Skip to main content

En ny form for sundhedsoplysning?

Lektor Signild Vallgårda Københavns Universitet, Institut for Folkesundhedsvidenskab

12. dec. 2005
7 min.

Politikere er tilbøjelige til at se deres initiativer som nye, måske ligefrem epokegørende, omvendt siger vi historikere ofte, at der ikke er noget nyt under solen. Det følgende er en historikers analyse af aspekter af forebyggelsespolitikken i det 20. århundrede.

Mange hævder, at forebyggelse på sundhedsområdet foregår på en anden måde i dag end for 60-70 år siden [1, 2]. Man taler også i Danmark om the new public health for at betegne den form for forebyggelse, der er vokset frem i de seneste årtier. Begrebet skal markere, at der er sket en forandring. På samme måde taler man om, at der i dag laves sundhedsfremme til forskel fra tidligere tiders forebyggelse [3]. Er der tale om en ny form for public health med et nyt indhold i sundhedsoplysningen og en anden måde at påvirke mennesker på?

Min påstand er, at budskaberne kun delvis har et andet indhold i dag, og at påvirknings- eller styringsmetoderne i mange henseender er de samme. Den største forskel er, at påvirkningen er meget mere omfattende i dag, end den var i midten af det 20. århundrede, og at den vedrører flere områder af menneskers liv [4, 5].

Sundhedsbudskaber før og nu

Eksempler på sundhedsbudskaber fra midten af 1900-tallet og i dag: »Det er blevet moderne at være sund, ogsaa fordi den Sunde har den bedste Chance i Tilværelsen« (Den store Sundhedsudstilling, 1939). »Det er moderne at have kontrol over sig selv, sit liv, sit valg af livsstil« (Kræftens Bekæmpelse, 1999). »Huden er et kompliceret Apparat af Blodkar, Kirtler, Nerver m.m. Hvis dette Apparat ikke virker normalt og kraftigt, bliver Menneskene syge og deres Udseende fattigt og uskønt« (Den store Sundhedsudstilling 1939). »Rygning ælder huden« (advarselstekst på tobaksprodukter indført i 2001).

Som det fremgår, er der ikke stor forskel på sundhedsoplysningen den gang og nu. Det er værd at bemærke, at myndighederne appellerer til borgernes ønsker, ikke om at være sunde, men om at være moderne og smukke. For at få folk til at udvise en ønsket adfærd lokker man således ikke kun med fordele ved en forbedret sundhed. Sundhedsoplyserne er næppe særlig optaget af, om mennesker er moderne eller smukke og rynkefri. Men de regner med, at når de appellerer til forfængelighed, kan de få borgerne til at handle som ønsket.

Det bliver ofte sagt, at oplysningen tidligere var mere autoritær [2, 3]. Man kan nemt finde eksempler fra 1930'erne og 1940'erne på autoritære budskaber, hvor myndighederne i bydemåde fortalte folk, hvad de skulle gøre: »Det er enhvers Pligt at gøre en indsats for at bevare vort Folks Sundhed, der er det bedste Aktiv i en usikker Verden« [6], hed det i en pjece fra 1944 om smitsomme sygdomme. Pjecen blev trykt i 570.000 eksemplarer og uddelt gratis. I oplysningen til mødrene hed det: »Barnet skal have Modermælk...«, »Barnets Dag bør reguleres efter Klokkeslæt«. Budskaber i bydemåde er imidlertid ingenlunde forladt. De bruges i rigt mål også i dag, selv om indholdet i budskaberne eller forskrifterne kan være det stik modsatte af tidligere: »Læg uret væk! Det er ikke nødvendigt at bruge faste ammetider til fuldbårne raske børn.« Og det er ikke kun forældre, som tiltales i bydemåde: »Tag altid trappen, hvis muligheden er der.« »Er tallet [BMI] mellem 25 og 30, er du overvægtig og bør tabe dig.« »Knæk smøgen!« Budskaber formuleret i bydemåde, som kan siges at appellere til menneskers lydighed og autoritetstro, bruges således stadigvæk.

Forebyggelsesarbejdet i dag, siges det, handler om, at mennesker selv skal tage vare på deres sundhed. Nødvendigheden af borgernes aktive rolle i forebyggelsen blev allerede fremhævet i midten af 1900-tallet. Johannes Frandsen , som var medicinaldirektør, skrev i 1939: »Medens Epidemibekæmpelse og Sygdomsbehandling ikke kræver direkte Deltagelse og positiv Indsats af de Syge, kan det sygdomsforebyggende og sundhedsbevarende Arbejde ikke gennemføres til Bunds uden Medvirken af hver enkelt i vort Samfund, og denne Medvirken forudsætter Forstaaelse af Arbejdets Midler og Maal« [7]. Borgerne skulle deltage sammen med myndighederne i arbejdet for at fremme sundheden. I dag hedder det, at borgerne selv skal bestemme. Der tales om handlekompetence og empowerment . Borgernes aktive rolle fylder mere i dagens programmer, men der er ingen tvivl om, at målet også i dag er, at de skal bestemme sig for at handle mere sundt, dvs. medvirke til at nå det mål, myndighederne har sat. Spørgsmålet er derfor, om forskellen er så stor.

Endelig hævdes det, at eksperterne spiller en mindre rolle i dag. Det er ikke mere tale om ekspertstyret forebyggelse, hedder det [2, 3]. Eksperternes rolle kan dog næppe siges at være blevet mindre. Der er i dag langt flere mennesker, som har det som deres opgave at vejlede og retlede befolkningen også på sundhedsområdet [5]. Der henvises hyppigt til eksperter som argument for, at folk skal vælge en bestemt adfærd. Man forventer, at befolkningen har tillid til autoriteter, når man skriver: »Sundhedsstyrelsen anbefaler 14/21 genstande om ugen.« »Sundhedsstyrelsen anbefaler amning.« Når man taler om, at sundhedspersonalet skal være rollemodeller, må man gå ud fra, at det sker ud fra en forestilling om, at de er autoriteter.

