Fanget af studenterprojekt

I sommeren 1972 tog jeg sammen med min medstuderende og gode ven, Niels Erik Møller, til Christian Hospital, Bissamcuttack (CHB) i det sydøstlige Indien for at arbejde som studentermedhjælper. Og siden 1996 har vi sammen med Ib Bygbjerg, som selv havde været ude et par år før os, gennemført syv kurser i tropemedicin for danske læger gennem Lægeforeningen. Her vil jeg forsøge at beskrive oplevelsen ved at komme ud som medicinstuderende, stedet vi kom til, og hvad det har udviklet sig til, og lidt om de kurser, vi senere har arrangeret der.

For 30 år siden, da vi rejste, var vore drømme om eventyr og tro på egne muligheder for at hjælpe de fattige og underprivilegerede stor. Mødet med Indien ved indflyvningen til Bombay lufthavn var den første realitetstestning. På begge sider af landingsbanen lå uendelige rækker af slumboliger. Og det ville tage os mere end de syv måneder, vi havde til rådighed, at løse ulandsfattigdommen.

På yderligere to døgns rejse hæftede vi os ved elendigheden, lugtene og den fugtige varme mere end den lige så overvældende skønhed.

Bissamcuttack er en landsby på nu omkring 4.000 indbyggere. Den ligger i en fattig del af en af Indiens fattigste stater. Der grundlagde Lis Madsen CHB. Hun kom som lægemissionær til Indien fra en praksis i Aalborg i midten af 1950'erne, med et ønske om at være læge hvor der var mest brug for hende. Hun havde ikke andet end lidt medbragt medicin, et stetoskop, overskudsutensilier fra Aalborg Sygehus og en utrolig energi og vilje.

Med den bagage begyndte hun at se patienter i sin stue, men fandt hurtigt ud af, at der var brug for senge til mange af de patienter, der blev båret over bjergene og gennem junglen til hende. Hun fik bygget et lille garagelignende hus og senere flere bygninger med midler fra Dansk Missions Selskab og den kreds af støtter, hun havde i Danmark: kristne toldere, Lions-klubber etc. Hjælpere havde hun ikke og kunne heller ikke få, så hun gik i gang med at uddanne sine egne sundhedsmedhjælpere.

Da vi kom i 1972 var der 40 senge, operationsgang, laboratorium, ambulatorium og afdelinger for henholdsvis medicinske og kirurgiske patienter. Mens vi var der, blev der udbygget med en ny operationsgang og børneafdeling for penge fra DANIDA.

Der var foruden Lis Madsen en ung dansk læge, Kaj Erland Pedersen, en indisk læge, flere sygeplejersker, et par laboranter og de sundhedshjælpere, som hun havde uddannet. Pengene til drift og behandlinger kom fra missionen og hendes støttegrupper, og al behandling var gratis.

Vi var 13.-semesters-studerende, og vores arbejde bestod i at tage ud til landsbyerne og hjælpe til på sygehuset. At komme ud var det hårdeste, men også det mest fascinerende. Der opsøgte vi de kendte tuberkulosetilfælde, undersøgte dem og gennemgik deres medicinbeholdning. Vi uddelte ny medicin med ordre om, at den skulle spises, som vi sagde. Kompliansproblemet var stort. Jeg husker med skam, at jeg enkelte (?) gange ikke undslog mig for at gå ind i folks lerhytter og finde medicinposen frem, hvis det ikke gik hurtigt nok, og skælde ud, hvis der var for meget medicin: alt i den gode sags tjeneste; utroligt hvad de rare mennesker fandt sig i uden at formene os adgang til deres område. En opgørelse, vi foretog, viste, at 30% af patienterne fulgte ordinationerne, hvilket er pænt for så vanskelig en behandling med så upædagogiske behandlere. Og vi opfattede os som kulturåbne og komplians som et problem mellem patient og behandling, hvor problemet var patienten.

På hospitalet arbejdede vi som lægevikarer med stuegang og medhjælp til operationer.

På stuegangen var det infektionssygdommene, som fyldte, dengang som nu, men der er sket en betydelig ændring. Tilfældene af gastroenteritis er nu færre, takket være anlæggelse af overdækkede brønde i næsten alle landsbyer, betalt af DANIDA. Vi havde tuberkulosepatienter, som lå i helkropsgibs i måneder for at fremme helingen af spondylitis, og andre, som gik vaklende rundt på grund af streptomycinbivirkninger. Røntgenudstyr var der ikke, og andet paraklinisk udstyr begrænsede sig til et mikroskop, et hæmoglobinometer og enkelte reagenser til mantouxtestning, proteinudfælding og lignende; så det kliniske blik blev opøvet.

