Skip to main content

Global og regional udvikling i forekomst og dødelighed af respiratoriske cancere

Den positive udvikling med faldende forekomst og dødelighed i de rige lande står i kontrast til en bekymrende udvikling i de fattigste lande.
Foto: Colorbox
Foto: Colorbox

Redigeret af Peter Lange, plange@dadlnet.dk

5. okt. 2021
2 min.

Lungekræft er den hyppigste dødelige kræftform på verdensplan. Larynxcancer er mindre hyppig, men begge cancerformer deler samme risikofaktorer. En ny artikel estimerer incidens, dødelighed og sygelighed af disse cancere på globalt og regionalt plan med fokus på udviklingen i de sidste ti år. Forfatterne rapporterer, at der på verdensplan i 2019 døde ca. to millioner mennesker af lungekræft og ca. 120 tusinde som følge af larynxcancer. For mænds vedkommende er den globale alderskorrigerede incidensrate af lungekræft i perioden 2010-2019 faldet med ca. 7% for lungekræft og med 3% for larynxcancer, mens de tilsvarende incidensændringer hos kvinder var en stigning på ca. 1% og et fald på 0,5%. Forfatterne estimerer, at tobaksrygning var ansvarlig for ca. 64% af disse sygdomstilfælde.

Overlæge, professor emeritus Peter Lange, Medicinsk Afdeling, Herlev-Gentofte Hospital og Københavns Universitet kommenterer: »Den nye artikel fra forskerne bag Global Burden of Disease indeholder et væld af interessante oplysninger og fører til væsentlige konklusioner. Rygning er på globalt niveau stadig den vigtigste årsag til død af disse cancere efterfulgt af udendørs og indendørs luftforurening. Der er dog stor forskel mellem mænd og kvinder. Hos mænd skyldes ca. 75% af dødsfald af lungekræft tobaksrygning, men hos kvinder er det ca. 40%. Den stramme tobakspolitik, som er blevet indført i de vestlige lande, ser ud til at virke, da andelen af dødeligt forløbende tobaksfremkaldte lunge- og larynxcancere er faldet i løbet af den sidste dekade. Der er dog lang vej til, at vi kan være helt tilfredse med den globale udvikling: Mens de aldersstandardiserede dødsrater er faldet i de rige lande, er de steget i de fattigste lande, hvor både udendørs og indendørs luftforurening fra madlavningen forårsager mange dødsfald især blandt kvinder. I nordafrikanske og mellemøstlige lande, hvor der er tradition for rygning af vandpibe, stiger andelen af rygefremkaldte luftvejscancere fortsat. Udendørs luftforurening er skyld i ca. 15% af respiratoriske cancere hos begge køn. Der vil således være betydelige gevinster at hente, hvis den grønne omstilling kan reducere denne type forurening«.

Global, regional, and national burden of respiratory tract cancers and associated risk factors from 1990 to 2019: a systematic analysis for the Global Burden of Disease Study 2019. Lancet Respir Med 2021; 9: 1030–49

INTERESSEKONFLIKTER: ingen