Skip to main content

Herpes zoster som differentialdiagnose til ureterstensanfald

Thorbjørn Sommer & Johan Poulsen

2. nov. 2005
4 min.


Patienter med akut opståede flankesmerter kan være en dia-gnostisk udfordring, da disse symptomer kan skyldes sygdom uden for nyrerne og urinvejene. Unilaterale abdominal-smerter og mikroskopisk hæmaturi er ofte årsagen til, at patienter henvises til urologiske afdelinger med henblik på at få bekræftet tilstedeværelsen af en uretersten. Der er dog en række andre tilstande, der kan fremtræde med flankesmerter og hæmaturi, som fx gynækologiske (1) og vaskulære (2) sygdomme samt the loin pain syndrome (3).

Sygehistorie

En 54-årig kvinde blev indlagt med pludseligt indsættende højresidige flankesmerter på mistanke om fastsiddende uretersten. Ved den objektive undersøgelse var patienten øm i højre nyreregion og angav, at der ud over smerter var en ubehagelig fornemmelse ved berøring af flanken. Der var ingen hudforandringer i området. Biokemisk var S-kreatinin normal og CRP var let forhøjet (16 mg/l). Urinstiks var +++ for blod, men en akut i.v.-urografi viste normale forhold. Det var nødvendigt at behandle patienten med NSAID og mor-phin for holde hende smertefri. Tre dage senere fik hun et makulopapuløst udslæt i højre flanke (Fig. 1 ) ud for T11 -dermatomet. Man havde herefter formodning om en infektion med varicella zoster-virus, og hun blev sat i behandling med aciclovir 800 mg × 5 i syv dage. Ved en ambulant kontrol efter fem uger fandt man en stigning i varicella zoster-IgG, mikroskopisk hæmaturi blev ikke observeret. Patienten kom sig i løbet af en uge.

Diskussion

Denne sygehistorie viser, at infektion med varicella zoster kan optræde med samme kliniske symptomer som ved fastsiddende uretersten, hvilket ikke er beskrevet før. Mikroskopisk hæmaturi kan være misledende ved mistanke om uretersten, da sensitiviteten og specificiteten ved denne undersøgelse er lav (4). CT med i.v.-kontrast er i mange lande standard i diagnostikken af ureterolithiasis (5), men da den kræver specialuddannet personale, er dyrere at gennemføre og medfører en højere stråledosis, anvendes CT ofte kun i tilfælde, hvor man ikke ved i.v.-urografi kan afklare, hvad patienten fejler. Incidensen af herpes zoster er stigende (6) og kan medføre diagnostiske vanskeligheder, før hudlæsioner kan erkendes. Væske fra en hudblære kan dyrkes eller analyseres for viral DNA ved hjælp af PCR, og påvisning af varicella zoster-IgM eller en stigning i IgG kan ligeledes bekræfte diagnosen. Mistanken om varicellainfektion var i dette tilfælde ikke oplagt, men det af patienten beskrevne ubehag ved palpation skyldtes formentlig dysæstesi udløst af infektionen. Alder >50 år og moderate eller stærke smerter ved debut af herpes zoster er en kendt risikofaktor for et langvarigt forløb hos den enkelte patient (7). Aciclovir er et velkendt præparat til herpesinfektioner, men valaciclovir kan være et bedre valg, da det er vist at nedsætte risikoen for postherpetisk neuralgi (8).

Konklusion

Smerterne ved en herpes zoster-infektion kan ligne smerterne ved et ureterstenanfald. Forekomst af dysæstesi før fo-rekomsten af udslæt bør vække mistanke om diagnosen.


Thorbjørn Sommer, Egernvej 14, Skåde, 8270 Højbjerg. E-mail: tbsommer@privat.tdcadsl.dk

Antaget den 6. november 2002.

Aalborg Sygehus Nord, Urologisk Afdeling.



Summary

Summary Herpes zoster as differential diagnosis of ureterolithiasis. Ugeskr Læger 2003;165: 1144-5. Patients with acute loin pain and microscopic hematuria may suffer from diseases rarely seen in the urological department. We describe a case where a patient with symptoms of a ureteral stone turned out to have herpes zoster. She was treated with aciclovir and recovered well without postherapetic sequelae.

Referencer

  1. Traub YM, Fischelovitch J, Neri A, Lubin E. Endometriosis mimicking ureterolithiasis. Br J Urol 1976;48:27-30.
  2. Eckford SD, Gillatt DA. Abdominal aortic aneurysms presenting as renal colic. Br J Urol 1992;70:496-8.
  3. Weisberg LS, Bloom PB, Simmons RL, Viner ED. Loin pain hematuria syndrome. Am J Nephrol 1993;13:229-37.
  4. Bove P, Kaplan D, Dalrymple N, Rosenfield AT, Verga M, Anderson K et al. Reexamining the value of hematuria testing in patients with acute flank pain. J Urol 1999;162:685-7.
  5. Miller OF, Rineer SK, Reichard SR, Buckley RG, Donovan MS, Graham IR et al. Prospective comparison of unenhanced spiral computed tomography and intravenous urogram in the evaluation of acute flank pain. Urology 1998;52:982-7.
  6. Donahue JG, Choo PW, Manson JE, Platt R. The incidence of herpes zoster. Arch Intern Med 1995;155:1605-9.
  7. Whitley RJ, Shukla S, Crooks RJ. The identification of risk factors associated with persistent pain following herpes zoster. J Infect Dis 1998;178 (suppl 1):71-5.
  8. Ormrod D, Goa K. Valaciclovir: a review of its use in the management of herpes zoster. Drugs 2000;59:1317-40.