Skip to main content

Failure to thrive in 0-1-year-old children - definitions and predictors

Læge Else Marie Olsen

12. dec. 2005
2 min.

Ph.d.-afhandlingen udgår fra Børne- og ungdomspsykiatrisk Center og Forskningscenter for forebyggelse og sundhed, Københavns Amt.

Mangelfuld vækst hos småbørn, »failure to thrive« (FTT), er indikator på fysiske og psykosociale problemer. Der er ikke konsensus om den specifikke definition af FTT, og forskellige vækstkriterier benyttes. Få studier har prospektive data om barnets udvikling, og de årsagsmæssige sammenhænge er uafklarede.

Projektets formål var at beskrive forekomst af FTT og risikofaktorer ved brug af forskellige vækstkriterier. Grundet tvivl om validiteten af gængse vækstkurver havde projektet desuden til formål at beskrive vækstmønsteret hos nutidige danske spædbørn.

Undersøgelsen var et prospektivt befolkningsstudie, baseret på Københavns Amts fødselskohorte år 2000, CCCC2000 (6.090 børn) med data fra standardiserede sundhedsplejerske journaler og nationale registre.

Sammenligning med officielle vækstkurver viste, at CCCC2000-kohorten var tungere og længere og med markant hurtigere vægtøgning i første halve leveår.

Overensstemmelsen mellem alment brugte vækstkriterier var ringe, og der fandtes store forskelle mht. de identificerede risikofaktorer. Et simpelt fald på vægtkurven var associeret med faktorer, som forbindes med god prognose. Hvis der toges højde for fødselsvægt og regression mod midten, var langsom vægtøgning derimod forbundet med afvigende overordnet udvikling.

Arbejdet danner basis for videre undersøgelser af tidlige vækstparametre som indikatorer for udviklingsmæssige problemer senere i livet. Aktuelt pågår followup af CCCC2000-kohorten med registrering af psykiatriske symptomer i 5-års-alderen. Desuden peger undersøgelsen på behovet for opdaterede danske vækstkurver.