Skip to main content

Epidemiologiske forhold vedrørende langvarige/kroniske noncancersmertetilstande i Danmark

Overlæge Jørgen Eriksen| & overlæge Per Sjøgren H:S Rigshospitalet, Tværfagligt Smertecenter

15. maj 2006
7 min.


Oplevelsen af smerte og især kronisk smerte er ikke en direkte og ligefrem proportional reaktion på et biologisk signal. Smerteoplevelsen påvirkes i betydelig grad af interne, individuelle faktorer af psykologisk og socioøkonomisk karakter og af eksterne faktorer, blandt hvilke reaktioner og adfærd i sundhedssystemet, hos familie, venner og kolleger og i samfundet som helhed er af væsentlig betydning.

Epidemiologi

Ved epidemiologiske undersøgelser i den vestlige verden har man påvist høje og stadigt stigende prævalensrater for kroniske smertetilstande, således i Danmark omkring 19% [1] (Tabel 1 ). Prævalensraterne angives meget varierende, men Verhaak et al [2] fandt ved en minutiøs gennemgang af den relevante litteratur, en gennemsnitlig kronisk smerteprævalens på ca. 15% i den industrialiserede del af verden.

I Danmark var tilvæksten af kroniske smerter fra 1994 til 2000 på 10,7%, hvilket svarer til en årlig incidens på 1,8% (Tabel 2 ) [3]. »Kronisk« smerte er imidlertid ikke altid kronisk, og en betydelig del af dem, der har kroniske smerter, bedres med tiden. I Tabel 2 ses det, at 52,1% af dem, der havde smerter i 1994, var blevet smertefrie i 2000. Ikke desto mindre kan det estimeres, at den danske kroniske smertepopulation vokser. Dette estimat baseres på en nettotilvækst af 59 personer med kroniske smerter fra 1994 til 2000 ud af en kohorte på 2.649 personer. Den årlige incidens kan således beregnes til 0,3%, hvilket svarer til 6.000-7.000 personer årligt (Tabel 2).

Risikofaktorer for at tilhøre smertegruppen og for at få kroniske smerter er de samme overalt i den vestlige verden: køn (kvinder > mænd), kort uddannelse, dårligt selvvurderet helbred og stigende alder. Forhold, der forudsiger, at kroniske smerter ikke udvikles eller helbredes, er generelt de modsatte: køn (mænd > kvinder), yngre alder, samlivsforhold (ikke at være blevet skilt eller blevet enke/enkemand), godt selvvurderet helbred, ingen langvarig sygdom, godt psykisk helbred og en god økonomi (Tabel 1 og Tabel 2).

Endvidere findes der karakteristisk for personer med kroniske smerter ofte komorbiditet af psykologisk/psykiatrisk karakter og overvægt. Endelig er helbredsorienterede livskvalitet (HRQoL) målt ved short form (SF)-36 betydelig reduceret hos smertepatienter [1] (Figur 1 ).

Patienter, der er blevet henvist til og behandlet på specialiserede smerteenheder, udgør kun en meget lille del af de personer, der rapporterer om smerter i befolkningsundersøgelser. Det er imidlertid tydeligt ved vurdering af denne population, at risikofaktorer og prædiktorer er på linje med fundene hos kroniske smertepatienter i normalpopulationen: dobbelt så mange kvinder som mænd, 25% har mindre end ti års skolegang, kun 14% er i arbejde, og 50% modtager førtidspension, ligesom den helbredsorienterede livskvalitet er ekstrem lav. Endvidere vurderes næsten 50% af patienterne at lide af angst- og depressionstilstande [5].

Forbrug af sundhedssystemet

Kroniske smertepatienter har et stort forbrug af sundhedssystemet. Dette gælder ikke blot for den stigmatiserede gruppe af smertepatienter, der henvises til specialiserede smerteenheder, men også for personer i normalbefolkningen, der har kroniske smerter og benytter sundhedssystemet (både primær- og sekundærsektoren) dobbelt så meget som dem, der ikke har smerter [6]. Kvinder har et signifikant højere forbrug af sundhedssystemet end mænd, hvorimod alder ikke synes at have indflydelse. Imidlertid og på trods af et stort forbrug er ca. en tredjedel af den danske smertepopulation, svarende til 6-7% af den voksne befolkning, ikke tilfreds med hverken de undersøgelser eller den behandling, der er givet i forbindelse med deres kroniske smertetilstand [1]. Årsagerne til det store forbrug kan tilskrives patientrelaterede faktorer af biopsykosocioøkonomisk karakter, faktorer inden for sundhedssystemet (»jagten« på en somatisk diagnose og en manglende erkendelse af, hvilke behandlingsmål der er opnåelige), forhold i den sociale lovgivning og regelsæt bl.a. vedrørende pensions- og erstatningsforhold [7, 8].

Svenske data tyder på, at ca. 10% af befolkningen har behov for en specialiseret behandling af deres kroniske smertetilstand [9]. Ved at anvende meget strikte kriterier og kun medinddrage de mest komplekse patienter kan det absolut minimale behov for specialiseret tværfaglig behandling i Dan-mark estimeres til at være 5.000-10.000 patienter i 2000.