Operationerne var ikke talrige, men væsentlige. Der var sectio, hvor fostrene ofte var svært fastklemte og medtagne, og hvor den fødende kvinde havde ventet i lang tid i hjemmet. Under et sådant besøg hos en kvinde med rumperet uterus svigtede operationslampen, mens K.E. Pedersen stod og fiskede barnet ud mellem tarmene. Vi kunne ikke få gang i den cykeldynamodrevne operationslampe og måtte i buldrende mørke løbe efter lommelygter. Operationen lykkedes, men to dage efter sank kvinden pludselig sammen og døde, formodentlig af en lungeemboli. Operationslampen fik ellers strøm, der blev genereret af en dieselmotor fra en udrangeret nordjysk fiskekutter, da elektriciteten endnu ikke var kommet til Bissamcuttack. Engangsdermatomer blev genbrugt 6-7 gange til brandsårssequelae med godt resultat.

Lis Madsen så behovet for at få CHB på indiske hænder, da æraen for missionærer gik på hæld i Indien, og headhuntede dr. V.K. Henry, som i 1976 tog over. Hun forlod CHB og flyttede ud i et lille hus og begyndte mere eller mindre forfra, påtog sig undervisning i sundhed, hygiejne, økonomi og almindelig skolegang i 83 landsbyer fordelt over et kæmpeområde i et uvejsomt terræn. Landsbyerne, hvori der hovedsageligt boede kasteløse og stammefolk: khondere, de nederste i det kastehærgede indiske samfund, som af pengeudlånerne bliver holdt i kort snor, og som myndighederne kun gør lidt for mellem valgene.

I 1990/1991 rejste Niels Erik Møller og jeg derned med koner og børn for at gense og fremvise CHB. Hospitalet var vokset betydeligt og var velfungerende med egen sygeplejeskole og engelsksproget skole til de ansattes børn (og andre, som havde evner og råd). Et dynamisk kraftcenter, som var ændret meget fra det, vi huskede.

Dansk Missions Selskab havde lukket for pengestrømmen over en treårig periode, kort efter at dr. Henry havde overtaget, så CHB var tvunget fra gratisprincippet. Ikke en rar opdagelse for sygesikringsvante danskere. Men tilsyneladende blev der behandlet lige så mange fattige som tidligere. De mest trængende fik delvise fripladser. Nybygninger og større anskaffelser skete og sker dog stadig med hjælp udefra især fra Folkekirkens Nødhjælp og DANIDA. Der var omkring 4.000 operative indgreb om året, og ambulatoriet og afdelingerne vrimlede med patienter af enhver art, så man på en almindelig stuegang kunne se de fleste af de infektionssygdomme, som vi herhjemme kun hører om: malaria forårsaget af Plasmodium falciparum, tyfus med og uden abscesser, tuberkulose, tetanus, antrax etc. Og nu kunne diagnoserne be- eller afkræftes med røntgen-, UL- og laboratorieundersøgelser.

Hjemme igen fik vi ideen at lade andre nyde godt af stedet: se de mange infektionssygdomme, få bedside-undervisning, arbejde i laboratorium og ambulatorium og komme ud i landsbyerne og få forståelse af, hvorfor infektionssygdomme opstår i troperne, alt sammen mens de blev undervist af dygtige klinikere, og det hele blev sat i perspektiv af Ib Bygbjerg, som nu er professor i international medicin. Undervisningshonorarerne ville bidrage væsentligt til hospitalets drift, og vi selv ville få mulighed for at gense stedet; hele tre ting.

I 1996 drog vi af sted med det første hold på 18 kursister i regi af et centraliseret efteruddannelseskursus. Den første rejse var forfæ rdelig, men da vi kom frem, blev vore drømme om kurset overgået både fagligt, kulturelt og socialt, hvorfor flere fulgte.

Til Bissamcuttack var der kommet en ny læge med speciale i samfundsmedicin: Johnny Oommen. Hans viden og karismatiske fremtoning bliver husket af alle, og hans omgang med patienterne er et lærestykke i patientcentreret medicin. Ingen behandles, uden at de har bedt om det, og uden at de selv, familien eller landsbylederne har forstået hvorfor. Indførelsen af permethedinimprægnerede moskitonet er et eksempel på arbejdsmetoden. Malaria er i området den største børnedræber (selv om der i Indien som sådan ikke er mange malariatilfælde), og behandlingen sker mest med chloroquin, som i mange tilfælde stadig virker, men behandlingen begyndes ofte for sent.

Imprægnerede net til at sove i er for den enkelte familie det mest effektive beskyttelsesmiddel. Oplysning herom tager sigte på hele landsbyen, og der laves sessioner for mændene, kvinderne og børnene. Når undervisningen er færdig, overlades det til landsbyen at vurdere, om net er en fornuftig anskaffelse og investeringen værd. Hvis de bliver enige, kontakter de »Landsbyprogrammet«, og så begynder forhandlingerne om køb af nettene. Nettene skal der betales for, ellers bliver de ikke værdsat og brugt, mener Oommen og hans medarbejdere. Prisen er på henholdsvis 100 InR og 150 InR (16 kr. og 24 kr.) for et enkeltpersons og et topersoners moskitonet, og det er ikke et beløb ret mange har liggende.

