Skip to main content

En million for at vaske hænder

Professor Hans Jørn J. Kolmos. E-mail: hans.joern.kolmos@ouh.fyns-amt.dk Odense Universitetshospital, Klinisk Mikrobiologisk Afdeling

4. nov. 2005
3 min.

Diarésygdomme er en af de vigtigste årsager til, at børn dør i udviklingslandene. Spektret af mikroorganismer spænder vidt og omfatter både virus, bakterier og protozoer, som spredes gennem fækal forurening af vand og levnedsmidler. Der har inden for den seneste generation været ofret mange kræfter på at begrænse problemet gennem bedre drikkevandsforsyning og indførelse af orale rehydreringsprogrammer, mens der har været meget mindre opmærksomhed på betydningen af god håndhygiejne, selv om det - i hvert fald ud fra en teoretisk betragtning - er en indlysende effektiv og simpel forholdsregel. Der kan være flere årsager hertil: mangelfuld adgang til sæbe og vand, kulturelle barrierer og sidst, men ikke mindst, ringe dokumentation af håndhygiejnens betydning. En forskergruppe fra London School of Hygiene and Tropical Medicine lavede en metaanalyse, som skulle klarlægge, hvor stor effekten af håndvask med sæbe og vand var på forekomsten af diaré [1]. De fandt kun 17 engelsksprogede studier til belysning af problemstillingen, heraf syv interventions- og seks casekontrolstudier. Alle på nær to stammede fra Asien, Afrika og Latinamerika. Studierne var af meget varierende kvalitet. Alle led i større eller mindre udstrækning af metodologiske mangler, og kun to af de syv interventionsstudier var randomiserede. Alligevel gav de forbavsende ens resultater: håndvask med sæbe og vand efter kontakt med fæces og inden kontakt med vand og madvarer reducerede den samlede risiko for diaré med 47% (95% konfidensinterval (CI) 24-63%). Hvis man kun medtog studier af høj metodologisk kvalitet, var risikoreduktionen 42% (95% CI 31-51%). Den højeste effekt opnåedes interessant nok på de alvorlige diarésygdomme: i to studier, hvor man målte effekten på shigellose, var risikoreduktionen således 59% (95% CI 38-73%). Hvis man konsekvent gennemførte håndhygiejne med henblik på forebyggelse af diarésygdomme, ville man ifølge forfatterne kunne spare mindst en million menneskeliv om året, heraf størstedelen børn.

Kommentar: Det er veldokumenteret, at håndhygiejne har stor betydning ved forebyggelse af hospitalsinfektioner. At håndhygiejne også spiller en stor rolle ved forebyggelse af infektioner ude i samfundet er derimod langt dårligere videnskabeligt underbygget. Den foreliggende metaanalyse er bemærkelsesværdig af flere årsager: den er den eneste større af sin art, som dokumenterer effekten af håndhygiejne på diarésygdomme, og størrelsen af tallene både i form af sparede infektioner og sparede menneskeliv gør indtryk, specielt da der er tale om en enkel og billig procedure, som alle kan udføre,
i den udstrækning der er adgang til sæbe og vand. Diarésygdomme er først og fremmest et ulandsproblem, men god håndhygiejne i primærsektoren har også stor sygdomsforebyggende effekt i industrilandene. I en dansk undersøgelse viste man således, at sygeligheden blandt småbørn i daginstitutioner kunne reduceres med 34% efter indførelse af et håndhygiejneprogram [2], og en nyere amerikansk undersøgelse i en militærforlægning viste, at man kunne reducere sygeligheden af øvre luftvejsinfektioner blandt rekrutter med op til 45% [3]. Selv om de foreliggende studier viser, at håndhygiejne samlet set har stor infektionsforebyggende effekt i primærsektoren, er der fortsat usikkerhed om detaljerne: hvornår og hvor ofte skal man vaske hænder, hvilke metoder er de mest effektive, og hvordan sikrer man sig den størst mulige komplians? Forskning i håndhygiejne har hidtil haft lav prioritet, måske fordi det at vaske hænder regnes for en banalitet, som ikke behøver nærmere akademisk analyse. Den foreliggende metaanalyse er i den sammenhæng en nyttig øjenåbner: den dokumenterer håndhygiejnens store betydning, men viser samtidig, at der er behov for langt mere forskning på området. Det sidste stiller krav om resurser, men pengene vil være givet godt ud: der er millionbesparelser at hente i form af sparede sygedage - og menneskeliv.


Referencer

  1. Curtis V, Cairncross S. Effect of washing hands with soap on diarrhoea risk in the community: a systematic review. Lancet Infect Dis 2003;3:275-81.
  2. Ladegaard MB, Stage V. Håndhygiejne og småbørnssygelighed i daginstitutioner. Ugeskr Læger 1999;161:4396-400.
  3. Ryan MAK, Christian RS, Wohlrabe J. Handwashing and respiratory illness among young adults in military training. Am J Prev Med 2001;21:79-83.