Familiær hemiplegisk migræne. En eksperimentel genetisk hovedpinemodel

Ph.d.-afhandlingen udgår fra Dansk Hovedpine Center, Neurologisk Afdeling, Glostrup Hospital. Afhandlingen er baseret på tre publicerede artikler og et manuskript.

Formålet har været at undersøge migrænens basale mekanismer i en eksperimentel hovedpinemodel.

Migræne er en hyppig sygdom, som rammer omkring 12% af befolkningen i den vestlige verden. Det er endnu ikke lykkedes at identificere gener, der disponerer for typisk migræne. Anderledes forholder det sig med familiær hemiplegisk migræne (FHM) eller migræne med lammelser, som er en sjælden, dominant arvelig subtype af migræne med aura, hvor et af aurafænomenerne er halvsidige lammelser. Genomscreeninger i FHM-familier har afsløret en række forskellige mutationer i gener, der koder for iontransportører. Dyreeksperimenter og cellulære studier har koblet de muterede gener med ændringer i ionhomøostase, forandringer i både cellulær eksitabilitet og frigivelse af neurotransmittere. Ændret kortikal eksitabilitet forårsaget af dysfunktioner i ionkanaler kan tænkes at facilitere cortical spreading depression og dermed migræneaura og migrænehovedpine.

Genotypede FHM-patienter giver således mulighed for at undersøge sammenhængen mellem arveanlæg (genotype) og sygdomsbillede (fænotype). Funktionelle undersøgelser af FHM-patienter kan dermed virke som en genetisk migrænemodel. Sådanne studier kan åbne op for en bedre forståelse af den molekylære migrænepatofysiologi og kan derved også give os viden om de mere almindelige migrænetyper.

I tidligere undersøgelser har man påvist, at visse signalstoffer kan inducere migræne hos migrænepatienter, og at denne følsomhed for migræneudløsende stoffer er en vigtig del af migrænens basale patofysiologi.

Målet med afhandlingen var at klarlægge om FHM-genotypen er forbundet med øget følsomhed for kendte migræneudløsende stoffer, og således om FHM deler neurobiologisk baggrund med de almindelige migrænetyper. Undersøgelserne viste, at kendte migræneudløsende stoffer ikke inducerede mere migræneaura eller migrænehovedpine hos FHM-patienter. Dette tyder på, at FHM-genotypen ikke medfører en øget følsomhed for disse migræneudløsende stoffer.

Disse resultater har betydning for vores forståelse af generelle hovedpinemekanismer og stiller spørgsmålstegn ved, om FHM deler neurobiologi med de almindelige migrænetyper. Resultatet af disse undersøgelser tyder på, at dette ikke er tilfældet. FHM adskiller sig således formodentlig fra de almindelige migrænetyper både med hensyn til genetik og patofysiologi.