Skip to main content

EKG på smartphone har potentiale som screeningsredskab

Redigeret af Siri Vinther, sirivinther@dadlnet.dk

3. sep. 2015
2 min.

Flere og flere får en smartphone, og det indebærer et stort potentiale i forhold til registrering og monitorering af personlige sundhedsdata. Inden for det kardiologiske område findes nu software, som gør det muligt at optage og sende EKG’er direkte til relevante eksperter. Mhp. screening for samt diagnostik af bl.a. arytmier var formålet med dette studie at sammenligne enkeltaflednings-EKG, optaget trådløst vha. en smartphone eller tablet, og standard 12-aflednings-EKG.

I studiet indgik der 381 forsøgsdeltagere, som var opdelt i tre grupper: unge raske personer, elitesportsudøvere samt hjertesyge patienter, som var tilknyttet et kardiologisk ambulatorium. Alle lavede først et tredivesekunders enkeltaflednings-EKG og derefter fik de foretaget et 12-aflednings standard-EKG. Samtlige EKG’er blev analyseret både automatisk og af to elektrofysiologer.

For den samlede gruppe af forsøgsdeltagere gjaldt, at enkeltafledningsoptagelsen var lige så nøjagtig som tolvafledningsoptagelsen, når det kom til at detektere atrial frekvens og -rytme, AV-blok samt QRS-forlængelse. Sensitiviteten varierede fra 72% for QRS-forlængelse til 94% for atrieflimren. For disse to diagnoser var specificiteten over 94% for både enkelt- og tolvafledningsoptagelsen.

Afdelingslæge Christian Jøns, Kardiologisk Afdeling, Hjertecentret, Rigshospitalet, kommenterer:

»EKG-optagelse via smartphone er også ved at vinde indpas i Danmark, og perspektiverne er store, da diagnostik af arytmier kan afkortes betydeligt, og prisen er lav. Studiet viser, at smartphone-EKG er sammenligneligt med 12-aflednings EKG til diagnostik af AV-blok og atrieflimren, men ikke til grenblok, og populationen er for lille til at vurdere raten af falsk positive. Endvidere kan højrisikomarkører som f.eks. hypertrofi og iskæmi ikke diagnosticeres på et EKG med en afledning, så devicets brug til egentlig screening vil være begrænset«.

Interessekonflikter: ingen

Haberman ZC, Jahn RT, Bose R et al. Wireless smartphone ECG enables large-scale screening in diverse populations. J Cardiovasc Electrophysiol 2015;26:520-6.