Skip to main content

Et betydeligt antal videnskabelige publikationer udgår fra ikkeuniversitetshospitaler

Jens Fedder1, 10, Gunnar Lauge Nielsen2, 10, Lars J. Petersen3, 10, Claus Rasmussen4, 10, Finn F. Lauszus5, 10, Lars Frost6, 10, Nete Hornung7, 10, Ole Lederballe8, 10 & Jens Peter Andersen9 1) Forskningsenheden, Reproduktionsbiologisk Laboratorium, Regionshospitalet Horsens, 2) Medicinsk Afdeling, Sygehus Himmerland, Farsø,3) Klinisk Fysiologisk Afdeling, Regionshospitalet Viborg,4) Reumatologisk Afdeling, Sygehus Vendsyssel, Hjørring,5) Gynækologisk Afdeling, Regionshospitalet Vest, Herning,6) Medicinsk Afdeling, Regionshospitalet Silkeborg,7) Klinisk Biokemisk Afdeling, Regionshospitalet Randers,8) Kardiologisk Afdeling, Regionshospitalet Viborg,9) Medicinsk Bibliotek, Aarhus Universitetshospital, Aalborg Sygehus, og10) Klinisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelig Fakultet, Aarhus Universitet

18. nov. 2011
3 min.

introduktion

Dansk sundhedsvidenskabelig forskning rangerer højt internationalt. Gøtzsche et al rapporterede i 1995, at 75% af danske sundhedsvidenskabelige publikationer i perioden 1988-1992 kom fra universiteter og universitetshospitaler, mens kun ca. 12% kom fra regionshospitaler. Idet vi ikke har kunnet finde andre eller nyere opgørelser af mængden eller typen af videnskabelige publikationer fra danske regionshospitaler, har vi fundet det relevant at belyse dette område.

Materiale og metoder

Vi medtog alle videnskabelige artikler publiceret fra danske regionshospitaler i Region Nordjylland og Region Midtjylland i perioden 2000-2009 og registreret i mindst en af de tre databaser: PubMed MEDLINE, Thomson Reuters Web of Science og Elsevier's Scopus. Fuldtekstudgaver af samtlige artikler blev gennemgået og kategoriseret af forfattergruppen, som repræsenterer forskningskoordinerende lektorer tilknyttet samtlige inkluderede hospitalsenheder. Artiklerne blev kategoriseret med hensyn til publikationstype (originalartikel, oversigtsartikel, kasuistik eller andet), forfatteraffiliering, sprog, specialetilknytning og evt. finansiel støtte fra industrien. Da forfattergruppen ikke har haft samme detaljerede kendskab til universitetshospitalerne i de to regioner, har man ikke kunnet evaluere den videnskabelige litteratur, der er udgået alene herfra, på samme detaljerede måde.

Resultater

Efter fjernelse af dubletter og artikler uden affiliering til de inkluderede regionshospitaler opnåedes i alt 1.252 artikler, hvoraf første- og/eller sidsteforfatter var affilieret til et regionshospital i 878 tilfælde. I 574 tilfælde var første- og/eller sidsteforfatter fra et universitet eller universitetshospital. Originalarbejder udgjorde 69% af de publikationer, hvor første- og/eller sidsteforfatter var fra regionshospitaler, og 86% af de publikationer der havde en væsentlig universitær deltagelse (første- og/eller sidsteforfatter). Kasuistikker, oversigtsartikler og dansksprogede artikler udgjorde en større andel af publikationerne, hvor der ikke var første- og/eller sidsteforfattere med universitær tilknytning, end hvor dette var tilfældet. En dobbelt så stor andel af artiklerne med universitær tilknytning var industrielt støttet (11% versus 5%). Den totale årlige produktion af publikationer øgedes med 48% (fra 122 til 180) i den undersøgte tiårsperiode. Medianciteringsscoren var 0,5 for arbejder, der var udgået udelukkende fra regionshospitaler, 1,0 for arbejder, hvor der var medvirken fra danske universiteter/universitetshospitaler, og 1,7 for publikationer, som inkluderede udenlandsk affiliering. Publikationer med mere end 100 citeringer forekom i alle tilfælde. Kardiologi, gynækologi-obstetrik og arbejdsmedicin er de tre specialer, som bidrog med det største antal publikationer.



Konklusion

I Region Nordjylland og Region Midtjylland bidrager regionshospitalerne med et væsentligt antal videnskabelige publikationer. Mindst to tredjedele af publikationerne var originalarbejder. Da regionshospitalerne i landets tre øvrige regioner er organiseret på nogenlunde samme måde som i Region Nordjylland og Region Midtjylland, kan resultaterne formentlig i stor udstrækning generaliseres til hele landet, omend publikationsaktiviteten for de enkelte specialer kan variere fra region til region.

Danish medical bulletin: Dette er et resume af en originalartikel publiceret på www.danmedbul.dk som Dan Med Bul 2011;58(11):A4332