Forsknings- og bevillingssystemet

Dansk sundhedsvidenskabelig forskning er karakteriseret ved, at forskningen udføres af en række meget forskel- lige offentlige og private aktører, og at bevillingerne til forskningen kommer fra et væld af forskellige offentlige og pri- vate, nationale og internationale bevillingsydere. Bevillingssystemet er tostrenget med adskillelse af basisbevillinger og projektbevillinger, og grundlaget for at yde bevillinger va- rierer lige fra at være lovreguleret under flere ministerier til at være baseret på individuelle, faglige bedømmelser af offentlige eller private bedømmelsesudvalg/-komiteer. Hertil kommer, at der foregår en betydelig offentlig forskning uden for universiteterne (sektorforskning).

På den baggrund er det vanskeligt at få et fuldt overblik over den sundhedsvidenskabelige forskning i Danmark. Det gælder i relation til, hvilke forskningsaktiviteter der er i gang, og hvorledes der samarbejdes herom på tværs af institutionsgrænser. Vanskelighederne knytter sig også til den betydelige usikkerhed, der er forbundet med begrebet »forsknings- og udviklingsomkostninger«. Ligeledes er det vanskeligt at sige noget overordnet om, hvilke generelle kvalitetskrav der stilles til forskningsprojekter. Og endelig mangler den løbende indsigt i, hvilke forskningsresultater der opnås i fondenes peer review- kvalitet.

Det er nærliggende at overveje, om organiseringen af den danske sundhedsforskningsindsats og opbygningen af finansierings- og bevillingssystemet er hensigtsmæssig. Målet må være, at tilrettelæggelsen af disse organisatoriske og administrative forhold i størst muligt omfang skal medvirke til at fremme forskningen og dermed forskningsresultaterne.

Nærværende artikel vil sætte fokus på ovenstående temaer.

Finansiering af sundhedsforskningen i Danmark

I Tabel 1 vises finansieringsniveauet i den offentlige og private sektor i perioden 1995-2000. I den offentlige sektor er stigningen moderat og skyldes hovedsagelig en kraftig stigning i de private investeringer i sundhedsforskningen. Den offentlige satsning over perioden er efter et voldsomt fald fra 1995 til 1997 nu svagt stigende, men er dog i 2000 stadig under 1995-niveau. Tabel 1 viser også, at den privatfinansierede del af de offentlige forskningsomkostninger har været stigende til og med 1999 og i dag udgør næsten 50% af den offentlige forskningsvirksomhed.

Udviklingen er udtryk for stigende tillid til den offentlige sektor - men også for den afhængighed af eksterne investorer, som den offentlige forskningsvirksomhed har. Man skal ikke være blind for, at disse voksende erhvervsmæssige interesser i den offentlige forskning kan have uønskede konsekvenser. Her tænkes for eksempel på stigende afhængighed af privatøkonomiske interesser ved gennemførelse af offentlige forskningsstrategier og ikke mindst på risikoen for, at erhvervsmæssige interesser får indflydelse på offentlige forskningsresultater.

Der er tale om en markant stigning i de private investeringer i sundhedsforskningen. Erhvervslivets satsning på dette område nærmer sig en fordobling i perioden. Til trods for den usikkerhed, der kan være i afgrænsningen af »udviklingsomkostninger«, afspejler tallene væksten i den medicinske industri, herunder især i bioteknologien.

Tallene i Tabel 2 viser ikke overraskende, at den samlede danske forskningsinvestering ligger et godt stykke under Barcelona-aftalens målsætning om 3% af BNP. Faktisk skal indsatsen øges med 50% inden 2010 for at nå det opstillede mål. Det betyder, at de samlede investeringer i sundhedsforskningen skal øges fra det nuværende omkostningsniveau på ca. 6.501.000.000 kr. til ca. 9.751.500.000 kr. Talenterne og miljøerne er der. Nu må de offentlige myndigheder også tage deres ansvar for udbygningen.

