Skip to main content

Er der indikation for at behandle biokemisk eutyroide, men klinisk hypotyroide individer med thyroideahormon?

Laszlo Hegedüs

2. nov. 2005
4 min.

Værdien af behandling med thyroideahormon ved hypotyrose har været kendt i over 100 år. Det er derfor forbløffende, at så mange spørgsmål vedrørende denne behandling, som umiddelbart virker ligetil, er ubesvarede og jævnligt giver anledning til debat. Skal individer med ikkethyroidearelateret sygdom og lavt serum-trijodthyronin (T3) og/eller thyroxin (T4) behandles med thyroideahormon? Og hvis behandling påtænkes, skal da T4, T3 eller en kombination af disse bruges? Hvilke befolkningsgrupper skal screenes for hypotyrose, og hvordan forholder vi os til mild (subklinisk) hypotyrose, dvs. normalt serum-T4 og -T3, men forhøjet serum-tyrotropin (TSH) - for blot at nævne nogle af de vigtigste problemstillinger (1-3).

Naturhistorien for subklinisk hypotyrose, som ovenfor defineret, i hvert fald for den store undergruppe, som skyldes underliggende autoimmun thyroiditis dokumenteret ved tilstedeværelse af antistoffer mod thyroideaperoxidaseantistoffer (anti-TPO), er velbeskrevet (3). Hos en vis procentdel af personerne med subklinisk hypotyrose (2-25%) progredierer sygdommen årligt til overt hypotyrose, afhængig af og positivt korrelleret til serum-TSH- og anti-TPO-koncentrationerne. Da der i tillæg til dette spontanforløb er tiltagende evidens for, at subklinisk hypotyrose udgør en selvstændig risikofaktor for at udvikle aterosklerose (4), er en tidlig intervention, dvs. normalisering af serum-TSH, meget bredt forankret i endokrinologkredse.

Set i lyset af ovennævnte er det ikke overraskende, at spørgsmålet om, hvorvidt individer med symptomer, der er forenelige med hypotyrose, men som er biokemisk eutyroide, skal behandles, for nylig er dukket op til overfladen igen (5). Det drejer sig om en stor gruppe individer, som typisk har ét eller flere af følgende symptomer: træthed, initiativløshed, kuldeintolerance, hårtab, tør hud og ikke mindst vægtproblemer. Alle højst uspecifikke symptomer, som berettiger til at undersøge for mulig stofskifteforstyrrelse, men hvor man som læge priser sig lykkelig over at have adgang til biokemiske analyser, i dette tilfælde TSH og frit T4, som, hvis de er inden for de normale referenceintervaller, udelukker for lavt stofskifte (3). Spørgsmålet om, hvorvidt der alligevel er biokemisk eutyroide individer, som kunne have gavn af thyroideahormonbehandling, synes nu at være endelig afklaret (5).

I et nyere randomiseret, dobbeltblindt placebokontrolleret overkrydsningsforsøg med levothyroxin til eutyroide patienter med symptomer på hypotyrose undersøgte Pollock et al (5) effekten af 100 µg levothyroxin dagligt eller placebo i tre måneder. Undersøgelsen omfattede 25 personer, som alle skulle have mindst tre af følgende symptomer: træthed, initiativløshed, sløvhed, vægtproblemer, kuldeintolerance, hårtab, tør hud eller tørt hår. Disse personer adskilte sig signifikant fra en kontrolgruppe med baggrund i bl.a. resultaterne af veletablerede neuropsykologiske test. Forfatterne konkluderede (5), at patienternes symptomer før behandling var forenelige med depressiv sygdom eller kronisk træthedssyndrom og undrede sig over, at disse diagnoser af tilsyneladende irrationelle årsager var sværere at acceptere for patienterne end en mulig hormonel forstyrrelse.

Det forhold, at levothyroxin var uden statistisk signifikant effekt på kognitive funktioner og velbefindende, giver håb om, at det spørgsmål, der stilles i overskriften, nu er endeligt besvaret og debatten stedt til hvile. For dem som alligevel - mod evidens - føler sig fristede til at prøve thyroideahormonbehandling til denne patientgruppe, skal det pointeres, at levothyroxin i doser, som medfører nedsat serum-TSH, i hvert fald hos ældre, medfører en veldokumenteret risiko for et øget knogletab og ikke mindst overdødelighed relateret specielt til kardiovaskulære komplikationer (6).

Odense Universitetshospital, endokrinologisk afdeling M.


Referencer

  1. Chu JW, Crapo LM. The treatment of subclinical hypothyroidism is seldom necessary. J Clin Endocrinol Metab 2001; 86: 4591-9.
  2. McDermott MT, Ridgeway EC. Subclinical hypothyroidism is mild thyroid failure and should be treated. J Clin Endocrinol Metab 2001; 86: 4585-90.
  3. Weetman AP. Hypothyroidism: screening and subclinical disease. BMJ 1997; 314: 1175-8.
  4. Hak AE, Huibert AP, Theo JV, Drexhage HA, Hofman A, Witteman JCM. Subclinical hypothyroidism is an independent risk factor for atherosclerosis and myocardial infarction in elderly women: the Rotterdam Study. Ann Intern Med 2000; 132: 270-8.
  5. Pollock MA, Sturrock A, Marshall K, Davidson KM, Kelly CJG, McMahon AD et al. Thyroxine treatment in patients with symptoms of hypothyroidism but thyroid function tests within the reference range; randomised double blind placebo controlled cross over trial. BMJ 2001; 323: 891-5.
  6. Parle JV, Maisonneuve P, Sheppard MC, Boyle P, Franklyn JA. Prediction of all-cause and cardiovascular mortality in elderly people from one low serum thyrotropin result: a 10-year cohort study. Lancet 2001; 358: 861-5.