Skip to main content

Forbedret mulighed for temporær pacing i Danmark

Christina Alhede, Mathilde Weisz, Axel Diederichsen & Hans Mickley Hjertemedicinsk Afdeling B, Odense Universitetshospital

3. maj 2012
3 min.

Introduktion

I 1990 publicerede Ugeskrift for Læger en artikel med titlen »Temporær pacemakerbehandling i Danmark«, i hvilken man redegjorde for danske hospitalers brug af temporær pacing (TP) i særdeleshed ved akut myokardieinfarkt (AMI). I de mellemliggende mere end 20 år er udviklingen gået i retning af færre sygehuse samt højere specialisering, og reperfusionsbehandling er blevet standard ved ST-elevations-infarkt (STEMI). På baggrund af denne udvikling har vi ønsket at undersøge den aktuelle anvendelse af TP på landets sygehuse og sammenligne de opdaterede data med resultaterne fra 1990 for at belyse, om TP-status har ændret sig over de seneste 20 år.

Materiale og metoder

I februar 2010 udsendtes et spørgeskema til 39 danske sygehuse, som modtager og behandler akutte hjertepatienter. Det udsendte spørgeskema var identisk med det, der blev benyttet i 1990. Der blev efterspurgt tal fra 2008. Tilsvarende havde man i den oprindelige artikel benyttet tal fra 1986. De ti spørgsmål skulle besvares med en eller flere afkrydsninger. Herefter fulgte to sygehistorier med alternative forløb til illustration af indikationen for TP ved AMI. Resultaterne blev sammenholdt med data fra den oprindelige undersøgelse og testet i forhold til den nulhypotese, at der ingen forskel er i indikationen for TP ved AMI i 2008 sammenlignet med i 1986. Der anvendtes ?2-test, og en p-værdi < 0,05 blev betragtet som signifikant.

Resultater

I alt 33 ud af 39 sygehuse indgik i undersøgelsen (87%). Af de medvirkende havde 31 (94%) mulighed for TP. Alle sygehuse havde en Zoll-pacemaker, mens 20 sygehuse (61%) derudover havde adgang til transvenøs TP. Zoll-pacing var den foretrukne metode på fem sygehuse med adgang til både transkutan og transvenøs TP, mens 15 sygehuse primært ville vælge transvenøs pacing. I 1986 havde 13 af 74 hospitaler (18%) transkutan TP, og 33 af 74 (45%) havde transvenøs TP.

Den foretrukne vene ved transvenøs pacing var en central vene (75%). Det transvenøse pacekateter blev på 15 sygehuse anlagt af en kardiolog. Anlæggelsen foregik i samarbejde mellem en kardiolog og en anæstesiolog på tre sygehuse, mens der et enkelt sted deltog både en internmediciner og en kardiolog. På et sygehus stod en internmediciner selvstændigt for anlæggelsen. I 1986 anlagde en klinisk fysiolog 36% af de transvenøse pacekatetre.

Antallet af temporært pacede patienter i undersøgelsen var 479 i 2008, og af disse fik 67 patienter TP pga. AMI, hvilket svarer til 0,7%. I 1986 fik signifikant flere (3,7%) AMI-patienter foretaget TP. Der påvistes ingen væsentlig forskel i indikationen for TP ved AMI i 2008 sammenlignet med 1986. Den eneste undtagelse var ved bagvægsinfarkt med tredjegrads atrioventrikulært blok med ventrikulær erstatningsrytme, hvor TP-raten nu var højere: 85% versus 56% (p = 0,01).

Konklusion

Siden 1986 er andelen af danske sygehuse med mulighed for TP fordoblet, og næsten alle hospitaler har i dag adgang til en Zoll-pacemaker. Over samme tidsperiode er antallet af patienter, der bliver behandlet med TP ved AMI faldet signifikant, hvilket formentlig skyldes indførelsen af primær PCI som standardbehandling ved STEMI.

Danish medical JOURNAL: Dette er et resume af en originalartikel publiceret på danmedj.dk som Dan Med J 2012;59(2):A4380