Finansieringskilder og bevillingssystem

Finansieringen af den sundhedsvidenskabelige forskning kommer fra et bredt spekter af offentlige, private, nationale og internationale kilder. Flere ministerier har betydelige forskningspuljer til aktiviteter inden for deres ressortområder (sektorforskning). Det samme gælder for store offentlige fonde som Danmarks Grundforskningsfond, Forskeruddannelsesrådet og Det Strategiske Miljøforskningsprogram. Amterne finansierer forskningsindsats på sygehuse, og en række private fonde og foreninger uddeler bevillinger. Hertil kommer, at EU uddeler forskningsmidler gennem unionens forskningsprogrammer.

De mangfoldige forskningskilder indebærer en stor uoverskuelighed og anvendelse af mange gode kræfter i ansøgnings- og bevillingssystemet, hvor frivillig, velkvalificeret arbejdskraft medgår til at finde frem til de bedste og mest støtteværdige forskningsprojekter. Forsknings- og udviklingsudgifterne i sundhedssektoren fordeles mellem universiteter, sektorforskningsinstitutter og andre sundhedsvidenskabelige institutioner herunder private og sygehuse.

I takt med at den offentlige andel af forskningsfinansieringen er reduceret i de seneste år, er presset på de eksterne midler øget. På de fleste offentlige forskningsinstitu- tioner forrykkes således balancen mellem basis- og programbevillinger.

Der er bred enighed om, at basisbevillingerne bør have en vis størrelse (antagelig 40%) i forhold til de eksterne midlers andel af det samlede forskningsbudget. Med basisbevilling menes bevillinger, som ikke søges eksternt. Det giver mulighed for at opbygge en infrastruktur, som kan overleve svingninger i bevillingerne, og som har styrke til at afprøve nye fase 1- eller fase 2-projekter. Den største andel (ca. 60%) af finansieringen bør søges eksternt. Herved fastholdes konkurrenceprincippet til sikring af kvaliteten. Det er dog oplagt, at nye forskningsmiljøer i større grad forudsætter basisbevillinger end ældre veletablerede miljøer. De nævnte procentsatser er udtryk for et skønnet gennemsnitsniveau, individuelle og samfundsmæssige hensyn vil kunne spille ind.

Tabel 3 viser, at den sundhedsvidenskabelige forskning på universiteter og sygehuse er meget afhængig af et bredt spektrum af finansieringskilder. En tredjedel af sygehusenes forskningsfinansiering kommer således fra eksterne kilder (erhvervslivet, fonde og foreninger).

Diskussion

Et fundamentalt element i sikring af optimal udnyttelse af forskningsmidler er kvalitetssikring. Det gælder ikke kun for projektbevillinger, men også for basisbevillinger. Basisbevillingerne giver institutionerne mulighed for langsigtet planlægning og kontinuitet, men de må ikke virke fastlåsende for aktiviteter. Basisbevillingerne skal medvirke til at sikre forskningsmiljøernes fremtidige faglige levedygtighed, alsidighed og fornyelse. En hensigtsmæssig fordeling mellem basis- og projektmidler kunne som tidligere nævnt være 40/60.

Et andet vigtigt element til bedre udnyttelse af ressourcerne vil være en forenkling og/eller samordning af bevillings- og finansieringssystemet. Bevillings- og finansiering ssystemet skal være enkelt, klart, gennemskueligt og let at administrere. Systemet skal endvidere understøtte nationale strategier. Og endelig som en afgørende faktor for det samlede forskningsoutput er det vigtigt, at bevillings- og finansieringssystemet tilrettelægges således, at der skabes sammenhæng og balance mellem grundforskning, klinisk forskning og samfundsmedicinsk forskning, idet et sådant sam-spil er forudsætningen for, at borgerne kan tilbydes høj kvalitet i forebyggelse, diagnostik, behandling og pleje.

