Skip to main content

Forløbet af lændesmerter og tidlig identifikation af høj-risikopopulationer

Kiropraktor Lise Hestbæk: Forf.s adresse: Drammelsbækvej 54, DK-8300 Odder. E-mail: hestbaek@vip.cybercity.dk Forsvaret fandt sted den 19. juni 2003. Bedømmere: Fin Biering-Sørensen, Anders Green og Karsten Thomsen. Vejleder: Claus Manniche. Afhandlingen kan rekvireres ved henvendelse til: Rygcenter Fyn, Sygehus Fyn Ringe, DK-5750 Ringe, tlf: 63 62 18 61.

1. nov. 2005
2 min.

Ph.d.-afhandlingen er udført på Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet, Odense.

Baggrund: Der er evidens for, at rygproblemer starter tidligt i livet, og folk med lændeproblemer i ungdommen har en øget risiko for lændeproblemer senere i livet. Den hidtidige ætiologiske forskning på området har primært fokuseret på risiko-faktorer hos voksne frem for risiko-grupper. Dette projekt forsøger først at klarlægge det spontane forløb af lændeproblemer dernæst at karakterise en »skrøbelig« gruppe af unge med høj risiko for at udvikle lændeproblemer.

Metoder: 1. En gennemgang af litteraturen omhandlende det spontane forløb af lændeproblemer, samt analyse af data fra en prospektiv, populationsbaseret undersøgelse af 30- til 50-årige individer (Sundhedsprojekt Ebeltoft). Forløbet af lændeproblemer over et femårigt forløb blev undersøgt.
2. En gennemgang af litteraturen omhandlende forekomsten af andre sygdomme i forbindelse med rygproblemer. Derefter analyse af data fra en 12-22-årig kohorte (Det Danske Tvillingeregister og Det Medicinske Fødselsregister). Lændeproblemer blev analyseret i forhold til forekomsten af andre sygdomme, fødselsdata og heritabilitet.

Resultater: 1. Der er oftest tale om et recidiverende forløb, sjældent med total remission. 2. Alle undersøgte sygdomme, med undtagelse af diabetes, var positivt associerede med rygproblemer hos både voksne og teenagere. 3. Der er muligvis en svag forhøjet risiko for lændesmerter i ungdommen ved en høj fødselsvægt. 4. Udviklingen af lændeproblemer har en signifikant genetisk komponent, hvis indflydelse aftager fra 12 til 19 år.

Terapeutiske perspektiver: Hvis en gruppe med høj risiko for lændeproblemer kan identificeres før valg af erhverv, kan omfanget af sygefravær og førtidspensioner måske reduceres.