Leveringen gøres til en festdag. Alle samles, og de farvestrålende net udleveres og imprægneres. Næste skridt er at få dem i brug, og derfor laves der lege, hvor børnene gemmer sig i dem etc., og det er vigtigt, at netop de kommer »ind«, for sammen med de gravide er de de mest udsatte. Hjælper det så?

Børnedødeligheden i landsbyerne er på 170 promille, meget over Indiens og staten Orissas, hvor den er kommet ned under 100 promille. Med indførelse af nettene faldt den til 110 promille.

Projektet har dannet model i undervisningshenseende, men hvad betalingen angår, er den ret enestående, når der er tale om udviklingsprojekter.

Et andet fokuspunkt for oplysnings- og forebyggelsesarbejdet er svangre- og fødselshygiejne, idet mangel på samme er medårsag til den høje børnedødelighed. I alt 90 procent af kvinderne føder uden hjælp af andre, fordi fødende anses for urene og ikke må være i huset eller berøres af andre. Kvinden kommer først ind i hytten igen, når hun er holdt op med at bløde. At ændre denne i vore øjne barbariske opfattelse af kvinden er ikke i projektets magt, så derfor har man koncentreret sig om at undervise kvinderne i ernæring og betydningen af jerntilskud, at lære dem at vaske hænder, rede et rent fødselsleje og skære navlestrengen over med et sterilt barberblad. Man sælger dem for et symbolsk beløb en lille pakke med et rent stykke klæde, i hvilket der er et stykke sæbe, en lille kniv og en navleklemme. Et lille, men effektivt middel, som redder flere liv, end scanninger af gravide gør i Danmark.

Projektet tager også fat på undervisning ud fra en tro på, at det vigtigste enkeltmiddel til fremgang også på sundhedsområdet er viden, og at dette kun opnås effektivt ved at kunne læse og skrive. Analfabetismen er stor, og de enkelte, som kommer i skole, kommer på kostskole i lavlandet og derfra næsten aldrig tilbage til landsbyen.

En gruppe af landsbyer med meget energiske og dygtige ledere spurgte Johnny Oommen, om ikke han kunne bygge en skole i lokalområdet med undervisning på stammesproget kuvi, som er alfabetiseret blandt andet ved hjælp af DANIDA-penge. Projektet forekom utopisk, men landsbyerne blev imidlertid ved, og til sidst blev aftalen, at de skaffede en grund og lagde arbejdskraft til ved bygning af skolen, og Oommen skaffede penge til materialer. Skolen blev tegnet af lægfolk, og bygningerne kom til sidst op at stå, og de første står der stadig. Det er blevet en kostskole, som det første år havde plads til 20 elever, og nu i fire år er vokset med et tilsvarende antal for hver årgang, hvilket den skal blive ved med i syv eller ti år. Eleverne kommer fra mange landsbyer, og udvælgelsen er spændende. Det viste sig straks, at de bedst fungerende familier ville sende deres drenge og fylde alle pladser med dem. Efter megen palaver indførtes en procedure, hvor der blev udvalgt lige mange piger og drenge som elever, og udvælgelsen sker ved lodtrækning, som finder sted for øjnene af alle. Det er vigtigt, for kvinders uddannelsegrad er den vigtigste enkeltfaktor i bekæmpelse af børnedødeligheden: »uddan en mand og du uddanner et individ, uddan en kvinde og du uddanner og udvikler en familie.«

Børnedødeligheden i Indien er omvendt proportional med kvinders alfabetiseringsgrad, et sammenfald, som langt overgår forholdet til økonomi. Skolen er nu viderebygget ved hjælp af donationer. Friends of Bissamcuttack, som vi har grundlagt, har gennem indsamling bidraget med over 200.000 kr., som har rakt til en ny fløj til undervisning, køkkenbygning og bolig til lærere og mere. Pengene er for størstedelen indsamlet blandt læger, som har været på kursus, og indsamlingen formidles gennem Folkekirkens Nødhjælp (skattebegunstiget og revideret).

Det er morsomt at følge dette projekt og se, hvorledes det vokser og bakkes op. Men ikke blandt de lokale pengefolk, som ikke ønsker, at stammefolkene kan læse kontrakter og der dermed kunne undslå sig lån, som slavebinder dem, ofte livslangt.

Og tilbage til kurset: Infektionssygdommene og håndtering af disse er hovedemnet, men kurset giver også en indsigt i, hvorfor disse infektionssygdomme findes i de fattige dele af verden og ikke her eller i Singapore. Vore planer med kurserne er blevet opfyldt, og vi fortsætter: næste gang i november 2003.