Samfundsøkonomi

De samfundsøkonomiske konsekvenser af kronisk smerte er relateret til det omfang af funktionsstab, som tilstanden fører til i form af invaliditet, tab af arbejdsdage, nedsat arbejdsevne og unødvendig diagnostik og behandling i sundhedssystemet. Disse forhold har vist sig at være påvirkelige af såvel fysiske som psykiske faktorer. Aktivitetsbegrænsning kan ikke alene have en ødelæggende effekt på det enkelte individs daglige livskvalitet, men kan også begrænse arbejdsevnen. Betydningen for det danske samfund er belyst i studiet af Eriksen et al [1], hvor 28% af de personer < 67 år, der rapporterede om langvarig smerte, havde forladt deres job af helbredsmæssige årsager i modsætning til kun 2% af den ikke-smerteplagede befolkning. Prævalensen var signifikant højere blandt kvinder end blandt mænd og højest i aldersklassen 45-66 år.

17% af smertepopulationen, der var beskæftigede og < 67 år, rapporterede om arbejdsfravær i en periode på 14 dage. Det gennemsnitlige antal af fraværsdage i en periode på 14 dage var henholdsvis 0,8 for smertegruppen og 0,4 for kontrolgruppen. Prævalensen af langvarig/kronisk smerte var 18,3% blandt personer i aldersklassen 24-67 år [1]. Baseret på en arbejdsstyrke i 2000 på 2.346.500 lønmodtagere (Danmarks Statistik), en gennemsnitlig dansk lønmodtagerårsindtægt på 247.900 kr. (Danmarks Statistik), og 225 årlige arbejdsdage kan det årlige tab af arbejdsdage estimeres til ca. 1.000.000.

Involvering i pensions- og erstatningssager har, som det ses af [8] en betydelig negativ indflydelse på patientadfærd og brug af sundhedssystemet. Der eksisterer tydeligvis en særdeles uheldig interaktion mellem patienters pensions- og erstatnings adfærd og adfærden i sundhedssystemet og det sociale system.



Konklusion

Talrige initiativer og megen aktivitet har i årevis præget sundhedssystemet og det sociale system i forsøg på at løse eller reducere problemet med de kroniske smerter. Som sundhedsarbejdere må vi erkende, at vi hyppigst ikke kan »helbrede« kroniske smerter selv ikke i de tilfælde, hvor en sandsynlig ætiologi kan diagnosticeres, og som socialarbejdere må vi erkende, at nogle individer af forskellige årsager ikke »passer« ind i det traditionelle arbejdsmarked og foretrækker at stå uden for på trods af den dermed forbundne reducerede økonomi. Systematiske uddannelsesmæssige aktiviteter inden for det kroniske smerteområde bør gennemføres over for medarbejdere i det sociale system og de dertil knyttede lægelige specialister. Hovedparten af uddannelsestilbuddene ligger i medicinalindustriens regi og er af indlysende grunde begrænset til analgetika.

Det kroniske smerteområde er imidlertid særdeles kompliceret og præget af mangel på strategi og koordination, og problemets omfang synes - i lighed med problemer med andre kroniske tilstande/sygdomme - at ekspandere i den vestlige verden. Etablering af et nationalt eller regionale centre med ansvar for koordinering af indsatsen inden for de forskellige involverede samfundssystemer og for de uddannelsesmæssige og videnskabelige aktiviteter vil næppe løse problemet, men kunne sandsynligvis medvirke til at sikre en vis ensartethed og videnskabelig evidens i de aktiviteter, der allerede foregår.


Per Sjøgren, Tværfagligt Smertecenter, H:S Rigshospitalet,
DK-2100 København Ø. E-mail: rh12244@rh.dk

Antaget: 16. december 2005

Interessekonflikter: Ingen angivet





Summary

Summary Epidemiological factors relating to long-term/chronic non-cancer pain in Denmark Ugeskr L&aelig;ger 2006;168(20):1947-1950 The prevalence rate of chronic non-cancer pain in Denmark is about 19%. The incidence rate of development of chronic pain is also high, 1.8% per year. Risk factors for belonging to the chronic pain population and for developing chronic pain are female gender, low educational status, poor self-rated health and age. Individuals reporting long-lasting pain use the health care system (primary and secondary sectors) about twice as much as individuals without pain. The annual number of working days lost due to chronic pain is estimated at about 1,000,000.

Referencer

  1. Eriksen J, Jensen MK, Sjøgren P et al. Epidemiology of chronic non-malignant pain in Denmark. Pain 2003;106:221-8.
  2. Verhaak PFM, Kerssens JJ, Dekker J et al. Prevalence of chronic benign pain disorder among adults: a review of literature. Pain 1998;77:231-9.
  3. Eriksen J, Ekholm O, Sjøgren P et al. Development of and recovery from long-term pain. Pain 2004a;108:154-62.
  4. Bjørner JB, Damsgaard MT, Watt T et al. Dansk manual til SF-36 - et spørgeskema om helbredsstatus. København: Lif, 1997.
  5. Becker N, Thomsen AB, Olsen AK et al. Pain epidemiology and health related quality of life in chronic non-malignant pain patients referred to a Danish multidisciplinary pain center. Pain 1997;73:393-400.
  6. Eriksen J, Sjøgren P, Ekholm O et al. Health care utilization among individuals reporting long-term pain. Eur J Pain 2004b;8:517-23.
  7. Becker N, Højsted J, Sjøgren P et al. Sociodemographic predictors of treatment outcome in chronic non-malignant pain patients. Pain 1998;77:279-87.
  8. Højsted J, Alban A, Hagild K et al. Utilisation of health care system by chronic pain patients who applied for disability pension. Pain 1999;82:275-82.
  9. Brattberg G. Selecting patients for pain treatment: applying a model to epidemiological data. Clin J Pain 1990;6:37-42.