Nye tendenser

Der er selvfølgelig forskel på forebyggelsesbudskaberne i dag og for 60 år siden. Ligesom der ikke tales mere om regelmæssighed i spædbarnsplejen, tales der ikke om betydningen af hærdning og sjældent om behovet for hvile og søvn. Der er også den forskel, at der tidligere relativt set hyppigere blev appelleret til folks ønsker om at være gode, ansvarlige og solidariske borgere end i dag. Man talte om pligten over for samfundet, folket, slægten mv. Det er dog ikke sådan, at denne slags appeller helt er forsvundet. »Vi har et ansvar over for hinanden«, hedder det i regeringens program fra 2002 »Sund hele livet« [8]. Hyppigere forekommer dog appeller til folks ønsker om at skabe gode liv for sig selv. Endelig er det markant, at budskaberne er langt flere i dag og berører flere livsområder. Et eksempel er sundhedsplejerskernes opgaver, som er blevet udvidet fra kun at omfatte barnets ve og vel til at indbefatte hele familien. I en betænkning fra 1970 hed det, at deres arbejde »fra hovedsageligt at være koncentreret om barnet udvidedes til barnets familie og dennes daglige livsvilkår« [9]. I dag arbejder sundhedsplejerskerne ikke kun med familien, men søger også at fremme opbygningen af sociale netværk uden for familien f.eks. gennem mødregrupper.

Det har ikke været muligt at lave en samlet kvantitativ opgørelse over den offentlige sundhedsoplysning, men et eksempel kan illustrere væksten. I 1970'erne fik den vordende mor en lille pjece på ca. 70 sider med gode råd om graviditet og spædbarnspleje. I dag får forældrene to bøger på sammenlagt ca. 300 sider.

Mere af det samme

For at sammenfatte denne meget korte og derfor forenklede fremstilling: De styringsmetoder, man benytter for at få befolkningen til at leve et s undere liv, er stort set de samme i dag, som de var i midten af sidste århundrede. Myndigheder og andre appellerer til det, de forventer, at folk ønsker at opnå: anerkendelse, skønhed og sundhed, og de appellerer til stort set de samme egenskaber: fornuft, lydighed, autoritetstro mv. Borgernes aktive rolle i forebyggelsen fremhæves nu som dengang. Det nye er, at budskaberne til dels er andre, og der appelleres sjældnere til samfundssind og -ansvar, oftere til det som gavner den enkelte. Den største forskel er, at styringsbestræbelserne er meget mere omfattende. Der formidles langt flere budskaber i dag, og de berører flere sider af menneskers liv. Pointen i denne artikel har ikke været at kritisere denne indsats - kun at sætte spørgsmålstegn ved forestillingen om, at den måde, forebyggelse og sundhedsfremme udføres på i dag, skulle adskille sig væsentligt fra den, som praktiseredes for 60-70 år siden.

Det er et almenmenneskeligt træk at ville se sin egen tid som noget særligt og især som anderledes end den umiddelbart forudgående. Måske kunne en åbenhed over for fællestrækkene også give os indsigter, som kunne gøre os klogere på både vor egen adfærd og tidligere tiders. Fortidens sundhedsoplysning var ikke kun autoritær og ekspertstyret, og nutidens handler ikke kun om at folk selv skal bestemme.



Korrespondance: Signild Vallgård a, Afdeling for Sundhedstjenesteforskning, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet, Øster Farimagsgade 5, bygn. 15, opg. B, st., DK-1014 København K.

E-mail: s.vallgarda@pubhealth.ku.dk


Referencer

  1. Iversen L, Kristensen TS, Holstein BE et al, red. Medicinsk sociologi. Samfund, sundhed og sygdom. København: Munksgaard, 2002.
  2. Jensen TK, Johnsen TJ. Sundhedsfremme. En lære-, debat og brugsbog på grundlag af teori og praksisbeskrivelser. Ringkøbing: Sundhedsfremmeafdelingen, 2000.
  3. Vallgårda S. Hvad er sundhedsfremme? Tidsskrift for Forskning i Sygdom og Samfund: Sundhedsfremme og forebyggelse, 2005, nr. 3.
  4. Togeby L, Andersen JG, Christiansen PM et al. Magt og demokrati i Danmark - hovedresultater fra magtudredningen. Århus: Aarhus Universitetsforlag, 2003.
  5. Vallgårda S. Folkesundhed som politik. Danmark og Sverige 1930 til i dag. Århus: Aarhus Universitetsforlag, 2003.
  6. Roholm, K. Hvad enhver bør vide i Dag om smitsomme Sygdomme. Udgivet i Samraad med Den almindelige danske Lægeforenings Hygiejnekomité. København: Nordisk Forlag for Videnskab og Teknik, 1944.
  7. Frandsen J. Vi skal værne om Sundheden. Den store Sundhedsudstilling. Udstillingskatalog. København: Berlingske Tidende og Arthur Jensens Forlag, 1939:8-10.
  8. Sund hele livet - de nationale mål og strategier for folkesundheden 2002-2010. København: Indenrigs- og Sundhedsministeriet, 2002.
  9. Sundhedsplejerskeinstitutionen. Betænkning I afgivet af det af Sundhedsstyrelsen nedsatte udvalg vedrørende revision af sundhedsplejerske- og hjemmesygeplejerskeordningen. Betænkning nr. 573. København, 1970.