I takt med den stigende konkurrence om de økonomiske midler stiger behovet for større og stærkere forskningsmiljøer. Ved den forestående uddeling af bevillinger fra EU's 6. rammeprogram forudsættes der ligefrem stærke faglige miljøer blandt andet ved opbygning af forskningsnetværk. Denne tendens øger behovet for en forenkling og en samordning af finansierings- og bevillingssystemet. Det må derfor indgå i overvejelser om den fremtidige struktur for dansk sundhedsvidenskabelig forskning, om det er hensigtsmæssigt, at forskningen foregår på og i så mange små og mellemstore forskningsenheder og forskningsmiljøer. Det er vigtigt at holde sig for øje, at miljøerne hele tiden skal give grobund for synergi, inspiration og nytænkning. Det forudsætter miljøer af en vis størrelse og en bred og høj faglighed. Staten kunne gå foran og reducere antallet af miljøer inden for sektorforskningen. Minimumskravet må være, at den offentligt finansierede forskningsaktivitet altid er forankret i et universitetssamarbejde eller en anden form for samarbejde/netværk, hvor kvalitet i forskningen og nyttiggørelse af forskningsresultater kan sikres i samme omfang som i universitetsregi. Som bekendt er universiteterne pålagt et ansvar med hensyn til kvalitetssikring. Der findes desværre mange eksempler på spildte forskningsmidler i for løst funderet sektorforskning.

Prioritering og strategisk planlægning er også vigtige faktorer. For en optimal udnyttelse af forskningsmidlerne vil det være af afgørende betydning, at der sker en overordnet strategisk udvælgelse af, hvilke forskningsområder der bør satses på. NASTRA-arbejdet fra midten af 1990'erne er et godt eksempel herpå. Det vil være naturligt at satse på områder, hvor dansk forskning kan mønstre særligt stærke miljøer.

For at forskningsresultater hurtigere og mere systematisk skal kunne omsættes til nye behandlingsformer og dermed komme patienterne til gavn, kræves der, at de svære vilkår, som den kliniske forskning har i dag, lettes. Et af problemerne er, at den udføres af de læger og det sundhedspersonale, som også varetager patientbehandlingen og -kontakten. Patientbehandlingen er og skal være det primære, og der skal gøres alt for at undgå ventetider og ventelister. Men som vilkårene er i dag betyder det, at der på mange områder ikke er overskud til at udføre det vigtige og nødvendige eksperimentelle pionerarbejde (fase 1 og fase 2). Der er brug for at styrke infrastrukturen og tilføre kompetence og midler, så der kan gennemføres flere forsøgsbehandlinger og ske kvalitetssikring og fortsat kvalitetsudvikling til gavn for patienterne.

Af tabellerne ovenfor fremgår det, at offentlig forskning har været nedprioriteret. Nedgangen i de offentlige forskningsbevillinger skal vendes. Forskning og forskningsresultater er en hovedkilde til samfundsudvikling, herunder forbedret samfundsøkonomi. Og her spiller ikke mindst sundhedsforskningen en vigtig rolle jf. den igangværende udvik-ling i udgifterne til patientbehandling. Og regeringen har vist, at man er klar over problemets omfang. I foråret forpligtede Danmark sig sammen med de øvrige EU-lande til massive investeringer i forskningen frem til 2010. Den såkaldte Barcelona-målsætning indebærer, at de samlede forskningsudgifter i 2010 skal bringes op på 3% af BNP. Heraf skal det offentlige stå for 1%, hvilket vil betyde et merfinansieringsbehov i milliardklassen. En realisering af denne målsætning skal naturligvis kombineres med andre elementer for at blive en samfundsmæssig succes, der kan stå mål med den økonomiske investering.

Talenterne er der - de konkrete beslutninger lader vente på sig.

Reprints: Arne Rolighed, Direktionen, Kræftens Bekæmpelse, Strandboulevar-den 49, DK-2100 København Ø.

Antaget den 20. november 2002.

Kræftens Bekæmpelse, København.