Skip to main content

Fluktuationer i kropsvægt er associeret til øget risiko for kardiovaskulære komplikationer

Ustabil kropsvægt hos patienter med iskæmisk hjertesygdom er associeret til øget risiko for hjerte-kar-komplikationer og øget risiko for at udvikle diabetes.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

Redigeret af Peter Lange, plange@dadlnet.dk

21. apr. 2017
2 min.

Et anbefalet råd til overvægtige patienter, som har iskæmisk hjertesygdom, er, at de bør tabe sig. Imidlertid er vægttab hos mange patienter ofte efterfulgt af en vægtstigning, og det er uafklaret, om sådanne vægtfluktuationer (weight-cycling) er associerede til en dårligere prognose. Ved at analysere data fra en stor undersøgelse af effekter af kolesterolnedsættende medicin kunne amerikanske forskere vise, at personer med de mest udtalte vægtfluktuationer havde en øget risiko for død af iskæmisk hjertesygdom, kardiovaskulære komplikationer som angina pectoris, blodprop i hjertet, hjertestop og apopleksi samt øget risiko for at udvikle diabetes over en observationsperiode på ca. fem år. Den absolutte risiko for disse komplikationer var størst hos dem, som var fede eller overvægtige ved indgang i studiet, men tendensen til mere sygelighed blandt dem med fluktuerende vægt var også til stede hos normalvægtige.

Ph.d.-studerende Mathilde Svendstrup, Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research, Section of Metabolic Genetics, Københavns Universitet, kommenterer: ”Det er et grundigt og spændende studie, hvis resultater ligger i tråd med flere andre studier, som viser en sammenhæng mellem vægtfluktuationer og øget morbiditet og mortalitet uafhængigt af udgangsvægt og andre kendte risikofaktorer. Selv personer med intenderet vægttab har i tidligere studier vist sig at have dårligere prognose end vægtstabile. Men vi mangler fortsat at afklare kausaliteten, altså om det er vægtfluktuationerne i sig selv, som er skadelige. Måske er der nogle underliggende biologiske mekanismer tilfælles for det at være vægtlabil og være metabolisk belastet af sin overvægt. Det bliver spændende at se, hvad forskningen i bl.a. genetisk disposition til vægtfluktuation kan lære os. Det er fortsat en stor udfordring at finde en gavnlig og holdbar vej til vægttab til overvægtige og fede”.

Bangalore S, Fayyad R, Laskey R et al. Body-weight fluctuations and outcomes in coronary disease. New Engl J Med 2017;376:1332-40.

Interessekonflikter: ingen