Skip to main content

Genetiske variationer i lægemiddelmetabolisme blandt færinger

Cand.pharm. Jónrit Halling: Forf.s adresse: Klinisk Farmakologi, Syddansk Universitet, Winsløwparken 19, 2. sal, DK-5000 Odense C. E-mail: jhalling@health.sdu.dk Forsvaret fandt sted den 25. marts 2008. Bedømmere: Kim Dalhoff, Henrik Enghusen Poulsen og Kirsten Ohm Kyvik. Vejledere: Kim Brøsen, Pál Weihe og Philippe Grandjean.

4. apr. 2008
2 min.

Denne ph.d.-afhandling bygger på et arbejde udført på Forskningsenheden for Klinisk Farmakologi, Syddansk Universitet, og på Afdeling for Arbejdsmedicin og Folkesundhed, Det Færøske Sygehusvæsen.

I ph.d.-projektet bliver CYP2D6-, CYP2C19-, CYP2C8- og CYP2C9-polymorfierne i den færøske befolkning belyst. CYP2D6-polymorfien blev yderligere undersøgt i relation til metabolismen af to CYP2D6-substrater hhv. amitriptylin og tramadol. På baggrund af en øget prævalens af Parkinson-patienter på Færøerne blev hyppigheden af CYP2D6-langsomme omdannere blandt færøske Parkinson-patienter bestemt, idet tidligere studier har påvist sammenhæng mellem CYP2D6-polymorfien og Parkinsons sygdom.

Forekomsten af CYP2D6- og CYP2C19-langsomme og -hurtige omdannere blev bestemt hos 312 raske frivillige færinger ved fænotype- og genotypebestemmelser. Omkring 15% blev klassificeret som CYP2D6-langsomme omdannere, hvilket er det dobbelt af, hvad normalt ses i europæiske befolkninger, og 3% blev fundet at være CYP2C19-langsomme omdannere, hvilket svarer til hyppigheder set i andre europæiske befolkninger. Allel-frekvenserne af CYP2C8*3 og CYP2C9*2 og *3 var ligeledes svarende til andre europæiske befolkninger.

Blandt patienter i behandling med amitriptylin var hyppigheden af CYP2D6-langsomme omdannere 22%, og korrelationen mellem aktiviteten af CYP2D6 og den videre metabolisme af en af amitriptylins metabolitter, nortriptylin til (E) -10-OH-nortriptylin, blev eftervist.

Af tramadol-patienterne blev ca. 10% klassificerede som CYP2D6-langsomme omdannere, hvilket ikke er højere, end hvad normalt er observeret blandt europæere. Studiet viste, at også i polymedicinerede patienter med opnåede steady-state -koncentrationer af tramadol, var CYP2D6-polymorfiens indflydelse på tramadols farmakokinetik klar.

Hyppigheden af CYP2D6-langsomme omdannere blandt færøske Parkinson-patienter og raske matchende kontroller viste sig at være den samme (16%), og CYP2D6-polymorfien kan derfor ikke anses for værende en sandsynlig forklaring på den høje prævalens af Parkinson-sygdom blandt færinger.

Studiet giver anledning til videre forskning i betydningen af den høje hyppighed af CYP2D6-langsomme omdannere blandt færinger og også til videre at søge efter årsagerne til den høje prævalens af Parkinson-sygdom blandt færinger.