Skip to main content

Farmakologisk modulering af de øvre urinvejes aktivitet under fleksibel ureterorenoskopi

Læge Helene Jung: Forf.s adresse: Jomsborgvej 8, DK-5000 Odense C. E-mail: helenejung@hotmail.com. Forsvaret finder sted den 12. september 2008, kl. 14.00, mødelokalet »Under Volden«, Fredericia Sygehus, Dronningensgade 97, Fredericia. Bedømmere: Hans Jørgen Kirkeby, Steinar Johan Karlsen, Norge, og Anders Mattiasson, Sverige. Vejleder: J.C. Djurhuus.

5. sep. 2008
2 min.



Denne ph.d.-afhandling omfatter en oversigtsartikel og tre originalartikler baseret på eksperimentelle og kliniske studier udført på hhv. Klinisk Institut, Sundhedsvidenskabeligt Fakultet, Aarhus Universitet og Urologisk Afdeling, Fredericia Sygehus, Sygehus Lillebælt.

Formålet med studiet var at undersøge, om endoluminalt administreret isoprenalin (ISO) sikkert og effektivt kan relaksere ureter og dermed sænke det renale pelvistryk (PP) under fleksibel ureterorenoskopi (URS). Skylning med saltvand under URS øger trykket i urinvejene, hvilket kan føre til intrarenalt tilbageløb og deraf følgende infektionsrisiko. I andre studier har man påvist, at det øgede tryk kan forårsage skader i nyren. En spastisk, kontraheret ureter kan endvidere være svær at arbejde i. En relaksation af ureter vil potentielt kunne nedsætte komplikationsrisici og lette tilgængeligheden til de øvre urinveje under URS.

Der er dels foretaget et randomiseret, kontrolleret studie med grise, dels et humant fase II-forsøg med patienter og dels et randomiseret, kontrolleret fase III-studie med patienter. Under alle tre studier foretog man URS under skylning med hhv. ISO og saltvand og målte PP og eventuelle systemiske bivirkninger.

Eksperimentelt studie: ISO reducerede trykstigningen i nyrepelvis med 42% (p < 0,001). Der var ingen signifikant forskel i puls hos de to grupper (p = 0,166), ligesom blodtrykket ikke udviste signifikant ændring (p = 0,425).

Fase II: Under saltvandsskylning var pulsen gennemsnitligt 60 (± 11), mens den under ISO-skylning var 61 (± 11) (p = 0,23). Middelblodtrykket var 56 (± 7) mmHg og 58 (± 6) mmHg under hhv. saltvands- og ISO-skylning (p = 0,10). Således kunne man konkludere, at skylning med ISO ikke giver anledning til bivirkninger.

Fase III: Det gennemsnitlige PP blev reduceret under skylning med ISO. I saltvandsgruppen var gennemsnitstrykket 33 (± 12) mmHg sammenlignet med 19 (± 3) mmHg i ISO-gruppen (p = 0,029).

Skylning med ISO (0,1 mikrogram/ml) reducerede stigningen i PP under fleksibel URS signifikant. Under URS kunne ISO holde PP under niveauet for intrarenalt tilbageløb, hvilket kan have klinisk relevans, idet man potentielt kan hindre spredning af bakterier til blodbanen og postoperativ udvikling af infektion/urosepsis. Endvidere kan URS-proceduren potentielt faciliteres pga. ureteral relaksation, hvilket kan nedsætte morbiditet og indlæggelsestid ved URS.

Forholdet mellem PP, tid og per- og postoperative komplikationer skal søges belyst i fremtidige studier, for at man kan afgøre, i hvilken grad og især i hvilke situationer, man har størst gevinst af at sænke PP. Derudover bør andre lægemidler eller kombinationer heraf afprøves mhp. at finde det mest effektive middel til ureteral relaksation.