltider med ca. 2 mmol/l.

Korrektion af blodsukker ved at øge insulinkoncentrationen hos overvægtige insulinresistente individer ser ikke ud til at kunne forbedre karfunktionen.

For at kunne forebygge hjerte-kar-sygdom hos disse individer bør opmærksomheden sandsynligvis rettes mod at forbedre deres insulinfølsomhed snarere end at sænke deres blodsukker ved at øge insulinsekretionen.