Skip to main content

Environmental exposures and genetic factors in stroke

Søren Bak: Forf.s adresse: Neurologisk afdeling N, Odense Universitetshospital. Sdr. Boulevard 29, 5000 Odense C. E-mail: sbak@dadlnet.dk Forsvaret fandt sted fredag den 28. februar 2003. Bedømmere: Gudrun Boysen, Henrik Toft Sørensen og Henrik Steen Hansen. Vejledere: Kaare Christensen, David Gaist og Søren Hein Sindrup.

2. nov. 2005
2 min.

Ph.d.-afhandlingen består af fire artikler og en sammenfatning. Undersøgelserne er udført ved Institut for Sundhedstjenesteforskning, Epidemiologi, Syddansk Universitet.

Formålene var at undersøge risiko for apopleksi ved brug af selektive serotonin-reuptake-hæmmere (SSRI) og non-steroide antiinflammatoriske farmaka (NSAID), at estimere genetiske og miljømæssige faktorers relative betydning for udvikling af apopleksi, at opbygge en database til brug i studier af genetiske og miljømæssige faktorers betydning for apopleksi samt at vurdere ændring af rygevaner blandt apopleksipatienter.

SSRI og NSAID er hyppigt anvendte lægemidler med mulige blødningskomplikationer. Risiko for apopleksi ved brug af disse præparater blev undersøgt i et populationsbaseret studie. Resultaterne tyder på at SSRI og NSAID ikke øger risikoen for intracerebral haemorrhagi og formentlig ikke beskytter mod cerebralt infarkt.

Genetiske faktorer synes at influere på tilbøjeligheden til apopleksi. De genetiske og miljømæssige faktorers relative betydning for udvikling af apopleksi blev derfor undersøgt i et tvillingestudie. Resultaterne tyder på, at genetiske faktorer influerer på risikoen for apopleksi, og at den samlede indflydelse af de genetiske faktorer er moderat.

Skønt rygeophør anbefales efter apopleksi, er kendskabet til patienternes rygevaner begrænset. Et followupstudie viste, at kun hver femte ryger ophørte med rygning efter apopleksi. Mænd, aleneboende, arbejdere samt patienter uden fysisk handicap havde øget risiko for at fortsætte med rygning.

Studier af lægemidler og gener med mulig indflydelse på risiko for apopleksi samt studier af interventionsmetoder, der kan hjælpe apopleksipatienter til rygeophør, kan anbefales.