Skip to main content

En julehilsen fra redaktøren

(Foto: Thomas Benfield. Foto: Claus Bech)

Thomas Benfield

13. dec. 2021
3 min.

Året går på hæld, og den søde juletid er snart over os.

Først og fremmest vil jeg gerne takke 647 navngivne personer, som alle har været en uvurderlig hjælp for Ugeskrift for Læger og Danish Medical Journal. Det er naturligvis fagfællebedømmerne, vi takker. Og de kan ikke takkes nok. Uden bedømmernes høje faglige standard og konstruktive kritik til forfatterne ville vi ikke have været i stand til at trykke 350 artikler af så høj kvalitet hvert år. Traditionen tro har redaktionen sendt en lille gave til hver af bedømmerne som udtryk for vores store taknemmelighed. Af de mange bedømmere var kun en tredjedel kvinder, til trods for at der er en lille overrepræsentation af kvinder blandt medlemmerne af Lægeforeningen. Det har givet anledning til refleksion på redaktionen. I 2022 satser vi på en mere ligelig fordeling blandt bedømmerne. Ikke kun hvad angår kønnet, men også hvad angår alder, geografi og uddannelsesniveau. Her får vi brug for jeres hjælp. Vi har behov for, at flere yngre og ældre, kvinder såvel som mænd, tager del i bedømmelsesarbejdet. Det gøres helt enkelt ved at acceptere at være bedømmer, når der kommer en mailinvitation fra en af vores redaktører. Man kan også henvende sig til vores sekretariat med henblik på at blive optaget i vores bedømmerkartotek. I vores videnskabelige redaktion er køns- og aldersfordelingen desværre også skæv. Jeg vil gerne opfordre alle til at søge de redaktørstillinger, som slås op med mellemrum. Kun ad den vej kan vi få den fornyelse og diversitet, som jeg er sikker på, er nødvendig, og som jeg mener, vil styrke Ugeskriftet i de kommende mange år.

Lægeforeningen har foræret Ugeskrift for Læger en generøs julegave, som vi straks giver videre til alle de læsere, som ikke er medlemmer af Lægeforeningen. Fra december måned er Ugeskrift for Læger også et open access-tidsskrift, hvor enhver kan læse de videnskabelige artikler kvit og frit fra udgivelsesdagen. Gaven består i, at Lægeforeningen holder hånd under den manglende indtægt, som initiativet medfører. Artiklerne i Danish Medical Journal har i en årrække være open access. Denne publiceringsform øger synligheden og tilgængeligheden af videnskabelige artikler. Derved bliver det også lettere tidligt at dele artiklerne med andre, og både artikel, forfattergruppe og tidsskrift får større eksponering.

Danish Medical Journal vil som noget nyt i 2022 indbyde en række førende danske og nordiske forskere til at skrive en videnskabelig oversigtsartikel om deres forskning. Serien kalder vi ”Great Nordic Minds”, og fokus vil være både basal og klinisk forskning, som har haft afgørende betydning for klinisk praksis. Vi finder det vigtigt at fremhæve de mange talentfulde forskere, hvis indsats har haft afgørende klinisk betydning for praksis nationalt og internationalt.

Traditionen tro slipper vi gækken løs i årets sidste nummer. Og der er meget at lære her. Mange vil muligvis være tilfredse ved at lære, at krydderier på risengrøden ikke ændrer blodsukkeret, mens andre vil blive forundrede eller tilfredse over, at træsko er det hyppigst anvendte fodtøj på hospitalerne. Skulle tøjet stramme en smule oven på julens fristelser, så er det rart at vide, at maveomfanget kan mindskes ved nedsænkning i vand, selv om det kan være en udfordring at praktisere i en almindelig lægelig hverdag. Det viser sig, at der er ét sted, hvor mundbind er 100% effektive. Nemlig hos kajkager. Nissehuer og rensdyrgevir er, viser det sig, dårlige til at kamuflere kendte personers identitet.

Glædelig jul!



KORRESPONDANCE Thomas Benfield, videnskabelig redaktør, Ugeskrift for Læger og Danish Medical Journal. E-mail: tlb@dadlnet.dk
INTERESSEKONFLIKTER ingen. Forfatterens ICMJE-formular er tilgængelig sammen med lederen på ugeskriftet.dk