Skip to main content

En klikgenereret diagnostisk quiz: følg din fingerspidsfornemmelse

Michael Asger Andersen1 & Peter Libonati Brock2

12. dec. 2016
2 min.

Den digitale tidsalders messias har meldt sin ankomst på de sjællandske hospitaler, hvor læger og andet sundhedsfagligt personale har lagt ansigterne i skeptiske folder og nu befinder sig midt i den store systemomstilling. Navnet er sundhedsplatformen.

Udstyret med en computermus og klikgenererede journaler skal det innovative sundhedssystem revolutionere diagnosticeringsprocesserne. Museknapperne gløder i en form for feberlignende tilstand, og lægerne har derfor fået ordineret ubegrænset skærmtid. Hvorfor sundhedsplatformen? Fordi man med de nye klikgenererede journaler vil kunne kategorisere alle patienter med den effekt til følge, at forskningen vil blomstre og bringe endnu mere innovation med sig. Kliksystemet er idiotsikret, fejlfrit og derfor ikke til at ændre. I stedet skal lægerne sætte sig til rette i kontorstolene og gøre deres sprog mere moderne og computervenligt.

Ugeskrift for Læger vil naturligvis gerne hjælpe til i denne overgangsfase. Vi bringer derfor to diagnostiske cases fra hverdagen på hospitalet. Bemærk, hvordan alle unormale ting er fremhævet med rødt.

KONKLUSION

Den opmærksomme læge vil formentlig bemærke,
at begge henvisningsdiagnoser var korrekte. Eksemplerne her skal derfor ses som udtryk for, at fremtidens dataindsamling ser lys ud. Danmark er verdenskendt for vore registre, og forhåbentligt vil sundhedsplatformen fremadrettet sikre os kvalitetsdata til forskning. Alle patienter med rallelyde er blot ét klik væk, og kun fantasien sætter grænser for, hvilke registre og kliksystemer vi kan kombinere for at skabe unikke forskningsresultater. Dette er kun
positivt.

Det er imidlertid en vis skepsis at spore blandt de mange nycertificerede læger. Det vækker bekymring, at det nye system tillægger læger en ekstra arbejdsbyrde i form af utallige museklik.

Hvis dataerne fra de ekstra klik viser sig at være gode, vil ingen læge modsætte sig klikkeriet, da alle læger ved, hvad gode data er værd. Det nye tiltag kæmper samtidig en intens kamp mod computeralgoritmer, som allerede kan læse journaler, artikler m.m., og oven i det svæver paraklinikerne i skyen af uintegrerede systemer.

Kun tiden vil vise, om kliksystemet lever op til de store ambitioner, og hvis det nu skulle gå galt – hvis systemet slår klik, om man vil – har forfatterne af denne artikel allerede et køreklart alternativ ventende i kulissen. Det både forkorter journallængden, fremmer kunsten og giver kognitiv stimulans. Vi kalder det Haikuplatformen:

rallen feber hvæs

takypnø, patienten

pneumoni har

Korrespondance: Michael Asger Andersen.
E-mail: michaelasger@gmail.com

Antaget: 15. november 2016

Interessekonflikter: ingen.