Skip to main content

H-indekset, en finurlig bibliometrisk parameter

Professor Jens F. Rehfeld, e-mail: jens.f.rehfeld@rh.hosp.dk H:S Rigshospitalet, Klinisk Biokemisk Afdeling

22. nov. 2005
4 min.

Viden er afgørende for et moderne samfund. Et videnssamfund må derfor kende sin vidensgenerator, forskningen, for at kunne vurdere sine muligheder i en globaliseret tid, hvor ny viden er en afgørende konkurrenceparameter. Til at måle forskningens omfang og gennemslagskraft anvendes der metoder, der kvantiterer forskningens primære produkt, den videnskabelige artikel. Metoderne kaldes bibliometriske eller scientometriske. Kort fortalt måler man med hidtidig bibliometri tre parametre: antal artikler i videnskabelige tidsskrifter (omfang), citationstal for artiklerne (gennemslagskraft) og impact factor af de tidsskrifter, hvori artiklerne er trykt (et groft kvalitetsmål [1]). Det er imidlertid et problem, at de nævnte metoder er ufuldkomne og har adskillige faldgruber [2, 3]. Derfor er det nødvendigt med indsigt i håndtering af bibliometriske resultater. Særlig omhu kræver vurdering af den enkelte forsker ved f.eks. ansættelser i professorater, ved optagelse i videnskabelige akademier, ved tildeling af større forskerpriser og ved anmodning om artikler til high impact -tidsskrifter. Der er med andre ord behov for mere forfinet bibliometrisk værktøj på samme måde, som der altid er behov for nye metoder i videnskaben.

Nu er der udtænkt et nyt bibliometrisk mål. Den californiske fysiker Jorge Hirsch har lanceret det såkaldte H-indeks [4, 5], hvormed man på en enkel måde kan udtrykke en enkelt forskers indsats. Det er baseret på citationstal. Men da citationer i sagens natur altid er bagudrettede [3], har H-indekset kun relevans for forskere med mindst 12-15 års karriere. Definitionen af H-indekset er med Hirschs ord the number of papers with citation numbers higher or equal to H [4]. Et H på 23 fortæller således, at forskeren blandt sine publikationer har 23, der hver er citeret mindst 23 gange. H fås nemt fra Thomsons ISI Web of Science-database ved at få artikler anført efter citationer.

Hirsch har undersøgt egne kollegers H-indeks [4] og konkluderer, at efter 20 års forskning er et H-indeks på 20 karakteristisk for en succesrig fysiker, at fysikere med et H-indeks på 40 er fremragende og sandsynligvis kun findes på topuniversiteter, og et H-indeks på 60 er enestående. Han konstaterer endvidere, at Nobelpristagere generelt har høje H-indekser. Med passende forbehold påpeger han også, at et H-indeks på 12 skulle kvalificere til fastansættelse på et universitet som lektor; 18 skulle give et full professorat; mens medlemskab af The U.S. National Academy of Sciences kræver et H-indeks i omegnen af 45.

Hirschs pointe er, at H-indekset er et bedre udtryk for en forskers samlede indsats end hidtidige bibliometriske mål. Publikationstal afspejler produktivitet, men ikke videnskabelig betydning. Totale citationstal kan være høje pga. få big hit -artikler med mange medforfattere, der kan give en middel-mådig forsker høje citationstal. Gennemsnitlige citationstal har den fejl, at de belønner lav og straffer høj produktivitet. Journal impact factor score kræver mange publikationer for at være meningsfuld [2] og er i øvrigt ubrugelig til at måle enkeltforskere med pga. svingende impact factor for tidsskrifter. Gode H-tal derimod kræver vedvarende indsats over mange år på højt niveau og kan vanskeligt manipuleres med f.eks. selvciteringer [5].

H-indekset er et raffineret bidrag til bibliometrien. Det må også kunne bruges af hele forskergrupper og institutter. Men H-indekset har som de øvrige bibliometriske metoder også sine begrænsninger. Det løser ikke problemet med multiforfatterskaber, hvor et første- og sidsteforfatterskab stadig er mere meriterende end et midterforfatterskab. H-indekset kan ikke anvendes tværfagligt. I visse fag f.eks. i biomedicin, publicerer og citerer man mere end i andre. Det højeste H-indeks har da også Sol Snyder på Johns Hopkins Medical School i Baltimore (H = 191). Og Skandinavien har Tomas Hökfelt på Karolinska Institutet med et H på 147. Både Snyder og Hökfelt er medicinske neuropeptidforskere.

Som andre bibliometriske mål kræver omgang med H-indekset megen sund fornuft. Det kan aldrig stå alene. Ved sammenligning af H-indekser må man tage hensyn til anciennitet, fag og placering i forfatterrækkefølger. H-indekset er imidlertid enkelt og vil utvivlsomt blive brugt i fremtiden.


Referencer

  1. Rehfeld JF. Kvantitering af kvalitet. Ugeskr Læger 1995;157:6111-4.
  2. Seglen PO. Causal relationship between article citedness and journal impact. J Am Soc Inform Sci 1994;45:1-11.
  3. Rehfeld JF. Scientometri og dens begrænsninger. Biozoom 2005;8:21-4.
  4. Hirsch JE. An index to quantify an individual's scientific research output. xxx.arxiv.org/abs/physics/0508025
  5. Ball P. Index aims for fair ranking of scientists. Nature 2005;436:900.