Skip to main content

Frit insulin-lignende vækstfaktor I - bestemmelse og relation til væksthormon sekretion og glukose-homeostase

1. reservelæge Jan Frystyk Nielsen: Forf.s adresse: Medicinsk Forskningslaboratorium, Århus Universitetshospital, Århus Sygehus, Nørrebrogade 44, bygning 3 kælderen, DK-8000 Århus C. E-mail: jan@frystyk.dk. Forsvaret fandt sted fredag den 27. februar 2004. Opponenter: Niels Erik Skakkebæk og Kerstin Brismar , Sverige.

4. nov. 2005
2 min.

Doktordisputatsen er udført under ansættelser ved Medicinsk Forskningslaboratorium, Institut for Eksperimentel Klinisk Forskning og Medicinsk Afdeling M, Århus Universitetshospital, og omfatter ni originalarbejder publiceret i tidsrummet 1997-2003 samt en oversigtsartikel.

Vækstfaktoren IGF-I (insulin-like growth factor I) bærer hovedansvaret for kroppens normale vækst og regeneration, men er sandsynligvis også involveret i udviklingen af almindeligt forekommende cancersygdomme og aterosklerose.

Den endogene IGF-I bioaktivitet estimeres vha. serum/plasmaniveauet af immunoreaktivt IGF-I. Størstedelen af det cirkulerende IGF-I er imidlertid bundet til specifikke IGF-bindende proteiner, og da disse interfererer med den immunologiske IGF-I-bestemmelse, er det nødvendigt først at ekstrahere IGF-I fra bindingsproteinerne. Den målte koncentration består således af summen af frit og bundet IGF-I (= total IGF-I).

Generelt hæmmer de IGF-bindende proteiner IGF-I-bioaktiviteten, og det kan derfor anfægtes om total IGF-I er et godt mål for blodbanens IGF-I bioaktivitet. Vi udviklede derfor i 1994 en ultrafiltrationsmetode, der udmærker sig ved at isolere frit IGF-I i serum/plasma under tilnærmede fysiologiske omstændigheder (37°C og pH 7,4). Herudover findes en kommercielt tilgængelig immunoradiometrisk analyse (IRMA), der ikke kræver forudgående isolation af frit IGF-I.

Den aktuelle afhandling er en kritisk gennemgang af litteraturen om frit IGF-I. Afhandlingens 1. del indeholder en sammenligning af de to metoder til bestemmelse af frit IGF-I. Det konkluderes, at ultrafiltration giver det mest pålidelige resultat, mens IRMA'et kan medføre en betydelig bias af analyseresultaterne.

Væksthormon er det overordnede IGF-I-stimulerende hormon. Omvendt udøver cirkulerende IGF-I negativ feedback på hypofysens væksthormonafgift. I afhandlingens 2. del beskrives relationen mellem væksthormon- og serumniveauet af henholdsvis total IGF-I, ultrafiltreret IGF-I og IRMA-frit IGF-I. Det konkluderes, at ultrafiltreret frit IGF-I generelt udviser den tætteste relation til væksthormon og derfor må formodes at være det bedste mål for blodbanens reelle IGF-I-bioaktivitet.

Afhandlingens 3. del omhandler betydningen af IGF-I og den beslægtede vækstfaktor IGF-II for glukoseomsætningen. Det konkluderes, at IGF-I og -II ikke medvirker i den måltids-relaterede glukoseomsætning, hvorimod vækstfaktorerne kan have en vis betydning for glukoseomsætningen i den postabsorptive fase. Dog synes det sikkert, at IGF-II er involveret i tumorinduceret hypoglykæmi, et sjældent paraneoplastisk fænomen, der skyldes tilstedeværelse af en IGF-II-producerende tumor. Tumors IGF-II-produktion resulterer i ekstremt forhøjede serumniveauer af frit IGF-II, hvilket medfører hypoglykæmi. Måling af frit IGF-II har derfor stor diagnostisk betydning i udredningen af hypoglykæmi.